|
Om vandrefugle og andet godtfolk
Fra Biking Bornholm har vi 2/10 modtaget:
Hej Spogenberg.dk
Vi er flere der gennem længere tid har diskuteret om det ok at stave vandrerhjem med et r – vandrehjem.
Ligeledes vil vi gerne vide om man på samme måde kan stave vandreferie med 2 r’er – vandrerferie.
Hvad er korrekt?
Er der 2 stavemåder som er ok?
Har du et fif til hvordan man hurtigt kan afklare sin tvivl selv i sådanne tilfælde?
Med venlig hilsen
Lone Anker
SVAR per 5/10 2008 [korrektur 7/10]
Som bornholmerne historisk har gjort brug af valgfriheden til at afgøre hvilken krone de ville høre under, således er der også klippefast valgfrihed med hensyn til brugen af vandrerhjem og vandrehjem. Som anført i RO, er de stavemåder begge korrekte former på dansk. (I modsætning til svensk hvor det ubetinget og uden slinger i valsen hedder ett vandrarhem.)
RO anfører endvidere valgfrihed for alle de eksempler på sammenskrivning som har noget at gøre med at en vandrer (altså subjektet) tager ophold et sted: vandrerhjem, vandrerherberg og vandrerlav (ophold i overført betydning). r i enden-formerne er for mig at se de mest logiske, for her har vi at gøre med hhv. hjem, herberger og lav for vandrere.
Mangel på logik
Men nu har sprog, nok som bekendt, ikke meget med logik at gøre, og derfor må man altså også gerne tage udgangspunkt i verbet at vandre, dvs. et hjem eller et herberg man kan vandre til og fra; og hvor lavet så tilsvarende må være en klub for folk der kan lide at vandre.
Jeg vil dog anbefale at man holder sig til medunden r i enden-formerne ved ded at i “alle andre sammenskrivninger” må der netop ikke bruges r i enden. Det hedder fx en vandrebevægelse (selvom man logisk kunne hævde at det netop er en bevægelse af vandrere, en vandrerbevægelse!!). Men den går ikke, heller ikke selvom ordkontrollen ikke kommer med sin røde bølgelinje. På samme måde med vandrefugl, vandrehal, vandrekirke, vandreklit, vandrelyst og vandrepokal. (Og af disse seks ord er det kun det ene, vandrerhal, min ordkontrol gør vrøvl over et r for meget ved.)
Vandreferie
Det leder os så over til det andet spørgsmål: vandreferie eller vandrerferie?! Jeg vil holde på at formen uden r i enden er den korrekte. Det er i hvert fald den mest anbefalelsesværdige, eftersom den er tilladt over hele linjen, hvad formen med r i enden altså ikke er.
“Hvis De tænker på vandreferie på Bornholm, så tænk på os. Vi har det hyggeligste, mest nærliggende vandrehjem på øen. Og mht. servicen vandrer vi gerne en ekstra mil for vore besøgende.”
Undtagelse fra reglen
Men for det nu ikke skal være løgn, findes der faktisk i RO 1 (ét) ord som skal have r i enden: vandrerkort! Her går det altså ikke at holde sig til at man er ude at gå; man skal også være en vandrer, med r i enden!
Man behøver altså på en måde ikke noget fif til at huske forskel. Brug ikke r’et i enden i alle sammenskrivninger. MEN med hensyn til vandrerkort kommer man til kort om man glemmer det sidste r, ærgerligt(!) nok.
Hold på formen
MEN – for der er faktisk et aber dabei i forbindelse med spørgsmålet om vandrerhjem som man passende kunne gøre opmærksom på – har man (fx i en brochure) valgt at skrive vandrerhjem ét sted, bør man fortsætte med den valgte form i resten af sit skrift.
Det gælder i øvrigt alle valgfri former. Har man valgt én form, bør man holde fast i den. Ellers kommer man til at ligne Kristian II i Kongens Fald der ikke kan beslutte sig for om han vil gå i land på Fyn eller om han vil vende tilbage til Jylland og tage kampen op. Og en sådan sproglig sejlads ser (heller) ikke for køn ud.
Med 2 r’er
OG SÅ lige til noget der ikke er spurgt om. Og dog. I spørgsmålet om hvorvidt vandreferie kan staves med 2 r’er, bruger man faktisk begrebet “2 r’er” noget i strid med konventionerne. Det firkantede svar på dét spørgsmål er egentligt: aldrig! – Vandreferie staves aldrig med 2 r’er, hverken vandrreferie, vandrerrferie eller vandreferrie. For 2 r’er betegner normalt “2 r’er lige efter hinanden”.
Hvis man spurgte stavedes herr i gamle dage med 1 eller 2 r’er (når man mener den fra tysk indførte kortform af “herre”), ville man overholde petittessehængernes pedanteri. For dengang vi i 50’ernes og 60’ernes mellemskole lærte brevskrivningens ædle kunst (det var dengang vi havde 10 timer dansk om ugen + 2 skrivetimer {med Ernst Thomsens skråskrift, så absolut skråskrift}, men så gik vi jo også i skole om lørdagen <se Berlingskes billedserie for sept. 2008, tredjesidste billede>; og nogle år befandt vi os i en vandreklasse), fik vi indskærpet at indledningshilsnen til en voksen mand så sådan ud: Kære herr Hansen! eller Kære hr. Hansen! – I dag er det faktisk kun forkortelsen, hr., der er tilladt. – Så herr var altså med 2 r’er hvis man ville skrive tiltaleordet helt ud, og kun med 1 r hvis ordet blev forkortet (som min gamle, store engelsk-danske ordbog af Kjærulff Nielsen også anfører det under opslaget Mr.) – Men den regels gælds altså ikke mers. [Læs evt. om Lærer Løth på den jyske side af den gamle hjemmeside.]
J .b
|
