[tilbage til forsiden] J [staveproblemer] [Grammatik for dummies] Andre valg, se menuen ude t.v.   Klogere på dansk	[Delside påbegyndt marts 2008. Senest revideret 5/6 2008]   [Nyt om ligge/lægge]   [NYT om genfortællinger] [henvisningen rettet 25/8 2008]   OBS! Henvisninger til den gamle hjemmeside (backspongenberg) dur ikke! De bliver efterhånden erstattet med henvinsinger til den nye aflastningsside. December 2010 :) .b
Velkommen til den gamle dansklærers fif om dansk. Måske kan en og anden bruge et eller andet til noget måske helt tredje.     INDHOLD på denne delside: [Dansk for unge journalister] Professionelt svigt [BTSS] Bruges til noget?   [Dansk for lærer-fri gymnasieelever] Urimelige krav   [Dansk for elever i folkeren som savner tilbagemelding i skrap sovs] Fortabte folkeskoleelever   [Dansk for alle] Nogle fif Sparringspartner [Mere end det praktiske] Ærlig kritik [Besvarelsen i overensstemmelse m opgaven] Kort og godt [Lutherråd] En vinduesrude    [Korrekt sprogbrug] Gamle dødssynder [Kongruensfejl] Meteorologdansk  hvis, et lille forræderisk ord [Gamle dødssynder aflivet: fordi at, Johs. V. og OG] Nye tåbeligheder: du [(i parentes bemærket)]    [Journalistfif mht. ligge/lægge]
Unge journalister ladt i stikken Ingen tvivl om at unge journalister svigtes groft i udførelsen af deres job. Jeg véd ikke meget om hvad der foregår på journalistuddannelsen i dag, men tid til sprogets formalia er der tilsyneladende ikke for meget af. Og da det i 68’ernes skole ikke kom sig så nøje, er der hos mange mennesker i dag et naturlig hul i de sproglige forudsætninger.   I gamle dag – var alting meget bedre – næ, det var nu ikke lige det jeg mente. Men i gamle dage, med blysætningen af aviser, var der i det mindste et par sikkerhedsnet under den unge journalist: korrekturen og satsen. De ting man ikke lige selv fangede, blev snuppet i korrekturen. Og hvad den overså, kunne sætteren redde.   I dag er journalisten åbenbart fuldstændigt overladt til sig selv, vurderet ud fra avisens mængde at “typisk-fejl”, forstået sådan at det er typisk for den moderne avis at disse fejl ikke bliver rettet i arbejdsprocessen. Og der skal såmænd blot en forveksling af to små bogstaver til (i for æ & vice versa) før læserulvene kaster sig over den stakkels journalist i noget der nærmer sig sproglig lynchning.   Professionelt svigt På samme måde som det er et svigt over for gymnasieelever at udstyre dem med lærer-fri timer, er det et professionelt svigt over for journalister at aviserne tilsyneladende i dag ikke har en ordentlig korrektur.   For træerne gror nok som bekendt ikke ind i himlen; dvs. ingen er perfekte når det gælder sprog. Alle laver fejl. Men også her gælder det gamle ord om at det er lettere at se splinten i næstens øje … Så derfor er det faktisk temmelig svært at få øje på de svipsere man selv har begået i farten.   Til gengæld er det ikke særligt befordrende for tilegnelsesprocessen at skulle blive korrekset af læsernes stormtropper, fx af BTSS-korpset, Berlingskes Tanteklub af Selvbestaltede Sprogrevsere, som aldrig stiller sig tilfreds.   Men denne hjemmeside iler til hjælp med Sand oplysning til al folket – og sand i øjnene til dem der altid har ret.   Kan man bruge det til noget? Erfaren mand er værd at gæste, hed det før i tiden. I dag er mantraet nok nærmere at andres erfaring er som kold, stivnet havregrød. Men her er i hvert fald et par venligt mente fif til at klare de værste skær. Om man så kan/vil bruge dem til noget …   Ét godt råd kan man måske bruge: Spørg en gammel kollega om han ikke vil være sparringspartner. Det er altid godt at han en at spille sammen med.	[til top af delsiden her]
Urimelige krav til gymnasieelever [Dansk for lærer-fri elever]   Hver eneste gang elever på ungdomsuddannelserne løber ind i lærer-fri timer, står de med et urimeligt krav til deres selvdisciplin; om disse timer så er planlagte eller ikke-planlagte. For hvem vil ikke hellere gå hjem, gå ud i vejret, gå i skoven, gå i parken, gå i hundene, end at skulle tage sig selv i nakken og få noget ud af lærer-fri timer på skolen!   “Gå i hundene”, ja, for hvem er det det i sidste ende går ud over at man holder fri hvor man ellers skulle arbejde med at blive klogere? Lærerne? Skolen? Næ!   “Men der er så lang tid til eksamen!” Næ, heller ikke. Uanset om du lige er begyndt, eller om din afsluttende eksamen ligger allerede til sommer, er der ikke lang tid. Tid er nemlig yderst kostbar, så den bør udnyttes. Til hver en tid.   Så også til dig der har brug for lidt moralsk oprustning til at få mere ud af spildtid, er her et par gode ideer.   Den første kommer her. De andre lidt længere nede i teksten.   Få dig en sparringspartner. En som kan give dig modstand over for din umiddelbare dovenskab. En som kan samle op når du er fraværende. En som du kan skælde ud på når hele verden er dig imod.	[til top af delsiden her]
Fortabte folkeskoleelever Kender du situationen? Du har arbejdet grundigt med et stykke skriftligt arbejde; virkelig knoklet; givet noget af dit hjerteblod. Og så får du “stilen” tilbage med en karakter. Og ikke andet! Ingen anvisninger på hvordan du kunne har gjort det bedre (det kan altid gøres bedre), ingen vejledning om hvordan du undgår de og de fejl. Det kan godt være at du synes at “det er da meget godt”, men hvor meget lærer du af en sådan tilbagemelding?   Måske bliver du sur når du får noget retur som er overbroderet med røde streger. Vær hellere glad! Vær glad for at din lærer har brugt tid på en grundig gennemarbejdning. Glad for at få at vide hvad der kan laves bedre.   Og selvom du måske synes at han aldrig bliver tilfreds, vær glad alligevel! Den professionelle skribent bliver aldrig tilfreds. Man kan altid blive ved med at forbedre, skrive om, rette til, finde på nyt. Kun tidens udløb (en deadline, fx) får processen til at gå i stå.   Herunder får du et par fif til hvordan du selv kan arbejde på at gøre sproget bedre. Men allerede her kommer ét som du kan bruge selvom du ikke gider læse videre: Ret altid dine fejl. Tag et grundigt kik på de kommentarer der er. Spørg til dem, om der er noget du ikke forstår (eller ikke kan læse J). Man siger at arbejdet bærer frugten i sig selv. Efter-bearbejdning er ren overskudsforretning: Du bliver klogere!	[til top af delsiden her]
Dansk for alle   Her er nogle fif til hvordan man kan forbedre sit sprog, alene og sammen med andre. Udgangspunktet for min udredning er dansk, men mange af pricipperne gælder alle fag.   Sørg for at have tjek på nogle grundlæggende teknikker som er nyttige hver gang man skal tilegne sig noget, formidle noget eller bare huske noget for sig selv.   [Se fx henvisningerne til idéedderkoppen, talekort og om at lære udenad <link skal genoprettes> i Backs Basics.]	[til top af delsiden her]
Sparringspartner Få dig en sparringspartner. Lige gyldigt hvor du befinder dig i livet eller undervisningssystemet, er det altså godt at have en som tør sige dig sin ærlige mening.   Så lige så snart du begynder på en ny skole, i en ny klasse, på et nyt skoleår, så sørg for at få dig en eller hellere to sparringspartnere på det nye hold.   Hvad skal man bruge sådan en til?   Tænk på alle de gange din undervisning bliver forstyrret af et eller andet: tandlæge, sygdom, pjæk (*hovsa!), kommen for sent og Moster Annas fødselsdag i Hobro. Hvem sørger så for at du får besked om lektier, større opgaver, ændring af/ forlæggelse af undervisning, ekskursioner, etc. etc. ad absurdum.   Ja, der er nemlig urimeligt meget der vil forstyrre dit arbejde (med at blive klogere). Og derfor er det godt at have en sparringspartner som kan tage imod opgaver (også returgods), beskeder og alle de andre vigtige ting.   Og så kvitterer du selvfølgelig ved at det er dig der sørger for alle disse ting når din kammerat har forfald.   Mit første råd til dig er altså: Få dig et par sparringspartnere. Og hvis det ikke er noget din (klasse)lærer organiserer, må I gøre noget ved det selv.   Mere end det praktiske Men det er ikke kun det praktiske man skal bruge sin sparringspartner til.   I processen med “de frosne tanker” (i.e. skriftsproget) er din(e) sparringspartner(ere) også gode at have ved hånden; OG når du skal holde foredrag, lære en rolle, forberede en diskussion.   For at du nu ikke skal være helt “lost” i forhold til det med en sparringspartner, får du lige et par råd (som du måske har hørt før; så betragt dette som en kærkommen repetition). De er givet med særligt henblik på det skriftlige arbejde, men kan tilpasses andre opgaver, også.    Ærlig kritik Bed din sparringspartner om at være ærlig i sin kritik. – Er der noget han ikke forstår i det du har skrevet, i det du vil sige? Er der noget der lyder underligt, uldent, ufrivilligt morsomt eller reverenter talt dumt? Er der nogle fremmedord du kløjes i, i udtalen, i forståelsen, i brugen? Taler du i for høj grad for indforståede? (Har du valgt et emne “som du véd alt om”, er der større risiko for at dine tilhørere står af fordi de ikke forstår hvad du taler om.) – Og selvfølgelig kan lidt roser være velkomne indimellem. – At du så ikke kan bruge dem til så meget, er en anden sag. Det er som regel ikke dem man bliver klogere af.   Besvarelsen skal rette sig efter opgaven Læg først og fremmest mærke til i hvor høj grad din besvarelse/dit foredrag svarer til opgaveformuleringen (OG husk også det med småt). Det er godt nok træls hvis man bruger en masse spildte kræfter på noget man har misforstået. Ja, det er nærmest ubærligt. Så lad være med at gå for hurtigt i gang. En meget grundig analyse (brug idéedderkoppen) af opgavens overskrift er aldrig spild af tid.	[til top]  [Om at skrive dansk]   HOVSAbedawowsa:   *Pjæk er den groveste form for snyd: Du snyder dig selv (for det du går glip af), du snyder dine kolleger (det går ud over deres arbejde at du ta’r uærligt fri), og du snyder din arbejdsgiver og samfundet som skal betale for din dag på divaneseren). – Men det er jo hele tre ting på én gang. Det går doch wirklich nicht. Jo, hvis man er så lavbenet kyllingeagtig at man nyder den form for Kinderæg.   <link til frosne tanker følger senere>
Kort og godt Det er ikke nødvendigvis lutter lagkage at skulle høre på lange festtaler, især ikke hvis maden eller fødselsdagskaffen/chokoladen bli’r kold. Så tag ved lære af Luther: Træd frisk op, tal karskt og ligefremt, hold hurtigt op igen!   Der er ikke noget så velgørende som at lytte til en tale hvor man pludselig må konstatere: “Hold da op, er han allerede holdt op!” – Så hvis man som taler opdager at folk er begyndt et skæve til hinanden, til frk. Klokken eller er begyndt at trække vækkeuret op, har man allerede talt alt for længe.   Nøjagtigt det samme gælder for det skriftlige udtryk. Kort og godt er som regel bedre end langt og bredt. Men igen: Det er jo noget af en skønssag. Historierne på tv’s nyheder er ofte så beskåret at man tror det er løgn. Det bliver de så som regel også, for ryger nuancerne i indslaget, ryger troværdigheden.   Et aktuelt eksempel (fra marts ’08): De australske får. Man nævner at de australske fåreavlere har et problem med spyfluer i fårenes endetarm, men problemet drukner i ubehagelige billeder og forargede kommentarer. Hvad man glemmer i farten, er det dyrplageri der ligger i spyfluemaddikens invasion af fårets tarmsystem. Det er ikke just den mest behagelige død et får kan få. – Så det er altså løgn som det nu fremstilles at de australske fåreavlere er en samling kyniske dyremishandlere til hobe. Og det er ikke løgn at sagen er lidt mere kompliceret end fremstillet på tv.   Men selvfølgelig, hellere skyde babysæler med Brigitte Bardot-kanoner end at holde sig til sagligheden. – Og til dem der i dette afsnit læser en godkendelse af fåremishandling fra min side, kan jeg blot sige: De kan ikke læse!   Så kunsten er at holde sin tilhører/sin læse fangen i den tid man har til rådighed, dvs. indtil han er faldet i søvn.	[til top]
En vinduesrude Man siger at et godt layout <link følger> skal være som en vinduesrude. Er der først pletter på ruden, ser man den frem for udsigten.   Så samme måde med sproget. I hvert fald dét som man opfatter som “fejl”, dvs. ufrivillige brud på konventionerne. Digtere lever jo af at bryde konventioner, ellers fik de jo aldrig sagt noget nyt.   Så hvis tilhøreren/læseren sidder med et rungende “det kan man altså ikke sige” i hovedet i stedet for dét du underholder med, er der slemme pletter på ruden. Ja, glasset kan være som en vinduesrude i Vendsyssel efter en vestenstorm: Man ser ikke skoven for bare snavset glas.   SÅ derfor:	[til top]
	[til top]
Korrekt sprogbrug  eller ikke-korrekt sprogbrug, dét er spørgsmålet! Hvad der er korrekt, og hvad der er ikke-korrekt, vil vi kunne diskutere fra nu af og til dommedag, uden at vi bliver enige.   Min definition på korrekt sprogbrug er: Det sprog som formidler sit budskab uden at distrahere unødigt (uden pletter på ruden).   Det vigtigste må nu engang være dét man har på hjerte. Hvordan det så serveres, vil altid være en smagssag. Men det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt hvis ens budskab drukner i “udenomsværker”, dvs. at læseren/tilhøreren distraheres så voldsomt af måden man siger det på, at det går ud over dét man vil sige. Og derfor er en vis konservativ indstilling over for sproget aldrig at kimse ad.   [En ting der er underligt fokus på, er stavningen. Som om man var mindre begavet blot fordi man ikke kan stave. Det er vist ikke et falsk rygte at Niels Bohr var dyslektiker! – Men staveriet som pletter på ruden er naturligvis distraherende, og derfor må vi jo kæmpe vores brave kamp mod vores indbyggede handicap. Jeg har for nylig hørt at det også går ud over vores evne til at genkende ansigter! – Så staveproblemerne har fået sin egen delside.]   Her er så mine helt subjektive bud. Og de skal ses ud fra de forudsætninger at jeg er barn af 50’ernes mellemskole og af en familie med ordblindhed (dysleksi) i visse led; og naturligvis at jeg har undervist i (bl.a.) dansk i over 30 år. I indskolingen, på mellemtrinnet og i overbygningen. Og da jeg har linjefag i musik, er det vist ikke gået helt skævt. (Gamle elever er velkomne til at protestere! J)	[til top]
Gamle dødssynder Til en god og sikker sprogbrug hører faktisk også at man renser sit sprog for de to gamle “dødssynder” i dansk sprogbrug, kongruensfejl og logisk forkerte betingelsesledsætninger.   Kongruensfejl er de (nu om dage uhyggeligt almindelige) fejl hvor man ikke overholder “hovedordets” talbøjning i de efterfølgende pronominer:   “Da politiet kom, måtte de rydde hele bulen.” – Politiet er en enhed (et korps), og bør derfor refereres til med “det”. I det valgte eksempel bliver fejlen faktisk lidt grotesk, for strengt taget indicerer {slå evt. ordet op i Staveproblemer} brugen af “de” at det er nogle andre der må rydde bulen. Det kunne fx være dørmændene. Så den korrekte brug af pronomen i dette tilfælde vil få sætningen til at se sådan ud:   “Da politiet kom, måtte det rydde hele bulen.”   Ganske tilsvarende med alle andre offentlige myndigheder o. lign. Regeringen, den …; folketinget, det …, kongehuset, det …, kommunen, den …; og staten, den …   Men HUSKat det er med denne gamle regel som med alle andre i dansk: Den bør anvendes med skønsomhed. Hvor det er blevet så fuldstændig indgroet at bryde reglen, og hvor det ville virke totalt malplaceret at overholde den, skal man selvfølgelig lade sit fornuftige skøn afgøre sagen og ikke rigoristisk holde på sin ret. Men som læser af denne højkvalificerende hjemmeside (og måske oven i købet gammel elev af Back J) må man jo gerne vide noget mere end de fleste om dansk, ik’! – Men vær forberedt på at der er nogle der (uberettiget!) brokker sig fordi man styrer uden om kongruensfejlene. Disse fejl er blevet så almindelige at det lige frem virker forkert når man overholder reglerne.   Andre eksempler på kongruensfejl findes under k i Grammatik for dummies. En afsmittet kongruensfejl?   [tilføjet den 13/3 2008] En læser harcelerer i dag over følgende sprogbommert i Berlingske den 8.ds.: “Politiet anholdte i går tre unge mænd….” Denne læser har selvfølgelig ret [samtidig med at han selv forsynder sig mod reglen for brug af prikker; ak ja, træerne gror ikke ind i himlen J; det kan vi petitessehængere så gnægge lidt i skægget over].   Men da denne hjemmesiden føler sig kaldet til at bringe uheldige journalister ud af skudlinjen (når nu korrekturen på avisen ikke vil), skal vi herved komme med en forklaring (som måske holder ad Vanløse til, men tanken er da meget sjov at lege med):   Mit bud er at hvis man fra først af havde overholdt reglen for kongruens, ville fejlen ikke være opstået.  Jeg tror ikke man ville tænke “det anholdte” for “politiet anholdt”.   Men det hedder jo også “de anholdt” (altså meduden e!). Jow da, men det er der også en forklaring på: Flere og flere unge mennesker drøner noget forvirret rundt i verbernes tidsbøjninger: bedte for bad, og, altså, anholdte for anholdt.	[til top]
Meteorologdansk »Hvis vi ser på denne femdøgnsprognose, så får vi fint vejr i næste uge.«   Betingelsesledsætninger kan man også godt være lidt opmærksom på. Her burde der til gengæld ikke være nogen der ser skævt til en hvis man overholder reglerne. Der breder sig pudsigt nok også i det akademiske sprog en unode som før i tiden var absolut forbudt, nemlig at man bruger en logisk uholdbar sætningskonstruktion.   Om det så er på birkerøddansk eller klingende fynsk, forsynder tv-meteorologerne sig dagligt mod denne regel – som regel. Divya Das Andersen var den eneste der på DR kunne styre uden om dem i de fleste vejrudsigter. Alle de andre konstaterer gang på gang: »Hvis vi ser på dette lavtryk, så komme det op over Dk. i morgen.« – Sludder & vrøvl, hvis det lavtryk finder på at komme op over landet, har det intet som helst at gøre med om vi ser på det eller ej! »Hvis vi ser på syvdøgnsprognosen, så bliver det varmt sidst i perioden.« Sludder & vrøvl, det bliver varmt, uanset om vi ser på prognosen eller ej!   Men andre kan også være med: »Hvis du har lyst til at se en god film i aften, så har vi …« Mon det virkelig skulle have noget med min lyst at gøre … »Hvis du køber et kinderæg, så er der ofte nogle simple plastikdimser i der skal samles« – Man fristes til at spørge: »Hvad så hvis jeg ikke køber et?! Hvad er der så i?«   Så pas på det lille forræderiske ord “hvis”; det kan let lokke en på sproglig glatis. Hvis man bruger hvis, så spørg samtidig: Hvad nu hvis ikke? Eller: Hvad så hvis vi ikke gør?   Lader man sig inspirere af denne lille forsigtighedsregel, vil man kunne få et bedre dansk ud af det. Men hvis man har lyst til at jeg kommer med flere eksempler på forkert/ret brug af dette ord, så har jeg ikke flere (! J !).	[til top]
Gamle dødssynder der er aflivet At “fordi at” skulle være forbudt, er ganske enkelt noget sludder. Og tilsvarende at man ikke må begynde en sætning med “og” eller “eller”.   Jeg er opdraget med at “fordi at” er bandlyst, i både skrift og tale, og derfor kunne jeg ikke drømme om at bruge det selv på skrift fordi at det skurrer i mine øjne. Men det er altså noget sludder at det ikke skulle være “tilladt”. Mange sikre sprogbrugere bruger det. Måske med en vis tøven, som det seneste eksempel jeg er faldet over (fra Jersild & spin, 8/3-08): Det er fordi [tænkepause] at de ...   Det seneste felttog jeg har set mod vendingen, er i en hadeordskanon Berlingske er ved at stable på benene i febr. 2008. Utroligt at man ikke er kommet videre.   Men som min gamle mellemskolekammerat Jespers far (som var lærer på Blindeskole på Refnæs) sagde allerede i slutningen af 50’erne: Det er kun krakilske dansklærere der hænger sig i den slags.   Men OK, er man journalist på Berlingske (især de unge er jaget vildt), kan det godt være at man hellere må indoperere min forsigtighed over for “fordi at” på rygmarven.   Så er der “og” og “men”: Mange dansklærere har nærmest idømt deres elever dødsstraf for at indlede en sætning med ét at disse to ord; men masser af forfattere gør det. Og det er der ikke det mindste i vejen for! Men lad nu være med at overdrive.   Det er lige før Johs. V. har gjort det, overdrevet, altså.   Kongens Fald I det værk som er blevet kåret til den væsentligste roman på dansk i det 20. årh., Kongens Fald, bruger Johs. V. Jensen “og” mange gange som indledning, ikke blot på sætninger, men også på afsnit.   Brugen af “og” som indledningsord til en sætning [Obs. I citaterne er Johs. V’s tegnsætning gengivet på en prik.] I kapitlet Mikkel: Og Clas sang … I Drømmeren: Og pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne … I Foraars Smærte: Og her stod han Pintsedags Aften sent … – Og nu stod han her i den stille, svale Nat … I Otte Iversens Fald: Og Tiden krøb frem … Fra Stenene bæres af By: Og medens Mikkel sad der paa Grøftekanten … Fra Længsel: Og Mikkel leverede sig til Nattens Magter … Tordenvejret: … at Vandet ikke skal stemme ovenud af al Ting, naar det kommer. Og gør Hjulet godt fast. Og da det næste Lyn kom … Hævnen: Og Solen gik ned. Gengældelsen: Og mens han red til, lukkede han i Laas for sin Bevidsthed … Og da Otte Iversen fremdeles tav, lagde Jens endnu en Lok omhyggeligt tilrette … Et Gensyn: Og saa anden Akt – Slagtningen. Hjemkomst paany: Og Ane Mette, hvordan … ? Historiens Fælde: Og Processen gik sin Gang som den maatte paa denne Dag … Den danske Død: Og da der nu var røgtet ind og fredeligt spist Nadver …  Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat … Kongen falder: Og for at den stærke kan gaa i sig selv …  Og Kongen fik Ro til at gaa i sig selv.  Og da nu Kongen havde forladt sit Land … Og Kongens Forsæt var uafvendeligt. Og dog vendte Kong Christiern om … Inger: Og Natten gik.  Og da de stod på Kirkegaarden … Atter Hjemkomst: Og den store Musling, hvad betyder den? Nederlaget: Og de tog haardhændet fat. Tiden: Og Tiden den gik. [Første sætning i kapitlet!] Jakob og Ide: Og de drog nordud i Landet … Hjemløs: Og en dag, som de var  vandrende fra Kysten … Paa Sønderborg: Og de var henne og forhandle med Høvedsmanden. Vinterens Røst: Og der var de nu, de to Stormere! I kapitlet Grotte begynder Johs. V. ikke mindre end seks sætninger med ordet og! Og i sidste kapitel, Spillemands Afsked, finder vi det sidste koncise udtryk: Og Dagene gik. Dette turde være et skønsomt udvalg af Johs. V’s brug af indledningsordet og. Og der er flere endnu …   Brugen af ordet “men” som indledningsord Brugen af ordet men ses ikke så ofte i Kongens Fald som ordet og, men det er alligevel bemærkelsesværdigt nok til at man må sige at Johs. V. “har gjort brugen tilladt”. Eksemplerne findes spredt ud over romanen, men i to kapitler gør disse indlednings-men’er sig særligt gældende: I kapitlet Kongen Falder gør Johs. V. ikke mindre end 10 gange brug af dette indledningsord i sine sætninger (obs, de står ikke alle i afsnittenes begyndelse): Men det er ogsaa den stærke, der skal lære … Men naar Kongens Sag stod saa redningsløst … Men da de havde sejlet et Stykke … Men de talt om de syge …  Men da faklerne inde paa Land var flammet hen …  Ja. Men Kongens Tro svandt …  Men han var adspredt i Blikket, hørte ikke efter.  Men Kongen naaede ikke over Bæltet.  Men Færgen var ikke kommen over Midten af Bæltet …  Men han var  træt og angst, han var saa elendig … I Paa Sønderborg optræder men som indledningsord hele fem gange over blot de to første sider af kapitlet (i min udgave): § 1: Men det blev Foraar og Sommer igen. § 2: … Men de var særlig godt kendt i Limfjordsegnen … § 3: Men saa et Aar kom Jakob Spillemand og Ide ikke … § 6: Men de havde ikke straks Held med sig … Men da de endelig ved Middagstid fik Foretræde …   Ergo: Vi kan vist godt tillade os at konstatere at der findes rigeligt litterært belæg for at det skulle være “tilladt” at indlede en sætning med både “og” og “men”.   Quod erat demonstrandum. Så næste gang du støder på en som brokker sig over at du begynder et afsnit eller en sætning med “og” eller “men”, kunne dit svar være: “Når Johs. V. kan gøre det så tit i Kongens Fald, kan jeg vel også tillade mig det en enkelt gang eller to.” – Og så må jeg tilføje at det er utroligt at der stadig findes dansklærere som forfægter en “regel” der er faldet for 100 år siden.]	[til top]           Johs. V.
Nye tåbeligheder: du i stedet for man Mange dårlige konstruktioner i det skriftlige udtryk stammer fra dårlige oversættelser fra engelsk. Men de breder sig også til talesproget. Bl. a. den underlige tendens til at bruge “du” i stedet for det gode danske ord “man”.   I samme åndedrag må jeg nævne en tendens jeg har set hos flere af mine gamle elever, at I bruger ordet “person” til at puste sproget op. For nu ikke at genere jer personligt, kommer her et citat fra en avis (Berlingske, 28/12/06, sladderklummen Blitz), hvor en eller anden inferiør personage udtaler: “Jeg synes der er stor forskel på en person der har en spiseforstyrrelse, eller en der bare har kontrol over hvad personen spiser. Bare fordi du er tynd, behøver du ikke have en spiseforstyrrelse.”   Samtidig med at konjunktionen “eller” er brugt skrubforkert, oser dette citat af dårlig oversættelse fra engelsk. [Ostemadsoversættelse!] Skulle det have været dansk, skulle det have lydt noget i den her “henretning”:   Jeg synes der er stor forskel på en der har en spiseforstyrrelse, og så en der bare har kontrol over hvad han* spiser. Bare fordi man er tynd, har man ikke nødvendigvis en ***spiseforstyrrelse.   [*Hvis man af kønspolitiske årsager ikke kan lide det kønsneutrale** “han”, kan man bruge det lidt tungere “vedkommende”; men “personen” i denne sammenhæng er til at blive rigtig dårlig over, så dårligt er det.]   [**Det er nemlig ikke spor kønsneutralt at bruge det personlige pronomen “hun” i denne kontekst; det er tværtimod en (feministisk) politisk sproglig markering.]   [***For variationens skyld <link følger> bør man faktisk slet ikke bruge vendingen “en spiseforstyrrelse” igen så tæt på at den anvendes første gang. På samme måde med de 2 x “bare” (det’ bare for meget!). Så en mere formfuldendt formulering ville fx lyde: Blot fordi man er tynd, lider man ikke nødvendigvis af bulimi, anoreksi eller overspisning.]   Nye tåbeligheder: i parentes bemærket Nogle BTSS’ere kan ikke holde ud at man i talesproget siger “i parentes bemærket”. Det kan jeg nu ikke se der er noget galt i. Det er blot en tydeliggørelse af et sprogligt indskud.   Til gengæld virker det noget pudsigt når det bruges “på skrift”:   I sin ellers udmærkede klumme skriver docent ved Lunds Uni Ann-Sofie Dahl: […] i det allersidste år i Det hvide Hus. (Et år som i parentes bemærket bliver meget rejseintensivt for Bush med hele otte udenrigsrejser på programmet).   Nu er der jo lissom parentes om bemærkningen i forvejen, og derfor er “i parentes bemærket” ikke bare overflødigt (det ses jo at bemærkningen er anbragt i en parentes), men faktisk også ufrivilligt komisk. Havde sætningskonstruktionen set sådan ud, var det fuldt tilstrækkeligt: (Et år som bliver meget rejseintensivt for Bush med hele otte udenrigsrejser på programmet).   Men denne konstruktion er jo et eksempel på en pudsig frem- og tilbageslutning mellem skrift- og talesproget: Først overtager talesproget en konstruktion (med parentes) fra skriftsproget; derefter “tilbageerobrer” skriftsproget samme konstruktion fra talesproget.   Det er lidt i stil med et stednavn lidt syd for hvor vi bor: Åmose Å. Mosen er uden tvivl i sin tid navngivet Åmosen fordi der løber en å igennem den. Og så har åen senere fået navn efter den mose som åen altså selv har navngivet!   Mange børn tror også det hedder “en gulerød”, hvilket naturligvis er en tilbageslutning fra pluralisformen gulerødder. Og for at det ikke skal være løgn, er der også flere og flere der tror det hedder én kilomet! Det er til gengæld en falsk tilbageslutning fra en pluralisform som ikke findes, for en meter hedder jo både meter i singularis (én meter) og i pluralis (to eller flere meter). – Man ku’ jo passende spørge ved mødet med en kilomet, om det også hedder én met?!	[til top]
Journalistfif Og vi slutter lige af med nogle fejl som bliver mere og mere almindelige i aviserne, fordi også dagens journalister er ofre for den skolefilosofi at paratviden er noget forkasteligt noget at bruge tid på, “man kan jo slå det hele op på nettet”. – Så det er nok derfor at flere og flere springer bomber af ved nytårstid, og at nogle af kanonslagene sprænger af sig selv (!). Det er selvfølgelig rigtigt at man også kan slå brugen af transitive og intransitive verber op på nettet, men hvis man ikke véd noget om det i forvejen, hvad så?!   Nu bliver det heller ikke lettere af at man reverenter talt ikke kan høre forskel på fx ligge og lægge i daglig tale. For ikke så længe siden (marts ’08), blev den engelske ambassadør oversat i Berlingske til (går ud fra at det ikke er ham selv der skriver på dansk) at et skib fra den britiske flåde ville ligge til kaj i København.   Jeg har fundet på en lille huskeregel, som jeg nu vil kalde et journalistfif da jeg tror mange fortravlede skriverkarle kunne gøre god brug af den, så de netop ikke skal til at slå det op først.   Er der tale om en bevæææææææææææægelse af en ting (her et skib ind mod et fortøjningssted) lææææægger man det.   Ligger tingen til gengæld stiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiille, ja, så liiiiiiiigger den netop!   Summa summarum: “Skibet lægger til kaj på torsdag, og der ligger det frem til søndag hvor flådebesøget er forbi.”   Tilføjelse foranlediget af Søndagsberlingeren 6/4-08, p.04: Russisk rigdom på Langelinie Citat: “En af verdens største lystyachts ligger i øjeblikket til kaj ved Langelinie i København.” [min fremhævelse]   Her er problemet egentlig ikke verbet at ligge, for det hedder jo skibet ligger når det nu ikke bevæger sig. Men præpositionen til er ikke så heldig, for det hedder altså at lægge til på korrekt dansk. At lægge til betegner netop den bevægelse der sker med skibet når det lægger an til fortøjning.   Hvad så når det famøse skib er fortøjet? Ja, så hedder det faktisk at det “ligger ved kaj”.   Det vi kan konstatere, er altså at “en af verdens største lystyachts ligger ved kaj ved Langelinie”.   OG da denne hjemmeside skal være kendt for sin detailanalyse, tager vi lige fat i det nu opståede sammenstød mellem 2 * ved; det er der måske ikke så meget ved. Vi flytter derfor sidste præpositionsled frem i sætningen, sådan:   Ved Langelinie ligger en af verdens største lystyachts.   Og så opdager vi at vi blot kunne smide ved kaj ud. Så det kunne vi have nøjedes med i første omgang. Så var problemet ligge til/ved kaj slet ikke opstået. J   [Mere om ligge/lægge og andre transitive/intransitive verber kan ses i Grammatik for dummies under bogstavet L.]	Tilføjelse vedr. ligge/lægge   [til top]
	[til top]