Intelligent design som videnskabelig teori

Af Søren Harslund

Indhold

ID-teorien en videnskabelig teori

Darwinisterne er på vildspor

Darwinisterne undertrykker andre opfattelser

Biologiundervisning uden dogmatiske fordomme

Noter

I debatten om teorien om intelligent design i naturen (herefter ID-teorien) hævder opponenter af teorien, at den ikke er en videnskabelig teori, hvorfor den ikke hører hjemme i biologiundervisningen i de offentlige uddannelsesinstitutioner. De vil højst gå med til, at teorien kan indgå i undervisningen i religion eller filosofi, jf. fx Europarådets resolution 1580 [1].

Jeg hører til dem, der anerkender, at ID-teorien er en videnskabelig teori – dog  med det forbehold at den jo ikke i detaljer, fx i form af biokemiske modeller, beskriver eller antager, hvordan og hvornår i Jordens historie formodet ‘designede’ organismer og systemer som cilierne, immunsystemet og blodkoagulationssystemet blev til. To af de kendteste ID-forskere, Michael Behe og William Dembski, understreger derfor også, at det er en meget ‘begrænset’ eller ‘beskeden’ teori.

Man kan måske derfor bedst karakterisere ID-teorien som ID-forskernes oplæg til eller grundlag for yderligere forskning på dette område. Målet er derfor udformningen af en teori, som gør rede for tilblivelsen af fortidens og nutidens biodiversitet på en måde, som er konsistent med alle empiriske data inden for celle- og fossilforskningen. Anerkendelsen af en sådan teori [2] vil betyde et paradigmeskifte inden for de biologiske videnskaber, som hidtil har været totalt domineret af den darwinistiske evolutionsteori og den dermed uløseligt forbundne materialistiske naturopfattelse.

ID-teorien en videnskabelig teori

Min begrundelse for at anerkende ID-teorien som en videnskabelig teori kan sammenfattes således:

1.  Teorien er udelukkende baseret på videnskabelige studier af bl.a. biologiske organismer og systemer som de nævnte. De har den egenskab, Behe kalder irreducibel kompleksitet, og deres oprindelse kan iflg. ID-forskerne ikke forklares på grundlag af den neodarwinistiske teori, dvs. teorien om arters (livsformers) gradvise omdannelse til nye arter ved naturlig selektion blandt vilkårligt givne mutationer i arternes arvemasse, generne. Opponenternes forsøg på at modbevise ID-forskernes påstand finder jeg ikke overbevisende, og ID-forskerne har da også let ved at tilbagevise deres argumenter.

2.  Teorien siger i grunden kun, at disse o.a. tilsvarende gennemanalyserede organismer og systemer pga. deres biokemiske egenskaber og fysiologiske funktioner med stor sandsynlighed har en intelligent (målrettet) oprindelse. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at man inden for naturvidenskaberne opererer med matematisk konstaterbare sandsynligheder og ikke med beviser; beviser hører strengt taget kun hjemme inden for matematikken og logikken.

3.  Antagelsen om ‘design’ for disse organismer og systemer følger logisk og kausalt af disse organismers og systemers egenskaber og funktioner ved brug af Dembskis designkriterium: specificeret kompleksitet.

Jeg tager udgangspunkt i to af Dembskis definitioner på ID:

Intelligent Design is the study of patterns in nature that are best explained as the result of intelligence.

Og den lidt mere præcise definition:

[ ] that intelligent causes are necessary to explain the complex, information-rich structures in biology and that these causes are empirically detectable.

En biologisk organisme og et biokemisk system er m.a.o. iflg. Dembski med stor sandsynlighed designet, dvs. har en intelligent oprindelse en gang i Jordens fortid, hvis studieobjektet udviser en høj grad af specificeret kompleksitet. Dette begreb er derfor nøglen til sondringen mellem designede og ikke-designede organismer og systemer, hvorfor alle forskere, som anvender begrebet, skulle komme til samme resultat med hensyn til de studerede emners karakter af designede eller ikke-designede.

4.  Er teorien testet i laboratoriet? Mig bekendt er i hvert fald den bakterielle flagel blevet testet (af mikrobiologen Scott Minnich) som værende irreducibelt kompleks og dermed specificeret kompleks, men jeg går ud fra, at det også er tilfældet med immunsystemet og blodkoagulationssystemet.

5.  Når jeg sammenholder resultaterne af celle- og fossilforskningen med resultaterne af århundreders plante- og dyreavl (kunstig selektion i dyrs og planters arvemasse), og forsøgene på at omdanne arter, fx bakterier og bananfluer med en ekstremt høj reproduktionshastighed, til andre arter i laboratoriet ved naturlig selektion, er der for mig at se ingen tvivl om, at den darwinistiske teori er løbet ind i store og uovervindelige vanskeligheder eller forklaringsproblemer: Den har efter alt at dømme slet ikke den dramatiske forklaringskraft, påstanden om gradvis ændring af arter til andre arter over meget lange tidsforløb ved naturlig selektion, dens tilhængere har påstået siden Darwins tid [3]; den synes højst at kunne forklare små artsvariationer som dem, Behe bl.a. behandler i sin nye bog. Derimod synes stadig flere brikker i mysteriet om livsformernes mangfoldighed, biodiversiteten, i sidste instans spørgsmålet om livets oprindelse, at falde smukt på plads, når man tolker avls- og forskningsresultaterne i lyset af ID-teorien.

6.  ID-teorien og ID-forskerne forholder sig ikke til identiteten af ‘designeren’ eller ‘designerne’, da ID-forskerne foreløbig kun fastslår, at det er muligt at skelne mellem designede og ikke-designede organismer, systemer og processer ved naturvidenskabelige metoder. Identitetsspørgsmålet står derfor åbent for forskellige tolkninger, religiøse såvel som ikke-religiøse. Der er derfor intet sagligt belæg for opponenters vedholdende påstande om, at ID-teorien ikke har noget med naturvidenskab at gøre, men at der er tale om en religiøs eller filosofisk anskuelse. Påstandene herom afspejler for mig at se de dogmatiske darwinisters behov for at aflede opmærksomheden fra deres egne dårlige videnskabelige argumenter for evolutionsteorien og tilsvarende dårlige videnskabelige argumenter imod ID-teorien.

Darwinisterne er på vildspor

Der er for mig at se ingen tvivl om, at darwinisternes stadig mere desperate forsøg på at holde ID-teorien ude af forskning og undervisning overalt i verden og at fastholde deres egen teoris monopol i disse sammenhænge tyder på et måske nært forestående paradigmeskifte på dette afgørende område i den naturvidenskabelige forskning, hvilket også bekræftes af, at stadig flere forskere står åbent frem med deres forbehold over for hhv. direkte kritik af darwinismen og mere eller mindre klare tilslutning til ID-teorien [4].

Darwinisterne har gennem årene fokuseret så ensidigt på den darwinistiske teori (forklaring), at det selvfølgelig vil være et kolossalt prestigetab og et eklatant psykologisk nederlag, hvis de efter flere generationers tilranet monopol på meningsdannelsen på dette område ender med at tabe kampen med ID-forskerne. Men videnskabelige teorier må naturligvis vige pladsen for andre teorier, hvis disse er bedre i overensstemmelse med de empiriske data. Videnskabshistorien er rig på eksempler på teorier, som har nydt bred tilslutning blandt forskerne, indtil en eller flere dissidenter eller nytilkomne forskere har gjort opdagelser, som har undergravet de etablerede teorier. Et par eksempler: opgøret med Lamarckismen og Haeckels ‘biogenetiske lov’ [5].

Sandheden slår altid igennem på et eller andet tidspunkt, også i forskningen. Derfor er kritisk sans over for det velkendte og åbenhed over for nye ideer uundværlige elementer i forskningen. Darwinisterne står for præcis det modsatte: en dogmatisk fastholden ved en teori, som efter alt at dømme ikke holder i virkelighedens verden. Deres mantra om, at “intet i biologien giver mening undtagen i lyset af evolutionen” [6] og deres ofte gentagne påstand om, at evolutionsteorien underbygges af et “overvældende bevismateriale” bliver stadig mere utroværdige i lyset af resultaterne af celle- og fossilforskningen og århundreders plante- og dyreavl.

Darwinisterne undertrykker andre opfattelser

Det har været en klar strategi fra darwinistisk side at ignorere de mange forskere, som lige siden Darwins tid har fremført særdeles vægtige faglige argumenter imod den darwinistiske teori. De er på ganske uvidenskabelig og ukollegial vis blevet tiet ihjel, i nogle tilfælde endog intimideret, af darwinisterne. Jeg kunne nævne snesevis af navne på forskere fra evolutionsdebattens historie, som på denne vis er blevet ofre for darwinisternes uhæderlige bestræbelser på at fastholde deres dogmatiske monopol på ‘sandheden’ inden for de biologiske videnskaber og på at tie Darwin-kritiske forskere ihjel.

For blot at nævne fire eksempler på det sidste fra Darwins egen tid: Alfred Russel Wallace, som var kommet på samme idé som Darwin, og som var stærkt medvirkende til, at Darwin offentliggjorde sin teori i 1859, endte med at tage afstand fra teorien. Geologen, gletscherforskeren og palæontologen Louis Agassiz (professor ved Harvard) tog allerede kort efter offentliggørelsen af ‘Origins’ afstand fra teorien; det samme gjorde Darwins egen lærer i geologi, Adam Sedgwick, og geologen Charles Lyell, hvis arbejder med historisk geologi og Jordens alder ellers spillede en afgørende rolle i Darwins argumentation for hans teori. Fortidens og nutidens darwinister undlader konsekvent at omtale sådanne forskeres faglige kritik af den darwinistiske teori i fx deres lærebøger og artikler i videnskabelige tidsskrifter, en højst uvidenskabelig holdning.

Har man gennem årene fulgt debatten i forskerkredse, herunder i diverse videnskabelige tidsskrifter, om fx celle- og fossilforskningen, kan man konstatere, at der er masser af eksempler på darwinisternes forklaringsproblemer, når de konfronteres med konkrete eksempler fra forskningen. Deres forklaringer har i realiteten ofte karakter af ren spekulation eller ønsketænkning. Det er derfor slående, at denne nuancerede debat i de faglige miljøer sjældent kommer til offentlighedens kendskab, idet både mange forskere og måske især nidkære videnskabsjournalister, lærebogsforfattere, redaktører af populærvidenskabelige tidsskrifter og producenter af naturprogrammer i radio og tv tværtimod ofte giver offentligheden et stærkt tendentiøst billede af forskningsresultaterne, hvor man ukritisk promoverer den darwinistiske evolutionsteori, og hvor ‘dissidenter’ på området sjældent får lov til at komme til orde (meningscensur). Denne påståede eller foregivne konsensus i forskerkredse svarer m.a.o. langt fra til de faktiske forhold, hvorfor sådanne formidlere af forskningsresultater har et alvorligt troværdighedsproblem i forhold til offentligheden.

Biologiundervisning uden dogmatiske fordomme

For så vidt angår undervisningen i biologi i offentlige uddannelsesinstitutioner i Danmark og udlandet er det derfor min holdning, at de studerende bør gives en saglig indføring i de teorier, inkl. ID-teorien, der faktisk debatteres i forskerkredse, så de kan tage kritisk stilling og danne deres egen opfattelse. Officielt formynderskab, ensretning og indoktrinering med bestemte ideologisk, filosofisk eller religiøst betingede opfattelser hører ikke hjemme i seriøs, videnskabeligt baseret undervisning. Der må derfor lægges pres på politikerne og uddannelsesinstitutionerne for at få bragt darwinisternes meningsmonopol til ophør, når det drejer sig om lærebøgerne i biologi i det offentlige uddannelsessystem.

Noter

[til top/indholdfortegnelse]

[1] Se artiklen om Europarådets resolution 1580 i Origo nr. 107.

[2] Den amerikanske cellebiolog John A. Davison, mangeårig professor, nu emeritus, ved universitetet i Vermont, har lanceret en, forekommer det mig, meget overbevisende alternativ evolutionsteori kaldet A Prescribed Evolutionary Hypothesis, som er konsistent med ID-teorien. Den er baseret på fænomenet rekombination af kønskromosomer, hvor der ikke tilføres ny genetisk information, men hvor den eksisterende information ved rekombination af kønskromosomer ved de første celledelinger efter befrugtningen kan resultere i så betydelige ændringer i afkommets morfologi, at man kan tale om nye arter. Flere af Davisons artikler om denne teori kan findes på hjemmesiden Iscid.org.

[3] Om den fossile flora gjorde den mangeårige professor i botanik ved Lunds universitet Heribert Nilsson følgende vigtige observation i bogen Synthetische Artbildung (1954): “Betragter vi den fossile floras særegne hovedgrupper, er det ganske påfaldende, at de med bestemte intervaller i den geologiske tid fremstår ligesom på én gang, og det straks i alle formernes mangfoldighed, i fuldt flor. Og lige så overraskende er det, at de efter et tidsrum, der ikke blot måles i årmillioner, men i årtimillioner, lige så pludseligt forsvinder igen. Ved deres tilværelses afslutning går de ikke over i former, der er overgangsformer til de hovedtyper, der kendetegner den næste periode. Sådanne udebliver ganske.”

Nilsson definerede begrebet art som “et variationsfelt” og skrev, at “varianter dannes, slettes og opstår på ny i en kalejdoskopisk rækkefølge inden for arten. Men arten forbliver det samme variationsfelt. De forskellige arter vil vedblive at være som cirkler, der ikke brydes. Arterne er konstante.”

 

Ifølge Nilsson er der altså i den fossile flora ingen af de eksempler på artsovergange, dvs. mellemformer (links) mellem forskellige arter, som skulle underbygge evolutionsteorien.

 

H. Enoch, mangeårig professor i zoologi ved universitetet i Madras (Indien), brugte som andre Darwin-kritiske forskere mange år af sit liv på at imødegå darwinisternes tvivlsomme eller uholdbare forudsætninger og konklusioner, og han opsummerede sine observationer således i bogen Udvikling eller skabelse (1971) p.58: “De ovenfor indsamlede data gør det klart at planter og dyr er i stand til at variere inden for de grundlæggende arter, men ethvert forsøg på at overskride dette “variationsfelt” gør dem sårbare og mindre egnede med hensyn til at overleve. Således kan ingen grundlæggende dyre- og plantetypers oprindelse påvises i nutidens levende verden eller i fortidens klippelag. Dette viser at der ikke foregår en evolution i dag, og at der ikke er foregået nogen i fortiden. Ikke desto mindre er nogle videnskabsmænd så besatte af evolutionstanken at de er parate til at overse disse kendsgerninger og i tro forsvare at en grundlæggende type [red.: i dag kalder vi det en grundtype] kan ændres til en anden grundlæggende type, under forudsætning af at tilstrækkelig tid [...] er til rådighed.”

 

[4] Se fx www.dissentfromdarwin.com. Iflg. den åbne liste over forskere, som er skeptiske over for den darwinistiske teori, har over 700 forskere hidtil tilsluttet sig flg. udtalelse:

We are skeptical of claims for the ability of random mutation and natural selection to account for the complexity of life. Careful examination of the evidence for Darwinian theory should be encouraged.

 

[5] Den franske naturforsker Jean Baptiste de Lamarck antog, at fysiske karakteristika, som individer tilegner sig i løbet af deres levetid, går i arv til afkommet. Teorien indgik i Darwins ræsonnementer i forbindelse med udviklingen af hans egen teori om “nedarvning med tilpasning”, men teorien er for længst opgivet som værende i strid med de biologiske kendsgerninger: Det er, har biologerne og genetikerne længe vidst, alene genernes ‘informationer’, som er afgørende for afkommets fysiske karakteristika, og disse ‘informationer’ påvirkes ikke af organismernes levevis eller af miljøforhold.

 

Den tyske biolog Ernst Haeckel opstillede på grundlag af studier af fostre (embryoer) af fugle og pattedyr på forskellige udviklingsstadier den teori, at disse stadier afspejlede evolutionen = den fælles afstamning. Hans tegninger af sådanne fostre er gengivet i talrige biologibøger som dokumentation for evolutionsteorien, men senere sammenligninger mellem tegningerne og virkelighedens fostre viser, at der er så markante forskelle, at Haeckels tegninger nu er stemplet som grov manipulation. Se fx afsnittet herom i Jonathan Wells’ bog “Evolutionens ikoner”.

 

[6] Udsagnet blev fremsat af den russisk-amerikanske genetiker Theodosius Dobzhansky i 1973, og man støder stadig på det i mange bøger og artikler af og interviews med vore dages darwinister. Det har således karakter af darwinisternes centrale dogme eller ‘trosartikel’.