[Tidsskriftet Origo] [Origo 108]

[Delsiden oprettet den 23/2 2008]

Under revision lige nu, 4/6

Der arbejdes på at få alle henvisninger på plads og i orden.]

<Dembskis filter> fra The PIG to Dawinism and Intelligent Design af Jonathan Wells

Farlig læsning:

•  Dembski, William A., 1998. The Design Inference: Eliminating chance through small probabilities. Cambridge University Press

•  skabelse.dk's FAQ om ID; se fx Hvordan afgør man om noget er designet?

Dembskis forklaringsfilter

Af Knud Aa. Back

Illustrationen Dembskis filter findes i dansk udgave i Origo 108

Som nævnt andetsteds er der mange der går fejl af ID’s definition på design i naturen. Det er nemlig ikke et så flydende begreb som nogen vil gøre det til. Så hvis ID tillægges udsagnet om at nogle ting i naturen er for komplekse til at de kan være opstået tilfældigt – så er det altså forkert.

Af to årsager.

1) Ingenting er for kompliceret til ikke at kunne opstå tilfældigt, og

2) blot fordi noget ikke er tilfældigt, behøver det ikke at være designet.

Placeringen af Na⁺ og Cl^– i saltkrystallet er ikke design; det tilskrives den lovmæssighed der ligger i iongitteret.

Dembski skriver i sin bog The Design Inference at når man skal forklare en begivenhed (altså den forøgelse i den funktionelle information i en struktur som Steinar Thorvaldsen har omtalt i sit foredrag om bioinformatik) findes der tre muligheder: Lovmæssighed, tilfældighed og design. Og for at alle skal kunne finde ud af hvad der er hvad, har han “konstrueret” et forklaringsfilter som skulle hjælpe en til at fastslå det.

Dembskis hjemmeside

Steinar Thorvaldsen:

Intelligent design i molekylærbiologien*

*Se Origo 108.

Begrebet SC

I den sammenhæng er det vigtigt at forstå begrebet SC (Specificeret Kompleksitet). Tilfældet kan sagtens stå for noget komplekst. Resultatet af en lang række plat og krone-kast kan være yderst komplekst. Det er også det argument nogle darwinister bruger når de fx henviser til at den genetiske kode kan sammenlignes med et kortspil hvor kortene er trukket ud i et bestemt mønster. Når vi ser tilbage på kortrækken, kan vi se den ligner et mønster, men det var den ikke i sin tilblivelse, hedder det.

Da DNA-koden kan sammenlignes med alfabetet, lad os da prøve at lave en tilfældig række på 28 bogstaver og mellemrum:

JFKV DASK SDIRI FDJD FIE A JR

Denne kompleksitet kan tilfældet meget let lave (jeg slog blot ned i tastaturet uden at tænke nærmere over hvad jeg gjorde, og dét var hvad der kom ud af det). Det er der ingen ben i. Det ville straks være sværere hvis vi forestiller os at jeg tog en pose scabble-bogstaver, rystede den godt og så ville påstå at bogstaver og mellemrum ville komme ud nøjagtigt som i linjen her over, altså hvis jeg ville give mig af med at forudsige resultatet. Chancen for at det skulle falde ud nøjagtigt sådant, er så lille at det kan vi vist godt glemme alt om.

Men hvad så hvis vi forventede en meningsfuld sekvens i DNA? Så ville det svare til at denne sætning faldt ud af scrabbleposen:

METHINKS IT IS LIKE A WEASEL

Indhold

Dawkins snyder på vægten

Hvorfor skal vi nu pludselig til at tale engelsk? Fordi denne sætning fra Shakespeares Hamlet har Dawkins lavet en computermodel over som skal vise at akkumuleret selektion (“opsamlet udvælgelse” som han kalder det) sagtens kan forklare hvordan et sådant komplekst system kan opstå evolutionært i en celle.

Nu er Dawkins jo meget pædagogisk ved at lade os kikke efter væselskyer sammen med den danske prins Hamlet. Men som ethvert barn kan forstå, så er hans forklaringer ud i den blå luft:

1) Han har på forhånd defineret hvordan mål-sætningen skal se ud, og

2) han har brugt ID (nemlig en pc) for at nå frem til dette resultat.

I øvrigt 3) et resultat man altid vil nå frem til, uanset hvor mange gange man afprøver programmet. Og den går ikke. For naturlovene i dette univers kan ikke styre tilfældigheder frem mod et bestemt mål, og de har heller ikke uden videre “en pc” (i.e. et ordnende system) at benytte sig af.

Prøv Dawkins selektionsmodel her, og se selv om det er muligt at nå frem til noget som helst andet end Methinks ...

Vi minder lige om at “mutationer” ikke er noget mystisk, kreativt noget, noget der kan skabe ny information. Mutationer er slet og ret fejl i koden. Nix weiter! Så hvis man endelig vil køre en computermodel der svarer til virkeligheden, må det program udsætte en kode for mutationer, altså tilfældige fejl. Prøv selv, og bedøm for egen del hvilken model der svarer mest til virkelighedens verden.

farlig viden

Prøv hvad mutationer reelt gør ved en meningsfuld sætning

Indvendinger mod Dembskis filter

I ANIS finder vi (faktisk rart nok) et par artikler som diskuterer ID på dets egne betingelser. Og selvom ID får en hård medfart, er det da altid noget.

Det hedder fx i artiklen Historien om Intelligent Design skrevet af N H Gregersen (ANIS p.93): »… Dette forklaringsfilter går negativt til værks gennem en udelukkelsesmetode.

(1) Er dette helt lovmæssigt og selvrepeterende? Hvis nej, så kommer spørgsmål

(2): Er dette rent tilfældigt? Hvis nej, så vælg forklaring af type

(3): Design – såfremt der i øvrigt er tale om “specificeret kompleksitet”.

Men dermed overses den forklaringsmodel som er mest typisk for evolutionen, nemlig kombinationen af tilfældighed og lovmæssighed (og som derefter præciseres gennem empiriske multi-kausale studier). Fx er enhver DNA-streng et eksempel på en høj specificeret kompleksitet, idet sekvenserne i generne (byggende på de fire makromolekyler A, T, G, C) hverken er fastlagt på forhånd af kemiske affiniteter (naturlovbestemte) eller fuldstændigt vilkårlige (tilfældige) i forhold til organismens vækst og funktion. Det er et båd-og. Problemet er med andre ord at hvis Dembskis forklaringsfilter anvendes, så må alle DNA-strenge opfattes som designede […].«

Og !!! – Er det på forhånd forbudt?! Diskvalificerer det faktum filteret som brugbart redskab? Og i så fald hvorfor?!

Indhold

Jeg kunne have lyst til at anvende Dembskis filter på prof. Wilder-Smiths knudeeksempel. Det var dengang i midt-80’erne hvor læsningen af DNA-koderne endnu var i sin vorden, men man havde opdaget at hvert såkaldt codon har et start- og et stopsignal, sådan at “læseren” (ribosomet) véd hvornår den skal begynde og hvornår den skal holde op med at læse koden for det protein der skal fremstilles i cellefabrikken. Og bare det at man havde opnået denne viden, var for professoren vidnesbyrd om at vi her står med et “sprog”. Og så halede han et polynesisk knudetov op af lommen. På dette kommunikationsmiddel sidder knuderne i et ganske bestemt mønster efter hvilke talværdier (så vidt jeg husker) de repræsenterer. Dvs. koden i tovet er ikke bestemt af tovet selv, men påført “mediet” af en udefra kommende intelligens. Prof. Wilder-Smith sagde at tovet var forsynet med information.

prof. Wilder-Smiths knuder

Dembskis filter og det polynesiske knudetov

Lad os nu udsætte denne “harddisk” for Dembskis filter:

Er knudernes anbringelse på tovet præget af uforudsigelighed? Hvis nej, så måtte det altså være noget i tovets struktur der har bestemt hvor knuderne skal sidde. Hvis ja, så er det altså ikke tovet der bestemmer at knuderne sitter som de sittet som de sad da de blev sat.

Da svaret her tydeligvis er JA, går vi videre til næste delfilter:

Er der en form for kompleksitet i knudernes anbringelse. Hvis nej, sidder de altså mere eller mere tilfældigt som fx resultat af en tryllekunstners behændighed. Hvis ja, betyder afstanden mellem knuderne derimod noget. Og vi lægger mærke til her at der skal mere end et par knuder til for at vi kan konstatere en sådan kompleksitet. To tilfældige knuder på et tov er netop – tilfældige.

Tredje delfilter: Er der i knudernes anbringelse et specifikt mønster som kan læses af andre? Med andre ord, indeholder tovet et budskab? Hvis nej, må knudernes placering igen tilskrives tilfældet. Og design er dermed udelukket! Hvis ja, kan vi med Wilder-Smiths ord tillade os at fastslå at tovet indeholder en besked, et budskab. IDisten vil sige: Her kan vi alle (om vi så er darwinister, rød- eller grønhårede, eller blå i hovedet af at bortforklare det åbenlyse) konstatere at det er et design vi står over for.

Dembskis filter og Wilder-Smiths knuder:

Er knuderne anbragt i et mønster som er

1)      uforudsigeligt?

2)      komplekst?

3)      specifikt?

Indhold

Filteret misforstået

For jeg tror man har misforstået filterets betydning. Det kan vi vist alle se ved at sammenligne hvad filteret faktisk siger (se figuren i Origo 108) og så hvordan det er beskrevet ovenfor. I Jens Hebors kapitel ID’s intellektuelle argumentation: M Behe og W Dembski […], *ANIS p.128, mener jeg også der er sneget sig en misforståelse ind: »Bemærk […] at Design som den eneste af forklaringstyperne ikke kan elimineres. Der er ingen mulige fænomener der er uforenelige med Design!«

Hvis jeg har forstået filtret ret, så repræsenterer alle “grenene” i filteret da netop alle de tilfælde hvor vi har udelukket design.

*ANIS her = bogen Darwin eller Intelligent Design, under redaktion af T Hammersholt Christensen & S Harnow Klausen, Forlaget ANIS 2007.

 

I stedet for at gå ind i alle de steder hvor denne i øvrigt forbilledligt grundige analyse af ID’s hovedpointer går galt i byen, lad mig da gennemgå et eksempel på Behes IC og Dembskis design. [NB! Kantede parenteser = mine kommentarer eller udeladelser]:

HUSKat [ ] = tilføjelser i originaltekst

Flagellen

Lad os tage udgangspunkt i flagellen, som darwinister jo påstår de har lukket luften ud af som argument for ID-tanken.

NHG skriver således (ANIS p.92): »Men problemet for denne type argumentation er at den ikke tager det helt basale fænomen med i betragtning som hedder “multi-adaptabilitet” [multi-tilpasningsmulighed]. En bestemt struktur, fx et protein, kan tjene forskellige “formål” i forskellige levende organismer. Fx har vi neuroner både i hjernen og i maveregionen. Dette gælder også for Behe og hele ID-bevægelsens kronvidne på [IC]: et organels bevægeapparat (flagellum motor). [Går ud fra at der skal stå “en organisme” eftersom det er bakteriens “påhængsmotor” der er tale om.] De samme proteinkonstellationer findes i andre organismer hvor de har tilsvarende, men alligevel varierende funktioner. Kort sagt er delstrukturerne uden for flagellen ikke non-funktionelle, men tværtimod multi-funktionelle [altså ikke ikke-funktionsdygtige, men bruges til en masse andre formål]. Det er kun hvis man forudsætter at én bestemt komponent kun har ét unikt og forudgivet telos [formål] i levende organismer, at en designteoretisk forklaring trænger sig på. […]«

Har du QuickTime, kan du se denne animation:

flagellum motor

Hertil må vi sige: Hvis vi nu sammenligner et protein med en mikrochip (jf. ST’s Intelligent design i molekylærbiologien i Origo 108), så lad os indskrive dén i NHG’s argument: En bestemt mikrochip kan tjene forskellige “formål” i forskellige apparater. Fuldstændig rigtigt – hvis den bliver omprogrammeret til det nye formål, og den er så heldig at blive placeret det rigtige sted på det rigtige tidspunkt i det nye apparat.

ST-citat fra Origo 108:

Man kan opfatte proteinerne som små “mikroprocessorer” som fungerer inden for et langt større “operativsystem”, den levende celle.

For når det et andet sted i ANIS bebrejdes Behe at han holder en kattelem åben over for at hans IC-system i Darwin’s Black Box ved yderligere forskning kan vise sig endnu mere komplekst end først antaget, så er det altså ikke fordi han har svært ved at definere et IC-system; det skyldes ganske enkelt at han véd for meget om disse systemer til at han vil udtale sig skråsikkert om at der ikke vil afsløre sig yderligere overraskelser mht. systemernes specificerede kompleksitet.

Og det er netop hvad den seneste forskning har gjort. I kapitlet Intelligent design som biologisk teori er der under “Forslag til videre læsning” et par “figurer”: 1) om Dawkins “Methinks” og 2) noget om legodyrs fitness. Men vil man bruge metaforen med legofigurer som dyr, og hvor klodserne så må repræsentere proteinerne som opbygger “dyret”, skal man lige gøre sig klart hvad det kræver af hver enkelt legoklods – hvis billedet ikke skal være helt misvisende. Et legodyr bestående af kun 6 klodser, kan dårligt kaldes et SC-system.

Med denne legomodel nærmer vi os måske et SC-system

Lidt for primitive legodyr fra ANIS

Så skal vi have noget der ligner det der reelt foregår i cellen når flagellen skal bygges op, skal vi have fat i modellen af Amalienborg fra Legoland hvis sammenligningen skal batte noget. Og husk, opbygningen skal foregå helautomatisk, jf. artiklen Viden mod tro.

1. Hver enkelt klods skal

·         være formstøbt sådan at den passer lige nøjagtigt med dem den skal sættes sammen med,

·         have ionbindinger (+ og –) der passer nøjagtigt over for naboerne,

·         have “hydrogenbindinger” (OH og O) som ligeledes skal matche fuldkomment med naboerne; og endelig

·         være forsynet med vandafvisende områder (B og B) der også svarer til naboklodsens tilsvarende områder

2. Alle klodser skal endvidere være nummereret (med “stregkode”), så de først bliver lukket ind i opbygningsprocessen på det rigtige tidspunkt.

Se fig. i Origo 108

proteinbindinger

Her er det så at ID kommer med følgende forudsigelse (som man skal når man forsøger sig som videnskabelig teori): Hvis denne biologiske “amalienborgfabrik” skulle blive dannet af et biologisk system der “ligger forud” for dette system (altså et system som ikke var lavet til at bygge en model af Amalienborg, men min søns Star War-figther), så kan det ikke lade sig gøre alene ved hjælp af tilfældige fejl i koden + akkumulativ selektion. Det er ganske enkelt ikke rationel tænkning der forestiller sig en sådan proces forløbe uden udefra kommende information – eller omprogrammering, om man vil.

Hvor er det lige at det uvidenskabelige i denne konstatering ligger? Hvor er det God of the Gap-argumentet kommer ind her? Hvor er det lige forudsigelseskraften mangler?

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Men så er det nok fordi jeg er religiøs og ikke har den rette videnskabelige forståelse, eller hur?!