[tilbage til Stavning for dummies/Staveproblemer]

[Om at skrive dansk] [Klogere på dansk] [Forsiden]
Grammatik for dummies	[Første nyopsætning 24/3-08, revideret sept.2012]   [a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
Forord Denne overskrift vil jeg, med Storm-P, “meget nødig have mig frabedt” at man opfatter som et forsøg på en karakteristik af læsernes mentale formåen. Den skulle gerne (i lighed med visse håndbøger for pc-brugere) indicere at forklaringerne er for folk uden synderlige forkundskaber.   Man behøver altså ikke være en ørn til grammatik for at kunne få noget ud af denne her. (Man er meget velkommen til at kommentere de enkelte forklaringer på Sprogdiskussionen – og ønske sig flere.)   I et land hvor vi ellers ikke er bange for at bruge fremmedord, har vi en underlig prik på to områder hvor “vi nærmest ville dø af” at bruge de latinske/internationale betegnelser frem for de danske: I grammatik og i medicin. Dette medfører så det uheldige at danske læger hele tiden er nødt til at “oversætte” for deres patienter, et problem som fx englændere er herligt fri for, næsten. – OG at (de fleste) danske skolebørn ikke får lært at bruge ordbøger ordentligt.   {I dag spilder man en masse tid på en uhensigtsmæssig tilgang til undervisning i grammatik, desværre. L Min skolepolitiske redegørelse for hvornår og hvordan man bør undervise i grammatik på folkeskoleniveau, har jeg lagt ud et eller andet sted. Henvisning kommer senere når jeg har fundet den igen.}   For skal man klare sig i alle internationale ordbøger og i Retskrivningsordbogen (RO), skal man faktisk kende de latinske betegnelser i grammatikken, ikke de danske. Så bliv nu ikke forskrækket over at jeg udelukkende holder mig til dem. De er ikke så svære som de måske lyder til.   Og til de lærere som hænger fast i de danske: Det er ganske enkelt noget sludder at begrebet udsagnsord skulle være mere meningsfuldt for skolebørn end verbum. Det er vel også på de mindre klassetrin ganske almindeligt at kalde bogstaverne for konsonanter og vokaler. Så der er absolut ingen logisk grund til at gå omvejen ad de danske grammatik(u)ord. [Jeg har dog gjort brug af dem som en service over for brugerne af denne hjemmeside, så nogle danske betegnelser kan findes i listen – med behørig henvisning til de “rigtige”.]   Forklaring til grammatiklisten De enkelte ord står i alfabetisk orden, så brug evt. alfabetet her til højre som genvej. Opslagsord er opført med fed skrift, og [udtalevejledning] står i kantet parentes.   (Og inden du brokker dig over at der kommer både røde og grønne streger i denne tekst fra din “stavekontrol” hvis du kopierer den over i fx Word, se lige opslagsordet ordkontrol først.)   [Den gamle udgave af Grammatik for dummies kan man ikke længere hente ned (dansk for downloade) da hjemmesiden backspongenberg.dk er forsvundet ud i det blå.]   Et par eksempler på opslag kan ses her: DNA eller dna bl.a. OBS! Reglen er lavet om med RO12! Indenfor eller inden for, *overfor/over for og udenfor/uden for (i ét eller to ord?) Denne regel er også lavet om i RO12. Hedder det de eller dem i sætningen? Problemer med -r i enden af ord? Hvornår ligge, hvornår lægge? Se her! OG hvad med at hænge og at sprænge? Se transitive/intransitive verber.   [til top]  Sætningsanalysen På den gamle udgave af spongenberg.dk havde jeg brugt nogle uger på at få samlet mange års undervisningsmaterialer så andre også kan få fornøjelse af dem. Ikke så underligt at man “aldrig har haft fri” i sine næsten 40 år som lærer, når man tænker på hvor lang tid det tager bare at samle det stof sammen man har liggende fra årene forud! Her præsenteredes et godt gennemarbejdet grammatikkursus i sætningsanalyse. Jeg har kaldt det Kryds & bolle, for det er dét det handler om plus lidt mere! – Efterhånden som de enkelte dele er gjort klar, er de lagt ud som pdf-filer, lige til at hente ned til brug i undervisningen eller til selvstudium. Men nu hvor denne del af hjemmesiden er stået af, retablerer vi det lidt anderledes.  Se Kryds & bolle.	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
a<  [til top] adverbielt – At et led i sætningen står adverbielt, vil sige at det står som adverbial-led. Og adverbialled er den brokkasse de led havner i der ikke tilhører nogle af de andre skuffer: verballed (bollen), subjekt (krydset), objekt (trekanten) osv. Ex1: Det er altså noget pjat at du ikke vil med. Ordet “altså” står adverbielt eller som adverbialled. Ex2: Ligger huset heroverfor? Ordet “heroverfor” står adverbielt. Se også overfor.   adverbium – pluralis: adverbier (RO forkorter det adv.). Adverbier lægger sig til verber, så hvis du vil finde dem i sætningen, led lige foran eller efter verballeddet. Ex: Kan koret synge a cappella og holde tonen? Du er rar at komme lidt før, ikke sandt! Nu gælder det virkelig om at holde tungen lige i munden.   adjektiver – (RO forkorter dem adj.) bruges til nærmere præcisering af substantivers betydning: Mænd – kan være mange ting. Gamle mænd – noget andet, men Sure gamle mænd – er noget helt specielt. Sure og gnavne gamle mænd – er ikke til at holde ud! “Gamle”, “gnavne” og “sure” er adjektiver, og de bøjes i køn, tal og grad.   Kønsbøjningen: en gammel heks, et gammelt træ en gnaven bedstefar, et gnavent stavær en sur væske, et surt ribs   Talbøjning: et gammelt æble, flere gamle æbler en gnaven bedstemor, flere gnavne bedstemødre en *sur, gammel ost, flere sure, gamle oste (* kan der stå og mellem adjektiverne, skal der komma mellem dem.)   Gradbøjningen af adjektiverne ser sådan ud (NB de tre forskellige måder): 1)     gammel, ældre, ældst. 2)     gnaven, mere gnaven, mest gnaven 3)     sur, surere, surest Ex: Hundevagten er immervæk den sureste! Ad 1) den uregelmæssige bøjning: Her skal vi lige have et skandinavisk og gammel dansk inspark: “god, bedre, bedst” har sin svenske pendant i “bra, bätre, bäst” Og det sjove er at “bra” faktisk også findes i gammel dansk.   For nemheds skyld kan man jo godt kalde de tre grader for 1., 2. og 3. grad, men det kommer man ikke langt med i ordbøgerne, så derfor ta’r vi dem lige “på latin” også: ’Positiv: gammel, ung, ny, bedaget, bedugget Kom’parativ: ældre, yngre, nyere, mere bedaget og bedugget Su’perlativ: ældst, yngst, nyest, mest bedaget og -dugget   Så når en filmanmeldelse fx bruger ord som “den mest fremragende …, de fornemste præstationer …, de morsomste scener …”, taler man om at den er fyldt med superlativer ved ded at mange af adjektiverne i teksten står i denne 3. grad! – At adjektiverne står i superlativ, er nu ikke altid tilfældet, men så har ordet blot metaforisk (billedmæssig) betydning for “overdrevent rosende”.   Filosofisk tilføjelse til adjektiver I forbindelse med gradbøjningen af adjektiver har vi på dansk en tradition som er lette ulogisk (men hvem påstår også at sprog er logisk!), og det er i forbindelse med menneskets alder. At ordene her ikke rigtigt betyder det de plejer, har nok noget at gøre med vores hang til at bruge eufemismer.   En ung mand er fx yngre end en yngre mand. Og en gammel herre er tilsvarende ældre end en ældre herre. Yngstemand er til gengæld det han kaldes: yngste mand på skibet.   Så det man kunne kalde aldersgradbøjningen, ser altså sådan ud:   En ung mand, en yngre mand, en midaldrende mand, en ældre mand, en gammel mand, en olding.   Komparativformerne yngre og ældre bruges altså som formildende omskrivninger. For som den unge mand stræber efter at virke ældre end han er, således står den ældres hu til at virke yngre! Forfængelighed, forfængelighed. J     akkusativformer – “de” eller “dem”. Hvornår bruger man det ene, hvornår det andet? I Stavning for dummies er nogle eksempler gennemgået hvor meningen er at man skal kunne høre sig frem til hvad der er korrekt. Her tager vi den grammatiske side af sagen:   “Mig og Jens vil gerne komme til fodbold i aften.” Hvorfor er den gal, denne sætning, bortset fra at “det ikke er pænt” at nævne sig selv først? Sætningsanalysen afslører hvorfor: Verballed: vil … komme Subjekt: mig og Jens Og netop subjektet afslører miseren. Et personligt pronomen (her ‘mig’) skal, når det bruges som subjekt, stå i nominativ. Se kasus. (Her forklares nominativ, akkusativ, osv.) Grammatikken tilsiger os altså at det hedder (med en selv beskedent i baggrunden): “Jens og jeg vil gerne …”   “Af de der kommer uforberedt, kan man ikke vente sig det store!” eller “Man kan ikke vente sig det store af de der kommer uforberedt!” Nogle grammatikker vil hævde at denne sætningskonstruktion er korrekt. Jeg mener nej. Den er et eksempel på overkorrekthed, dvs. den er forkert! “Af de …” er nemlig et præpositionsled, og efter præpositionen “af” (og alle andre for den sags skyld) følger en akkusativ. Og da “de” i akkusativ hedder “dem”, må det korrekte være: “Af dem der kommer uforberedt, kan man ikke …” I Berlingske 14/1 2007 skriver tj@berlingske i Irak-strategien er en nødplan: Kritikken og nedsablingen ligger i en mental P-tast hos alle de der siden 2001 har haft ét og kun ét fjendebillede … ”… hos alle de …” ?! På ordentligt dansk hedder det altså “hos alle dem” fordi det personlige pronomen indgår i præpositionsleddet. Berlingskes leder 25/3-08: “For nogle af de, der måske kunne fristes af en tilværelse i underverdenen, vil hårde og hurtigt eksekverede straffe virke afskrækkende …” Smid den indskudte sætning ud, og hør hvordan det så lyder: “For nogle af de vil hårde og hurtigt eksekverede straffe virke afskrækkende.” – Yderligere kommentarer overflødige!   akkusativobjekt – se objekt   alenetilværelse – er faktisk i ét ord, også selvom ordkontrollen protesterer. Se også sammensatte substantiver.   at-problemet – Når man sætter startkommaer, ryger man ofte ud i det jeg vil kalde at-problemet. Nemlig at man tror der altid skal komma foran at. At det ikke er tilfældet, kan man se af eksemplerne under punktet flyttemandsprøven. ............   b<  [til top] biord – adverbium   breves indledningshilsen – se indledningshilsen	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
c<  [til top] civil ulydighed – Der er et par regler i RO som er så uhensigtsmæssige at jeg (vi) har valgt at se bort fra dem.   Den første er der garanteret ikke en kat der har lagt mærke til. Den siger (RO § 62.3): »Punktum, semikolon og komma sættes altid efter parentesen …: Ex: (Og journalisterne var naturligvis også på pletten).« (!) – Det er ganske enkelt for tumpet. (Punktummet hör definitivt ihop med meningen inuti parentesen. Sagt på svenska när man nu inte får göra så på danska.)   Den anden er værre fordi den ikke er sådan at overse: Skal forkortelsen for det edb-program som styrer Livet med lille eller med stort? Altså DNA eller dna?! – Jeg kan godt se det hensigtsmæssige i at hverdagsforkortelser skrives med små bogstaver (jf. RO § 14), men netop i dette tilfælde har det nogle uhensigtsmæssige konsekvenser. For skal dna skrives med lille, bør rna det så også. Men: 1) “rna” ligner “ma” så meget at det kan være svært i farten at se forskel (ok, konteksten afslører (forhåbentligt) den rette betydning), og 2) nogle vigtige sammenskrivninger bliver “umulige”, fx “messinger rna” som så må forkortes mrna og “ribosonalt rna” rrna. Og det går virkelig ikke. Det er jo hele tre problemer på én gang! Forkortelserne er naturligvis hhv. mRNA og rRNA, og derfor er RNA også nødt til at blive skrevet med stort altid. (Har set en bog med forsøg på det modsatte; det ser vildt ud.) OG derfor må DNA også skrives med stort. Så det gør vi så! Immervæk. TILføjelse, okt. 2012: RO 12 har lavet denne regel om!    d<  [til top] dativobjekt – “den eller det det går ud over”; kræver nok en lidt længere forklaring for at blive fortrolig med dette sætningsled, se mit kursus i sætningsanalyse {Kryds & bolle} Ex: Han  gav  sin kæreste  et kys  lige midt på munden. I denne sætning er sin kæreste dativobjekt; et kys er akkusativobjekt. Se andre eksempler under sætningsled og kasus.   de/dem – se akkusativformer.   diminutiver – er omtalt som ex under suffikser   dna – eller DNA, se civil ulydighed. TILføjelse okt. 2012: RO12 tillader begge former!   dum edb – Visse edb-folk har en vis evne til at lade kunden tro at det er ham der er idiot, når det idiotiske ligger i den manglende kundeservice, eller at programmøren tænker i maskiner, ikke i mennesker. – Vort motto: Stil krav til edb! Det er ikke dig der er dum, det er edb’en der er for dumt indrettet. Basta!	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
e<  [til top] edb – HUSKat disse hverdagsforkortelser nu skrives med lille. Det gælder også tv, pc osv. Så en korrekt sætning med disse forkortelser vil se sådan ud: »Man kan lære en masse om sin pc og edb i almindelighed ved at følge undervisningen på tv.« TILføjelse okt. 2012: RO12 har ændret denne regel til at man nu må selv om hvad man gør! Mht. DNA (som RO anfører ‘dna’), se civil ulydighed.   ejefald – se genitiv.   -ende/-ene – (gentagelse fra staveordslisten) Hvornår er denne endelse med d og hvornår ‘meduden’? -ende bruges alene i forbindelse med verber: at løbe, jeg løber, jeg løb, jeg er løbet, jeg er løbende at køre, jeg kører, jeg kørte, jeg er kørt, jeg er kørende -ene bruges i forbindelse med substantiver: et løb, løbet, flere løb, alle løbene en kø, køen, flere køer, alle køerne ex1 I alle løbene var alle de løbende løbet forkert. ex2 Flere og flere køer dannedes ved billetsalget, og til sidst var de så lange at de gik ud på gaden og generede de kørende.   ental – se singularis som ex under substantiver   f<  [til top] flertal – se pluralis som ex under substantiver   flyttemandsprøven – er en uundværlig del af tyskerkommateringen (se tegnsætning). Den går på at man skal flytte rundt på sætningsledene for at finde ud af hvor startkommaet skal placeres. Det er nemlig ikke altid lige til. Hvilket fremgår med al ønskelig tydelighed af Berlingske 19/3-08, p.7, hvor der ikke er mindre end seks kommafejl i artiklen, hvoraf de tre kan reddes vha. flyttemandsprøven. Ex 1: KJ mener, at de nye regler også er vigtige fordi, andre end forældrene og barnet bliver påvirket i en kommunes beslutninger. Hvis man ikke sætter startkommaer, behøver man ikke bekymre sig om kommaer i denne helsætning: Der skal ikke sættes nogen! – Vil man absolut gøre livet besværligt for sig selv (og sine læsere J), må man hellere prøve at flytte sidste sætningsled frem, så man kan se hvad der hænger sammen, sådan (det understregede betegner helsætningens led; vel at mærke hvis den indledende parentes er fjernet): Ex1a: (KJ mener, at) fordi andre end forældrene og barnet bliver påvirket i en kommunes beslutninger,  er  de nye regler  også  vigtige. Vi ser altså at fordi hører med til ledsætningen (ordet flytter med), og derfor skal der i den oprindelige sætning startkomma foran fordi, ikke bagefter.   Ex 2: Når ministeren sætter fokus på Ankestyrelsen, så er det fordi, der bliver begået for mange fejl. Her er den også gal omkring ordet fordi, og det kan man også se ved at flytte sidste ledsætning, sådan: Ex2a: Fordi der bliver begået for mange fejl,  er  det,(st)  at ministeren sætter fokus på Ankestyrelsen. Altså, igen komma foran “fordi” i den oprindelige sætning!   Ex 3: … andre kan klage til ankestyrelsen uden, at forældrene skal godkende det først. Hører uden med til sidste ledsætning eller ej? Vi flytter: Ex3a: Uden at forældrene skal godkende det først, kan  andre  klage  til Ankestyrelsen …   Lad os nu kikke på et eksempel fra DR’s tekst-tv (12/3-07 om rygerloven, her i nøjagtig gengivelse): Ex4: Op mod 100 pct af brugerne af værestederne er rygere og man frygter at et forbud vil afholde folk fra at komme på værestederne. – Derudover mener beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, at det ville være at sende et forkert signal, at tvinge ledige til at arbejde steder med meget røg. 1)     Der mangler et helsætningskomma foran og, og havde man holdt sig til det nye komma, var det det eneste komma man havde behøvet at bekymre sig om. 2)     Vil man sætte startkommaer, skal man huske et komma foran det første at (at et forbud vil afholde …) 3)     Startkommaet foran det næste at er til gengæld placeret korrekt 4)     Kommaet foran det sidste at hører på den anden side ingen steder hjemme. Så den korrekte startkommaplacering (+ rettelse af de andre småfejl) giver så følgende resultat (m. sætningsled understreget): Ex4a: Op mod 100 pct. af brugerne af værestederne  er  rygere, og man  frygter,  at et forbud vil afholde folk fra at komme på værestederne. – Derudover  mener beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, at det ville være at sende et forkert signal at tvinge ledige til at arbejde steder med meget røg.   fx – forkortelsen her (den smarteste) er uden punktum. Og nu hvor jeg ville bruge den i slutningen af en sætning (efterhængt), opdager jeg at Word ikke vil acceptere at jeg sætter et punktum. Det er jo i og for sig godt nok, for der skal netop ikke punktum efter denne forkortelse. {Se Stavning for dummies.} Men på den anden side også lidt strengt at jeg ikke kan formulere mit sprog som det passer mig (og reglerne!).	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
g<  [til top] genitiv – dannes på dansk ved at tilføje et s. OG der skal, i modsætning til hvad mange (skiltemalere) tror, ikke en apostrof foran dette s (som på engelsk!). Ex1: Husets tag er rødt. Hvorfor er det så vigtigt med alufælge på bilens hjul? Mors Dag kan udvikle sig til et større blomsterorgie. Jensens El, Torbens Snedkeri, Måløvs Antenneforening, Ballerups Rådhus.   Alle disse genitiver skal kun have s tilføjet, altså ikke noget med ’s!   Hvis substantivet derimod ender på s i forvejen, eller på x og z, så bruger man apostrof. OG NB i dag bruges den kun på denne ene måde (før i tiden på 3 forskellige): Ex2: Hans’ Auto ejes faktisk af hans kone. Jens’ elbutik passes af hans kone. Xerox’ kopimaskiner er så almindelige i USA at en kopi ganske enkelt hedder “a xerox”. Jazz’ ven kommer fra Bel Air.     genstandsled – se objekt   grundled – se subjekt	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
h<  [til top] hans/sin – det store problem i nudansk. Mange kløjs totalt i hans/hendes og sin i takt med at jysk og engelsk har bredt sig i rigsdansk. Denne sætning som nok ville give anledning til ballade i Kjøwenhavnstrup og omegn (ja, på det meste af Djævleøen), ville næppe få nogen til at løfte et øjenbryn, endsige en knytnæve: Ex: Han gav hans kæreste et kys lige midt på munden. På rigsdansk betyder hans kæreste en anden mands kæreste !!! Hvornår hedder det så hans og hvornår sin? Ja, sin viser tilbage til subjektet i sætningen (her han). Ergo, sin kæreste er forbundet med subjektet han; hans kæreste er til gengæld forbundet til en anden person (som ikke er nævnt her). Her kommer nogle aviseksempler på hans/sin-fejl: En læserbrevsskribent fra Frederiksberg skriver torsdag den 18. januar 2007 i Berlingske: Ex1: … kan og vil Ritt overhovedet stå til ansvar for hendes eget projekt … Subjektet i sætningen er Ritt, og da vi må gå ud fra at det er Ritts projekt der er tale om, viser projektet altså tilbage til subjektet. Det hedder derfor (øst for Lille Bælt): … stå til ansvar for sit projekt. (Westo ær’t lig’møj!)   Ex2:“Men hun har ikke ønsket at fortælle om sine oplevelser, fordi hun frygtede repressalier fra hende tidligere arbejdgiver.” (Kilde: berlingske.dk-citat fra dato 12/3 2007, nøjagtigt gengivet!) – “Hendes tidligere arbejdsgiver”. Hvis kvinden frygter for noget fra den person hun er ansat hos, hedder det altså sin arbejdsgiver (med fuge-s!).   Den omvendte fejl En læserbrevsforfatter har så i samme avis (21/12-07) fanget den omvendte situation, altså hvor en journalist bruger sin hvor det ikke skal være det. Kit Bisgård kommer med et par morsomme eksempler på hvor sproget pludselig kommer til at give udtryk for noget som slet ikke var meningen: Ex3: … kollegaen slæbte ham i benene ind på sit værelse … Hvorefter hun ironisk tilføjer: “Gad vide hvor længe hun ville have ham der.” Og kommer så med endnu et eksempel: Ex4: Det svarer så til at han giver hunden sin egen hale at æde. Læserbrevets slutreplik: “Jeg siger velbekomme.”   Nu er dette jo Grammatik for dummies, derfor forklarer vi lige yderligere: I Ex3 skulle det have været slæbte ham ind på hans værelse, ellers er det jo netop kollegaens værelse beboeren bliver slæbt ind på. Hvorfor? – Grammatik: Værelset tilhører objektet i sætningen, nemlig ham. Og da sin kun bruges i relation til subjekter i singularis, skal det netop her være hans! Og hvis han ikke giver hundens dens hale, bliver det lidt ulækkert. Så det bedste er nok at han giver hunden dens egen hale!   helsætning – En helsætning er “det der står mellem to punktummer”. (Ja, der passer nu ikke helt, for hvis man bruger helsætningskommaer, kan der stå flere helsætninger inden for et punktum.) Sådan: Ex1: Jensens har lige fået en ny bil. Ex2: Nu vil naboen så også have ny bil, og den skal helst være større. Ex3: Sådan er der så megen misundelse der driver folk. Ex4: Hvis det ikke var sådan, ville der nok ikke blive købt så mange nye biler. I Ex1 består helsætningen blot af en hovedsætning. Ex2 har to. Ex3 og Ex4 har både hoved- og ledsætninger.   helsætningskomma – adskiller helsætninger. Sådan: Ex1: Han ville gerne købe en ny bil, men konen ville ikke. Ex2: Min far købte vist engang sin nye folkepotte i Tyskland, for jeg kan huske at vi kørte langt ned i Sønderjylland for at hente den. Ex3: Den første folkevogn jeg kan huske, havde delt bagrude, men allerede et par år efter var den blevet hel. Ex4: Var det mon i 1952, eller var det i 1953?   På det seneste har der været en stigende tendens til at man glemmer helsætningskommaet. Her nogle ex hvor tegnsætningen er lidt sjov. De blå mærker er mine kommentarer (A = helsætningskomma; st = startkomma): Berl. 11/10/07 Det røde dobbeltspil af Bent Blüdnikow […] De var simpelthen dilettanter til kodearbejdet[,A] og de måtte flere gange opgive at dechifrere telegrammer fra Sovjetunionen. […]   DR2 tekst-tv, S123, man 12 mar 2007: Værestederne er ikke omfattet af rygeforbudetß[a] og ledige vil ikke kunne tvinges i arbejde på steder med røg,ßhm som eksempelvis væresteder. Op mod 100 pct af brugerne af værestederne er rygereß[A] og man frygterß[st] at et forbud vil afholde folk fra at komme på værestederne.   hensynsled – se dativobjekt   hic! – se udråbstegn.   hovedsætning – er den del af helsætningen man “ikke kan smide væk” (her markeret med understregning): Ex1: En tur over broen til Sverige er nem nok. Ex2: Når du kommer over broen, skal du holde til venstre i betalingsanlægget hvis du bruger brobizz. Ex3: Broen bliver undertiden spærret hvis der er for kraftig sidevind. Ex4: Navnet Øresundsbron er et kompromis mellem dansk og svensk sprogbrug. (De ikke-understregede sætningsdele er ledsætninger.)	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
i<  [til top] i/I – Hvornår med stort, hvornår med lille? – Det personlige pronomen “I” staves med stort, præpositionen “i” med lille! (Hvis din ordkontrol laver alle dine alenestående i’er om til store I, er det fordi den tror det er engelsk den har med at gøre. Myrd funktionen; og kan du ikke finde ud af det, så myrd sælgeren. Se dum edb. Til gengæld skal jer og jeres ikke med stort. Se jer.   indenfor/inden for* – (gentagelse fra staveordslisten) Hvornår i ét ord, hvornår i to? Skal man til FSA i retstavning, skal man have tjek på denne bagatel, ingen andre (end jeg) bekymrer sig om det. Så om du skriver det ene eller det andet i alle andre sammenhænge end lige netop retstavningsprøven, vil ingen lægge mærke til det. At det er et gammel problem, vidner titlen på Henri Nathansens naturalistiske nyklassiker Indenfor Murene om, for den korrekte titel ville nemlig være Inden for Murerne. Men igen. Der skal også være lidt service for dem der som jeg lider af udbredt petitessehængeri; derfor her den grammatiske forklaring: -          Står indenfor rent adverbielt, skrives det i ét ord: “Kom indenfor! I det vejr er det sjovere at være hund indenfor end udenfor.” -          Bruges inden for derimod i et præpositionsled , skal det i to ord: “Inden for murerne. Inden for disse begrænsninger kan ingen ånde.” Pas lige på! Det gælder også hvis konstruktionen er efterhængt (så man kan altså ikke lave en regel der siger at står den alene sidst i sætningen, er den i ét ord): Ex på efterhængt præposition: Jeg havde mødt Hitler og vidste udmærket hvilken ideologi vi stod overfor. <Flammen og Kieler, Berlingske 9. april 2008, p.04, 2.sp. u m> Vender man lidt rundt på denne sætningskonstruktion, kan man se at det er et præpositionsled vi har med at gøre: Vi stod over for en ideologi. Og derfor er det korrekte altså hvilken ideologi vi stod over for. DEREFTER kan vi så konstruere et ex med ordet indenfor/inden for: Det har en vis betydning hvilket tankesystem man er opdraget inden for. TILføjelse okt. 2012: Reglen er med RO12 delvis ophævet: Man må selv om hvad man gør! - Så det er gået som jeg vistnok har skrevet et eller andet sted: Med den næste retskrivningsordbog er det sikkert en regel der bliver ophævet. - Til de skandiavieninteresserede: På norsk skal man skrive disse præpositioner i ét ord. Så det ender det nok med på dansk også - om føje år.   indicere – se Stavning for dummies  [til top]    indledningshilsen – på breve er ikke efterfulgt af komma på dansk! Det er en afsmitning fra engelsk som breder sig mere og mere. Den korrekte tegnsætning efter Kære ven, Kære chef eller Kære hr. Hansen er et udråbstegn eller til nød et punktum. Alt andet er ikke korrekt! Og læg mærke til at der intet er i vejen for at indlede med “kære”. Det er ikke intimsfærekrænkende, men ganske almindelig norm (som flere og flere er ved at glemme). Ex: Kære kone! Kære ven! Kære direktør Nielsen! Se også udråbstegn.   infinitiv – verber optræder i tre former: infinitiv, indikativ og imperativ. Ordene at gå, at cykle, at køre, at vide, at kende, at tænke står alle i infinitiv. De kendes altså på at der står/kan stå et “at” foran dem. Hvis man derfor kan blive i tvivl om hvordan [a vide] skrives, skal man bare tænke på at det er en infinitiv vi har med at gøre, altså “at vide”! (Hos unge sprogbrugere sniger der sig tit et mystisk f ind i sammenhængen; det er sikkert en afsmitning fra ordet af der jo netop udtales [a]. Hasse Greiner skriver i et berlingskelæserbrev (17/9-07) Det svære sprog bl.a. (mine tilføjelser i parentes): … nu er også navneformen (infinitiven) “at skulle” officielt eksekuteret (retsligt inddraget) af selveste Lærerforeningens formand … der i radioen 11/9 brugte formen “at skal”, og det er ikke nemt at leve med. Så det er ikke bare undervisningsministeren skulle har været ude efter formanden. J Se også modalverberne. OG (okt.2012-tilføjelse) nu har vi oven i købet en justistsminister der mener at man skal ka dansk!   j<  [til top] jer- og jeres skal ikke staves med stort. Ex: Peter Norsk (k) skriver i et indlæg “Alle vejrhaner tabte” (Berl. 10/9-07): Det var Bendt Bendtsen som gjorde det godt, og Jer der gjorde det dårligt. (Jeg har fjernet startkommaerne for at vise hvor elegant sætningen kunne have været uden tyskerkommatering. J) Det eneste personlige pronomen der staves med stort, er I, og det er nok fordi det ikke må forveksles med præpositionen “i”, se i/I.	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
k<  [til top] kasus – ord står i forskellige kasus afhængigt af hvilket led i sætningen de befinder sig i. Subjekter bruger nominativ. Objekter bruger akkusativ eller dativ. Nu har vi (heldigvis) i dansk ikke det store problem med ords kasus, i modsætning til fx tysk (åh, det ér så svært!), men de personlige pronominer bøjes i kasus, sådan: Singularis         1.pers.      2.pers.      3.pers. nominativ:             jeg               du                han/hun/den/det akkusativ:              mig              dig               ham/hende/den/det genitiv:                  min              din               hans/hendes/dens/dets dativ:                    mig              dig               ham/hende/den/det Pluralis             1.pers.      2.pers.      3.pers. nominativ:             vi                 I                  de akkusativ:              os                jer               dem genitiv:                  vores           jeres            deres dativ:                    os                jer               dem   Ex (med sætningsled angivet med store bogstaver og kasus med små): “GiverV duS/n hendeDO/d ding ringAO?” “JegS/n ta’rV migD/d ligeA en lurAO/a på sofaenP(a).” (note: at sofaen står i akkusativ har igen praktisk betydning på dansk) “Den mindste variationS(n) fjernerV dea som er dårligeAO, og bevarerV dea som er godeAO.” [Det korrekte er altså “dem som er dårlige” og “dem som er gode”.   kilomet – (jf. Stavning for dummies) er en fejl der breder sig mere og mere i dansk. Den grammatiske forklaring på at det er en sludderkonstruktion, er: Ordet kilometer består af præfikset kilo- + substantivet meter. Alle ord bøjes efter deres sidsteled, dvs. når meter talbøjes en meter – flere meter, bøjes kilometer ligesådan, en kilometer – flere kilometer.   komma foran at – Det første man skal lære om tyskerkommateringen, er at der ikke altid skal komma foran at (slet ikke når der ikke kommer en sætning efter). Se flyttemandsprøven.   kongruens – er en grammatikting som kun virkelige sprognørder (efterhånden) går op i, nemlig om der er overensstemmelse mellem et anvendt substantivs talbøjning og dets tilhørende pronomen. Ex 1: »Politiet havde sat mange mand af til opgaven, men det viste sig at det kom til kort over for de mange demonstranter.« Selvom “politiet” består af flere personer, er det faktisk grammatisk ukorrekt at anvende pronominet “de” i henvisningen til dette korps. Men som sagt, der er ingen der overholder reglen mere (undtagen mig, selvfølgelig J). Ex 2 (er fra DRNyheder, indland 1/1 2007, kl.09:12 og handler om nogle angreb på brandmænd i funktion i Slagelse): -          Det er ganske forfærdeligt at brandvæsenet ikke kan få lov at passe deres arbejde, siger PK. Skal der være kongruens i denne sætning, skal det være “få lov at passe sit arbejde”; “sit” viser nemlig tilbage til ledsætningens subjekt, brandvæsenet, og det skal passe sit arbejde (når det ellers kan få lov til det). Ex 3 (Berl. 19/3-08, p.7) “Også Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre (LaAB) er meget tilfredse med velfærdsministerens forslag.” (min fremhævelse). – “Landsforeningen er meget tilfredse” hic! host! Det kan godt være at “alle gør det”, men undertiden virker det direkte komisk. Lidt mindre smilebåndstrækkende ville det nok være om “landsforeningen var tilfreds”! Ex4 (Berl. 21/12-07 S-bagland raser over Helle): … er hendes eget socialdemokratiske bagland anderledes kritiske. – Et bagland er altså her kritiske; og jeg som troede at et bagland kunne være kristisk! BREAKING NEWS (okt.2012): På News har man også tåbelige kongruensproblemer. Her hedder det altid: - Regeringen, de siger ... Det må nødvendigvis være Regeringen, den siger ... Men hvorfor ikke bare nøjes med konstruktionen regeringen siger ..., så var der ikke noget at gø ad!      konsonanter – er de bogstaver man ikke kan synge på. Forsøger man sig alligevel, er man meget hurtigt over i den vokal man bruger i bogstavets navn: b [be], c [ce], d [de], f [ef*], g [ge], h [hå], j [jåd] (OBS at bogstavet “j” hedder [ji] på svensk; Statens Järnvägar forkortes altså [æs-ji]) k [kå], l [æl*], m [æm*], n [æn*], p [pe], q [ku], r [ær*], s [æs*], t [te], v [ve], w [dåbbelt ve], x [æks*], z [sæt*] *Disse konsonanter kan man altså ikke synge på, eftersom bogstavlyden lukker af for luftstrømmen. OBS mht. k! I Vendsyssel og på Bornholm kan bogstavet k i begyndelsen af visse ord udtales som [tj] eller [tsj]. Kirke og køre, fx	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
l<  [til top] ledsætning – eller bisætning. Jeg foretrækker betegnelsen ledsætning fordi denne del af helsætningen står som led i hovedsætningen. Ex1: Han gik tit forbi den cykelforretning som ligger på Peder Bangs Vej. Den understregede ledsætning indgår i hovedsætningens præpositionsled til yderligere forklaring af hvilken cykelforretning der er tale om. Ex2: Hvis du ikke snart bliver færdig, går jeg altså uden dig! Her er ledsætningen foranstillet og markeres derfor med altid med komma (= slutkomma). Denne ledsætning kaldes også en betingelsesledsætning. (Se meteorologdansk.)   Ex3: Lige så snart som byggeriet stod færdigt, flyttede de familier ind som havde ventet så længe. Den foranstillede ledsætning kræver slutkomma, den efterstillede kan markeres med startkomma.   ligge/lægge Her står vi med et stigende problem i dansk. Flere og flere journalister ka itte hitte rede i hvornår det hedder det ene, og hvornår det andet; så det er måske ikke så underligt hvis du heller ikke kan.   To forklaringer En her med grammatik. Og den uden kan findes i Staveproblemer. “Lægger” bruges i forbindelse med transitive verber (dvs. verber der kan have objekt). “Ligger” bruges ved intransitive verber (altså verber uden objekt). Ex: Jeg ligger/lægger bogen tilbage på hylden efter timen. Verbet har objekt (bogen) og er derfor transitivt, derfor er lægger det korrekte. Molly lagde/lå i sengen hele dagen. Verbet her har intet objekt og er derfor intransitivt (hvad lagde? intet; hvem lå? hun! = subjekt!). Lå er det korrekte! (Hvis man ikke bor i Herning; dér vil “lagde” være helt i orden. I hvert fald dengang jeg boede der i 50’erne J.) Se også vække/vågne.	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
m<  [til top] modalverber – se under verber.	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
n<  [til top]  navnemåde, navneform – se infinitiv under verber   nominativ- eller akkusativformer – “de” eller “dem”. Hvornår bruger man det ene, hvornår det andet? I Stavning for dummies er nogle eksempler gennemgået hvor meningen er at man skal kunne høre sig frem til hvad der er korrekt. Her tager vi den grammatiske side af sagen:   “Mig og Jens vil gerne komme til fodbold i aften.” Hvorfor er den gal, denne sætning, bortset fra at “det ikke er pænt” at nævne sig selv først? Sætningsanalysen afslører hvorfor: Verballed: vil … komme Subjekt: mig og Jens Og netop subjektet afslører miseren. Et personligt pronomen (her ‘mig’) skal, når det bruges som subjekt, stå i nominativ. Se kasus. Grammatikken tilsiger os altså at det hedder (med en selv beskedent i baggrunden): “Jens og jeg vil gerne …”   “Af de der kommer uforberedt, kan man ikke vente sig det store!” eller “Man kan ikke vente sig det store af de der kommer uforberedt!” Nogle grammatikker vil hævde at denne sætningskonstruktion er korrekt. Jeg mener nej. Den er et eksempel på overkorrekthed, dvs. den er forkert! “Af de …” er nemlig et præpositionsled, og efter præpositionen “af” (og alle andre for den sags skyld) følger en akkusativ. Og da “de” i akkusativ hedder “dem”, må det korrekte være: “Af dem der kommer uforberedt, kan man ikke …”   I Berlingske 14/1 2007 skriver tj@berlingske i Irak-strategien er en nødplan: Kritikken og nedsablingen ligger i en mental P-tast hos alle de der siden 2001 har haft ét og kun ét fjendebillede …   ”… hos alle de …” ?!   På ordentligt dansk bruger man akkusativformen, og det hedder altså “hos alle dem!”   [Se også overkorrekthed]   Eksempler fra Berlingske 31/1-07, Heftig debat om A-kraft: Modstandere af A-kraft ... mangler at klargøre for vi andre ... [Fjern ordet andre, og hør den er gal. Præpositionen for kræver det personlige pronomen vi i akkusativ; det hedder nemlig for os, ikke for vi!]   [kasus]   nægtelse – (negation) En nægtelse får sætningen til at skifte betydning: Ex: Jeg kommer i aften. à Jeg kommer ikke i aften. Hun synger mere. à Hun synger aldrig mere! Det var en lørdag aften, og du kom til mig. à Og du kom ej til mig. Men OBS! Undertiden kan nægtelsen faktisk også virke neutral, dvs. sætningen nærmest får en forstærkende positiv vinkel: Ex2: Er han også god til at spille? à Er han ikke også god til at spille? Har hun cyklet meget? à Har hun ikke cyklet meget?	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
o<  [til top]  objekt – kaldes det led i sætningen “der handles med”. For en nærmere forklaring se mit kursus i sætningsanalyse. Her blot dette Ex: Han henter min taske. – Min taske er objekt, det subjektet “han” handler med, gør noget ved. (Mere præcist kaldes leddet akkusativobjekt. Se evt. dativobjekt.)   og/men – Må man bruge disse to ord i begyndelsen på en sætning? Mange dansklærere (som måske også kløjes i “fordi at”) mener nej. RO (se ex i § 41.1 og i § 62.3) og Johs. V. mener ja!   ordenstal – (jf. RO § 42.3) dannes på dansk (i modsætning til fx svensk) ved at føje et punktum til tallet: 1 = én/ét, 1. = første; 2 = to, 2. = anden; 3 = tre, 3. = tredje; 4 = fire, 4. = fjerde; 5 = fem, 5. = femte; 6 = seks, 6. = sjette; 7 = syv, 7. = syvende; 8 = otte, 8. = ottende; 9 = ni, 9. = niende; 10 = ti, 10. tiende; og obs! kortformerne er i dag tilladt: 11 = elve eller elleve, 11. = elvte ['elf-te[1]] eller ellevte ['elf-te] (selvom de to former staves forskelligt, udtales de altså ens); 12 = tolv [tålv], 12 = tolvte ['tålf-te] osv. Hvad så med ordenstal over 100? Ja, min gamle Nudansk Ordbog, 1986, anfører følgende ex: “for hundrede gang” (som lettere skrives “for 100. gang”); men hvad så med 101? Min gamle matematiklærer, lektor Nymand, sagde fx “i hundrede og én’te potens” eller “en hundrede og én’te-del”. Men nu hvor jeg selv er blevet gammel dansklærer, vil jeg nu foretrække at 101. => hundrede og første, 102. => hundrede og anden, og 103. => hundrede og tredje osv. (“Hundrede og toende, hundrede og treende … uffamej!) Og så minder vi lige til sidst i denne artikel om hvordan tal skrives.   ordklasser – Vi mennesker elsker at putte ting i kasser, så kan vi bedre holde orden på dem. Sådan også med ord. Og de kasser vi putter ord i når vi leger grammatik, kaldes ordklasser. Og de vigtigste ordklasser er: substantiver, verber, adjektiver, præpositioner og adverbier.   ordkontrol – At kalde den funktion et etb-program (forhåbentligt!) har installeret, en stavekontrol, er misbrug af ord. Den kan ikke kontrollere om man har stavet rigtigt (i sammenhængen). Dét den kan kontrollere, er om det ord man har skrevet, findes i en almindelig ordbog eller ej. – Dvs. den kan både “overse” fjeld i rod (fejl i ord), og den kan påstå at noget er forkert selvom det er korrekt, fx sammensatte substantiver. Godkender din “stavekontrol” fx alle disse ord: andendagsgilderester, festmiddagsdessertrest, motorplæneklipperopsamlingsdims, tredjegenerationsindvandrersociolekt og hundekendelsferietilbud ?!? – Min anerkender ikke engang ordet “ordkontrol”. Så hvis du smider denne tekst over i en wordfil, kikker den igennem og finder røde og grønne streger en masse steder, er det ikke sikkert at jeg har lavet noget forkert: Man skal ikke sætte sin fulde lid til maskiner, om jeg må be´.   overdreven ros – Ex fra Berlingske 10/10 2005: Elisabeth Lumbu skriver i sin artikel Bandebekæmper med høj cigarføring: “Superlativer som visionær, kontant, inspirerende, engageret, innovativ og en der får tingene til at ske, kommer i det hele taget i en lind strøm.” – Nu er der det særlige ved de nævnte adjektiver i dette citat, at ingen af dem står i den bøjningsform som hedder superlativ; de står alle i positiv, 1. grad! Så enten kan journalisten ikke sin elementære grammatik, eller også bruges superlativer metaforisk. At det benyttede billedsprog dermed bliver noget misvisende, er så en anden sag. J   overfor/over for – jf. indenfor, samme regel gælder her. OG dog (tilf. okt. 2012), som nævnt ovenfor, er reglen lavet om fra og med RO12. -          Står overfor rent adverbielt, skrives det i ét ord: “Her overfor ligger villavejens smukkeste hus.” -          Bruges over for derimod i et præpositionsled, skal det i to ord: “Over for mit hus ligger villavejens smukkeste hus.” “Over for disse udfordringer giver de fleste op.”   Pas lige på! Det gælder også hvis konstruktionen er efterhængt (så man kan altså ikke lave en regel der siger at står den alene sidst i sætningen, er den i ét ord), ex: “… for der er såmænd også en del man kan nære modvilje over for i så henseende.” [citat: tj@berlingske, 14/1 2007, Irak-strategien er en nødplan.] Præpositionsleddet består nemlig af følgende ord: over for en del. DR Nyheder 7/3-07: “Jeg anerkender den vanskelige opgave som myndighederne står overfor i disse dage, men som formand for Børnerådet må jeg samtidig understrege ...” Også her skal ordet i to: over for den vanskelige opgave! Her er en rigtig stygsak fordi det er næsten ikke til at se at det er et præpositionsled der er tale om: Michael Jalvig fra Berlinskes debatredaktion skriver sådan i “Den gamle historie på nye flasker” (17/9 2007): “Koblingen til den røde terror kan muligvis åbne flere vesterlændinges øjne for, hvad vi står overfor.” - Omformer vi til et spørgsmål, afsløres fejlen: Vi står over for hvad?! - “over for” skulle altså have været i to ord – hvis vi skal følge reglerne! J   p<  [til top]  pc/PC – se også civil ulydighed. Pas lige på her. PC med stort kan tolkes som noget andet end pc med lille. Hvor det sidste står for en personlig computer på dansk, står PC (også) for Political Correctness på amerikansk. Måske vil det brede sig mere og mere til dansk. OBS igen! Reglen ændret fra og med RO12.   personlige pronomener – (eller pronominer) jeg, du, han, hun, den, det; vi, I og dem er brugt i artiklen om kasus.   pronomen – hedder i pluralis pronomener eller pronominer; begge dele er gangbare former.   pluralis – se eksempler på talbøjningen pluralis under substantiver.   præfiks – er det forled man sætter foran (præ-) et ord for at specificere dets betydning: Præfikset i “præfiks” er præ. Og det præfiks der giver dette ord dets modsatte betydning er suf i begrebet “suffiks”. Andre præfikser bruges i: Præludium (forspil), postludium (efterspil, et musikstykke, vel at mærke). – Kilometer, kiloliter og kilogram. – Ineffektiv, insolvent, inappellabel, inaktiv; misinformation, misligeholde, misforstå; vanskabt, vanartet, vanvittig; uorden, uro, unoder og mange andre.   præpositioner – (RO forkorter dem præp.) findes lettest ved at tænke på (eller at tegne?) et skab. Hvordan kan en ting forholde sig til et skab? Det fortæller præpositionerne os: En ting kan være foran, bagved, ved siden af, under, over, på, i skabet osv. – Tænk på at alle disse småord angiver “positionen” i forhold til skabet, så er det måske ikke så mærkeligt at kalde dem præpositioner. Og der er flere endnu …   præpositionsled – kaldes de sætningsled hvori en præposition indgår: foran skabet, bagved skabet, ved siden af skabet, under skabet, over for skabet osv. {Se også stavereglerne for præpositioner i Stavning for dummies eller kom indenfor her.} (Nogle grammatikker anvender firkanten som symbol for præpositionsled, lidt uheldigt, synes jeg, fordi andre bruger firkanten til at markere dativobjekt (og det synes jeg er endnu mere vildledende; hvorfor, kan vi måske komme tilbage til når jeg præsenter mit sætningsanalysekursus på hjemmesiden, også).   præsens-r – hvornår er der ‘r’ på et verbum? Se verber. [Og kan du ikke lide den røde streg under opslagsordet, se ordkontrol.]   q<  [til top]	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
r< r i enden af ordet – Hvornår er det lige vi har –r i enden af verberne? Se præsens-r.   s<  [til top]  sammensatte substantiver – er der uhyre ofte fejl i i dag: Man skriver den i to eller flere ord selvom de skal være i ét. Ældre Sagen, Udlændinge Styrelsen, Renovations Selskabet. Også denne afsmitning fra engelsk er også en uskik som man som dansksproglig naturligvis bør imødegå. H. C. Andersen har nok et af de sjoveste eksempler på et sammensat substantiv. Gad vide om det har længderekorden i dansk litteratur? Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeanten fra Hyrdinden og Skorsteensfeieren.    singularis – se eksempler på talbøjningen singularis under substantiver.   slutkomma – Når en helsætning begynder med en ledsætning,ß er der brug for et slutkomma. Slutkommaet kommer altså efter en ledsætning i modsætning til startkommaet[,ß] som kommer før. Man kan også bruge X & O til at afgøre om man har brug for et slutkomma. Ex: Hvis vi skynder os lidt mere, vilO  viX  måske  kunne nå  toget. Hvis bollen kommer før krydset i hovedsætningen, skal vi sætte et slutkomma. – GælderO detX også ved spørgsmål? Nej, selvfølgelig ikke. I øvrigt: Alle de steder hvor der på denne hjemmesides “eget sprog” er sat kommaer (og det gælder så ikke nødvendigvis citater), vil det faktisk være slutkommaer. De skal nemlig sættes uanset hvilket kommasystem man bruger, fremtidens eller fortidens.   startkommaer – Ex: I denne sætning er der sat de startkommaer,ß som skal være der,ß hvis man sætter startkommaer. Dansk Sprognævn anbefaler at man undlader at sætte startkomma når man skriver. Og denne anbefaling har denne hjemmeside (som det ses) taget til sig. Hvorfor? Fordi netop dette komma er stærkt meningsforstyrrende og direkte læsehæmmende. Det véd enhver som har haft med læseundervisning i indskolingen at gøre. Først lærer man børnene at der er en masse kommaer de skal overse (=> holder man pause ved et startkomma, ødelægger man læserytmen, and that’s a fact). Derefter skal de lære at sætte de samme for forståelsen unødvendige kommaer, bare fordi man skal understøtte en gammel regel om at man skal kunne se grammatikken i sætningerne. Det er der så til gengæld masser af sikre sprogbrugere der ikke kan alligevel, se fx at-problemet. Så dengang man alligevel smed den tyske sprogdominans ud af dansk efter Anden Verdenskrig (1948), skulle man have smidt tyskerkommateringen ud i samme omgang. Vi skriver da heller ikke Substantiver med stort længere: et Hus, en Tanke, et Barn, en Quinde; det vilde da ogsaa se lidt paafaldende ud i Dag. Og da man gjorde op med disse tyske Regler paa dansk, kunde man lige så godt havde taget Kommareglerne med, nu hvor man var i Gang.   stavekontrol – er en direkte misvisende betegnelse for noget som computerens skriveprogram ikke kan, nemlig se om et ord er stavet rigtig. Se nærmere under ordkontrol. – Den nyeste grammatikfunktion på Word er derimod imponerende. Den kan faktisk af og til gøre opmærksom på manglende slutkommaer, se tegnsætning. Men selvfølgelig skal den også komme med nogle uberettigede grønne streger indimellem, se fx “mange mand” under kongruens. (hvor sammenstillingen er ok når vi taler om besætninger og hærenheder: “Hvor mange mand har han under sig?”) – Endelig er der også det uheldige ved den at den bruger de danske grammatiske betegnelser i sine forklaringer: Skal man forstå disse forklaringer, må man faktisk være velbevandret i grammatikken; og er man det, bruger man selvfølgelig de latinske betegnelser!   stedord – pronomen   subjekt – eller subjekt? Det kommer an på trykket: Et [sub’jekt] kan være en subsistensløs person, en hudlums en landevejsridder; et [’subjekt] er et sætningsled. Og da dette er grammatik for dummies, holder vi os til ordet med tryk på første stavelse, ’subjekt! – Subjektet er “kryds-leddet” i sætningen. Ex1: Værelset tilhører beboeren. Ex2: Beboerne har deres egne værelser. Ex3: SOSU-assistenten og sygeplejersken hjalp beboeren med hans medicin. I alle disse tre eksempler er ordene med streg under subjekt i sætningerne.   substantiver – (RO forkorter dem sb.) kan man sætte ‘en’ eller ‘et’ foran. en dag, en uge, en måned, et år*. Substantiver kan bøjes i tal og bestemthed: singularis                               pluralis ubestemt          bestemt          ubestemt              bestemt en dag              dagen             flere dage             alle dagene en uge              ugen              flere uger             alle ugerne en måned         måneden         flere måneder        alle månederne et år                året               flere år                 alle årene [*Tag disse 4 ord, og man har alle mulige bøjningsendelser for substantiver på dansk!]   suffiks - “det modsatte af” præfiks, altså et efterled til et ord. Diminutiver i ældre dansk dannes ofte vha. suffikser: Pige à pigelil; Else à Elselil; Ilse à Ilselil (saml. til tysk –lein og –chen). I nudansk bruges –ling à killing, ælling, gæsling, rolling. Pigenavne kan også dannes vha. et suffiks: Anders à Andersine; Hans à Hansine; Jens à Jensine, Ole à Oline Substantiver af verber: bevæge à bevægelse; forelske à forelskelse; føle à følelse; bedrøve à bedrøvelse.   sætningsanalysen – omfatter dette at sætte X & O (+ lidt mere). (Har udarbejdet et omfattende selvinstruerende materiale som jeg har gjort delvist tilgængeligt på nettet. Kan ses på den gamle hjemmeside. Men ting ta’r tid, så resten må komme senere. Som efterlønner må man konstatere at alle ens interesser og små projekter gør at tiden slet ikke kan slå til.)   sætningsled – En helsætning består af forskellige sætningsled med hver deres betegnelse. Et par eksempler: Ex1: ForæredeV duS din morDO en ringAO til Mors DagP? Ex2: HanS snerredeV ad demP der kom for sent. Ex3: JensenS togV sigDO ligeA et par koldeAO i pausenP. Ex4: Lige så snart det blev lyst, fikV1 hanS skåretV2 de væltede træerAO opA. Tegnforklaring: verballedV (verballed, første delV1, anden delV2), subjektS, akkusativobjektAO, dativobjektDO, præpositionsledP, adverbialledA.	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
t<  [til top]  tal – skrives hvordan? Ja, nu mener jeg faktisk ikke et skrivekursus i talskrivning[2], selvom det er meget vigtigt at alle cifre i et tal er skrevet så man kan læse dem (i modsætning til ord kan man jo ikke regne det rigtige ciffer ud af sammenhængen), og derfor skal man selvfølgelig lade være med at sætte den ugudelige streg over 7-taller, så de i farten kan forveksles med 4-taller! Og nu vi er ved talskrivningen, skelner man ikke mellem 0 (= nul) og O og o (= store og lille ‘o’ som i “Ole okser af sted”), får man i hvert fald problemer på sin computer. Prøv fx o eller O i stedet for 0 i et regneark, og du kan godt regne med koks i regnestykkerne!   En gammel hovedregel siger at tal under 10 (som vel at mærke ikke angives med matematisk nøjagtighed) skrives med bogstaver, tal over 10 med bogstaver. – Og vi minder lige i farten om at tal under 100 skrives i ét ord hvis man endelig vil skrive dem med bogstaver, og tal over 100 i flere. Men se mere i RO § 19.4. »Så husk det dog, nu har jeg sagt det for hundrede og syttende gang; det skulle vel ikke være nødvendigt med et hundrede og femogtyve?!« (OBS, man må selv om “et” foran “hundrede” eller ej!) Endelig kan man jo også lige gøre opmærksom på brugen af accent i “en” eller “et” hvis man vil præcisere at det drejer sig om én eller ét i modsætning til to eller tre osv.   tegnsætning – Rygterne om Det nye Kommas død er stærkt overdrevne. Det lever faktisk i bedste velgående, og det anbefales stadig af Dansk Sprognævn {se DNS’ hjemmeside under Kommaregler}. Nu kalder man det bare noget andet: Undlad at sætte “startkommaer”! Det der er ens for begge systemer, er helsætningskommaer, opremsningskommaer og slutkommaer. Forklaring følger her à [Mit omfattende kursusmateriale om tegnsætning er jeg også begyndt at gøre tilgængeligt på nettet efter en lettere omarbejdning der tager højde for de seneste retningslinjer. Se henvisnigen på forsiden.] Se også udråbstegn!   tillægsord – adjektiver   tilstede/til stede* – 'tilstede (= med tryk på 1. stavelse) betyder tillade, »det tilstedes ham at træde frem for kongen«; til 'stede (i to ord og med tryk på sidste ords 1. stavelse) har den almindelige betydning, nemlig at være til stede, at være der, at findes … *Fejlen er uhyre almindelig i dag eftersom mange nuancer er gået tabt i vores ellers udmærket kraftfulde sprog pga. 70’er-pædagogikken.   transitive/intransitive verber hænge – hang/hængte ligge/lægge springe/sprænge Hvornår skal man bruge den ene form, hvornår den anden? Hænge – hængte, lægge og sprænge er alle transitive verber, dvs. de kræver objekt:   HanS hængteV sigAO. HønseneS læggerV mange ægAO for tidenP. DeS sprængteV snorenAO ved målstregenP.   Hænge – hang, ligge og springe er intransitive, dvs. uden objekt: JakkenS hangV på knagenP. DerfS liggerV en snes ægS i skålenP. HunS springerV i luftenP, såK arrigSP erV hunS! Alle disse sætningerS indeholderV ikkeA objektAO. Tegnforklaring til ovenstående ex: reelt subjektS, formelt subjektfS, verballedV, akkusativobjektAO, præpositonsledP, adverbialledA, konjunktionK.	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
u<  [til top]  udenfor/uden for – jf. indenfor, samme regel gælder: -          Står udenfor rent adverbielt, skrives det i ét ord: “Gå udenfor! Når du lugter værre end en våd hund, må du hellere være udenfor end indenfor.” -          Bruges uden for derimod i et præpositionsled, skal det i to ord: “Uden for byen. Inden for bymuren kunne luften være tung.” Pas lige på! Det gælder også hvis konstruktionen er efterhængt (så man kan altså ikke lave en regel der siger at står den alene sidst i sætningen, er den i ét ord): Ex: Døren han stod uden for, var nymalet. – Det sociale fællesskab er det ikke rart at stå helt uden for.   udråbstegn – kan man læse om i RO’s § 60 m.fl. – Her lige et par præciserende bemærkninger. Mange tror efterhånden (selv Berlingske i breve til kunderne) at der skal komma efter en indledningshilsen. Men det er altså en narrestreg man har fra engelsk, og den er (endnu) ikke autoriseret på dansk. Skriver man til familien eller til chefen, er udråbstegn korrekt, sådan: Kære far og mor! Kære chef! Kære hr. adm. direktør Knud Sønderby!   Man kan også bruge punktum (om man nu synes udråbstegnet er for bombastisk), men altså ikke komma!   Hic! – I øvrigt har udråbstegnet en noget overset funktion, nemlig som “opmærksomhedshenleder”! Der er nogle der tror at det er udtryk for surhed eller vrede at man anvender udråbstegn. Det bør ingenlunde tolkes sådan. Som RO anfører (§ 60.1): “Man kan bruge udråbstegn for at vise at ord eller sætninger er ment som … opfordringer, ønsker, udtryk for forundring og lign.” – Dvs. man kan også helt legat bruge udråbstegnet til at gøre opmærksom på et specielt forhold i teksten som man er bange for læseren måske overser. Og i den sammenhæng er brugen af udråbstegn i parentes (!) særlig velegnet: Ex: “I en nyligt udgivet bog, Evolution fra A-Å, 2006 (!), forekommer Haeckels forfalskede fostertegninger endnu engang.” Udråbstegnet i parentes indicerer i denne kontekst (alene) at læseren opfordres til at undre sig over (sammen med artikelforfatteren) at en så ny bog bliver ved med at fremføre den gamle skrøne. Og så skal vi da lige i sammenhængen gøre opmærksom på brugen af “(hic!)” i den videnskabelige litteratur. Her betyder udråbstegnet sammen med det latinske hic: “Læg lige mærke til det her”, sagt med et vist piskesmæld og ironisk distance!   udsagnsled – se verballed.	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
v<  [til top]  verballed – To ting er karakteristisk for dette sætningsled, nemlig at det alene består af dén ordklasse det har navn efter, verber, og at leddet kan deles af andre led, fx en nægtelse, af subjektet (ved omvendt ledstilling) osv. Ex1: Manden kører tit lidt for stærkt hvor der er fartbegrænsning. Ex2: Det er faktisk lidt uklogt, for man kan hurtigt køre for hurtigt til at kunne bremse helt op hvis det skulle blive nødvendigt. Ex3: Mange kender ikke reglen om at bruge det lange lys på mørk motorvej. Ex4: Den lyder: Kør med langt lys hvis der ikke er nogen mindre en 400 m foran dig, og du kører mere end 60 km/h, også selvom du møder modkørende. Ex5: Det må betegnes som direkte uforsvarligt at køre mere end 60 km/h kun med nærlys hvis man kører alene på en mørk vej. I disse fem eksempler er hovedsætningernes verballed alle understreget.   verber – (RO forkorter dem vb.) er de ord man kan sætte ‘at’ eller ‘jeg’ foran:   infinitiv      indikativ                                                                       imperativ                  præsens    præteritum   præt. ptc.     præs. participium at gå;        jeg går,     jeg gik,        jeg er gået,  jeg er gående;         gå! at høre;     jeg hører,  jeg hørte,     jeg har hørt, jeg er hørende;        hør! at køre;     jeg kører,  jeg kørte,     jeg har kørt, jeg er kørende;        kør! at spise;    jeg spiser,  jeg spiste,    jeg har spist,                               (spisende);             spis!   Verber forekommer altså i tre hovedkategorier: at-formerne infinitiv, jeg-formerne indikativ og dem med udråbstegn imperativ. Hjælpeverberne har og er efterfølges af verber i participium (ptc.). Ex: har været, er kommet, har fået, er gået osv.   Imperativ bruges ved kommandoer, udråb osv. [Matadorcitat: “Uha, den store stygge ulv?” – “Kør!” (Og dermed har kørelæreren nok seriens korteste replik; ham som senere ender “i brunkullene[3]”?!)] Modalverberne efterfølges af verber i infinitiv. Modalverberne er: skulle, ville, kunne, burde, måtte, turde, gide. Ex: Det skulle du da godt kunne finde ud af. Nu skal han finde ud af det. Sådan ville hun gerne gøre. Det kunne du godt tage at gøre for os. Nu burde han tage sig sammen. Det måtte ikke komme dertil. At han havde fået hænderne op af lommerne, turde være løgn. Gider du lige tage fat i tæppet her!   “Det er ikke noget man kan forlange han skal ka’,” hedder det på sjællandsk. “… han ska’ ka’ …”, kan det være rigtigt? – Nej, faktisk ikke, fordi efter[4] modalverbet “kan” skal der følge en infinitiv. Og hvad hedder “kan” i infinitiv? (at) kunne! – Altså sætningen bør ende sådan: “… han skal kunne”! Bilist interviewet til tv (5/1 2007) som klager over det stigende antal indbrud i biler på rastepladser langs motorvejene: “… for vi ska’ ka’ samle hinanden op …” – Grammatik: ska’ = skal (modalverbum, at skulle) skal efterfølges af et verbum i infinitiv, ka’ = kan => i infinitiv: kunne. Ergo: “… skal kunne samle hinanden op”, er korrekt sprogbrug. IKKE at man nødvendigvis skal gå så meget op i det i talesprog (det hører med til et bredt klingende sjællandsk, og det gælder det om at bevare!), men i skriftsproget går det ikke, og så er det jo rart at vide hvad det så hedder, og hvorfor.   Pas også lige på at dette verbum ikke ender som en “anker”*: Det synes ham at være længe siden, men Han syntes at det var længe siden. Modalverbet “synes” synes altså at forekomme i andre former end “syntes”. Se også Stavning for dummies. *[Når man kan kalde udtrykket “man har et standpunkt indtil man ta’r et nyt” for en “jensotto”, kan man vel også kalde syntes-rod for en “anker”.[5] – NB! Disse proprier (Jens Otto og Anker) er her brugt som ganske almindelige substantiver og kan derfor, med fordel, skrives med lille, jf. RO § 12.10b og § 12.13a (§ 12.3 går så decideret på personer).]   vokaler – kan man synge på, og det vil altså sige bogstaverne A, E, I, O, U, Y, Æ, Ø og Å. –Man kan jo selv prøve: Aaaaaaaaaaaaa! Beeeeeeeeeeeeee [ja, så var det jo faktisk e’et man sang på]. – Så b’et må hedde noget andet. Se konsonanter. Iiiiiiiiiii hvor er det sjovt.   vække/vågne – Engang jeg stod uden for en bilforhandler i Kalundborg, fortalte jeg en vred kunde at hans kone (bilforhandleres!) havde sagt at han sov til middag: “Så skal han sandelig vågnes!” – Her gælder det, som min kørelærer fra samme by sagde, om at tråde på ’bremmsen, rent sprogligt: Vi har igen at gøre med transitive og intransitive verber, se ligge/lægge. Vække kræver objekt. Ex: Jeg vækker ham! Vågne kræver ro til at gøre det selv. Ex: Han har bedst af at vågne af sig selv. (I denne sætning er der ikke objekt, men et præpositionsled.) Transitivt verbum: at vække Intransitivt: at vågne w<	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
x< y<  [til top]  z< æøå< Hermed til vejs ende. [Matadorcitat, hr. Schwann: “Mon!” (2. episode[6], scene 12[7])] Se også matadoranakronismer på aflastningshjemmesiden.   Ja, der skal nok være noget at tilføje. Det må så blive en anden gang.	[a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, vw, xyz, æøå]
[til top]

slut