[Klogere på dansk] [Om at skrive dansk] [FIF til danskundervisningen]

Læs om Fasten og rod i ugedagene nederst på siden her (påbegyndt febr. 2010)

[Delsiden oprettet den 5/6 2008

Senest revideret den 3. mar. 2010. Ikke alle henvisninger kan påregnes at være på plads og i orden. OBS især at henvisningerne til den gamle hjemmeside backspongenberg.dk er stået af!]

Den sorte skole

En af de værste ting man kunne opleve i den såkaldte sorte skole – og den véd alle jo hvordan så ud da alle jo har læst kommunisten Scherfig – var at man faktisk fik lært noget; at man i ikke så få tilfælde fik brudt den sociale arv; altså at man kunne komme nogenlunde fornuftigt ud af den anden ende af skolesystemet selvom man nu ikke havde en far til at skrive sine stile.

På den gamle udgave af hjemmesiden her, har jeg anbefalet en genoptagelse af begrebet referatstil, men vi bør faktisk gå endnu længere tilbage, nemlig til den gode, gamle genfortælling.

Hvordan lærer et barn at tale? Ved at efterligne! Efterligne alt hvad der møder det af sproglige stimulanser. (Det er bl.a. derfor at de elendige tegneserieoversættelser på tv er så katastrofale: “Marie, er du OK?”).

Det sjove er at efterlignelsesmetoden faktisk også er rigtig god i “fremmedsproget” skriftlig dansk. (Som den er i tidlig engelsk osv.)

For for at blive sikker i den danske sprogbrug, er man altså nødt til at bruge sproget. Man er nødt til at efterligne. Og det endnu sjovere er at jo bedre man er til at efterabe (hvorfor f’resten et negativt begreb; hvad har de dog gjort, de stakkels aber!), desto bedre er man til selv at hitte på.

Vi må nemlig konstatere den ene gang efter den anden at – og det burde stå med flammeskrift over enhver skoleport - man bliver kreativ af paratviden!

Og paratviden i denne sammenhæng er en viden om hvad der lyder rigtigt, og hvad der lyder forkert, i skriftsproget. Eller skal vi bløde det lidt op. Udsagnet “det kan man ikke sige” er jo meningsløst: Det ér jo lige blevet sagt. Så selvfølgelig kan man sige det, men er det særlig elegant?!

Genfortællingen genopdaget

Og et ganske godt efterlignelsesinstrument er den gammeldags genfortælling. Altså ikke referatet, hvor det jo snarere drejer sig om andre måder at formulere oplæggets udtryk på. I genfortællingen gælder det om at genfortælle. Helst ordret (hvor var vi misunderlige på de piger i 50’ernes mellemskole som kunne referere en tekst fra ord til anden), men i hvert fald med så mange af tekstens gode sentenser som muligt.

For kan man efterligne en syntaks, kan man også selv bruge den. Kreativt.

Til formålet bringer vi her nogle tekster som man passende kan bruge som oplæg. (Og som læreren forhåbentligt finder værd at efterabe; ellers må man jo selv finde nogle bedre.) Nogle lidt længere end andre, så der et lidt til ethvert formål og flere forskellige klassetrin eller niveauer.

Af børn og fulde folk … [sidelink stået af, så rul ned]

OM genfortælling [ditto]

Frits Jürgensen in memoriam

Og så skal vi i sammenhæng med udenadslære naturligvis ikke glemme denne perle af en parodi:

– Hvor har Du fra?

– Der fra: Imidlertid ...

– Naa: Imidlertid ...

– Imidlertid gjorde Svend Tveskiæg idelige Indfald i Norge, hærgede Landet, og ...

– Hærgede Landet ... hvorpaa var det han hærgede Landet?

– Paa det Grusomste, og forledet af den ærgjerrige Jarl Hakon, lod han Hagen Adelsteen myrde ved snedige Drabsmænd ... -

{Find den her m tegning}

Essays

Fra tid til anden vil der blive lagt nogle småhistorier ud her - fx til brug for referatstile OG genfortællinger. Og vi begynder med

Min tankhund

Hver morgen møder jeg en hund, og det er min tankhund. En tankhund, det er der vel ikke noget der hedder, eller er der noget jeg har misforstået? spørger du.

Det skulle da være nemt nok at forstå, men jeg må hellere forklare.

Du véd vel hvad en narkohund eller en vagthund er for en, og så kan du vel også regne ud at en tankhund har noget med en tank(station) at gøre.

Hver morgen når jeg skal hente min avis, kikker jeg altid efter om “min” tankhund er i butikken. Den kan godt lide hundekiks, og derfor får den tit en af mig. Det var noget vi begyndte på da den var hvalp, eller dengang den var mindre, og jeg havde en tilfældig hundekiks i lommen fra engang hvor vi havde passet genboens Lukas, en dejlig, gammel sort collie. Så det er blevet sådan en hyggelig lille morgenvane for min tankhund og mig.

Nu er den imidlertid vokset op og blevet noget af et brød af en schäfer som man helst ikke vil møde efter lukketid i mørket i Mørkøv, og det fik jeg kraftigt understreget i går morges.
For godt nok kan man være sød og venlighundet når butikken er åben, men man ta’r altså ikke imod bestikkelse. Og hundekiks inden ens “far” har lukket en ind, er altså at betragte som gemen bestikkelse af tjenestevovse i funktion.

Nu var der også et par ting der ikke var som de plejede. For det første havde en anden hugget min sædvanlige cykelparkeringsplads, så jeg var nødt til at finde en anden mur. For det andet står hunden ude i haven bag et hegn. Så da min tankehund vovser ad mig, tror jeg bare han er sur over at skulle være alene i haven, eller at han keder sig, og jeg går hen og snakker med ham. Det var også ok, vi kunne godt snakke sammen, og jeg tænkte at han gerne ville have sin sædvanlige morgenhundekiks. Så jeg lagde en på kanten af hegnet, men da jeg smed den ind over fordi han ikke hapsede den, tog han sådan på vej at jeg var glad for at hegnet var mellem ham og mig, og at han ikke, som min egen ungdomshund, Tcheck, havde lært at springe over hegn eller andre forhindringer af en hvilken som helst højde.

»Ja, det kan godt være at du tror du har hundeforståelse, men her er altså noget du har misforstået. Jeg ta’r ikke imod bestikkelse. Som ordentlig vagthund lader man sig ikke sådan spise af med søde ord og kager i tjenesten.«

Jeg var lettere rystet, og derfor var jeg også lidt spændt på vores møde her til morgen. Bar han mon nag fra i går, eller ville jeg slippe helskindet fra vores rendezvous?

Ja, nu da Far-CJ var til stede, kom der blot en gladlogrende hund ud i butikken og spurgte som sædvanligt: – Hvilken lomme har du gemt den i i dag?

[sept. 2007]

Hveps i luften

Sommeren 2007. Vi har et kæmpe hvepsebo hængende i vores svenske lade, og når nogen får øje på det – det hænger højt til vejrs, så man ser det ikke lige med det samme – udbryder de forfærdet: – Det må I da hellere se at få fjernet!

Det er der nu ingen grund til. For det første fordi det er fra sidste år. For det andet generer det jo ingen når det hænger i laden, tværtimod.

Hvepsen er nemlig et meget nyttigt og de fleste gange også et ganske fredeligt insekt. Det sidste her vil en del nok have temmelig svært ved at skrive under på – hvis de kun har oplevet hvepsen som den lille, halvgale fætter der drøner rundt efter søde sager i august-september. På det tidspunkt har den almindelige arbejderhveps ikke andet at gøre her i livet end at vente på at dø. Hos hvepsene er det nemlig sådant indrettet at det alene er dronningerne som overlever vinteren og fører næste slægtled videre.

Forfra hvert år
Året begynder for den forårsvågne hvepsedronning med jagten på et godt sted at bygge dette års bo. Gerne et ugeneret sted, selvfølgelig i læ for regn og blæst, og så gerne et sted hvor det er til at komme til fødekilder.

Året sommervilla begynder som et meget beskedent lysthus, en lille papirskugle, lige med plads til dronningen selv og de første “biceller”, eller man burde vel kalde dem “hvepseceller”, altså de små rum som bierne bygger i voks og hvepsen i papir, til den første yngel.

Vil man sit hvepsebo til livs, er det nu man skal sætte ind. Hvis man om aftenen når dronningen er gået til ro for natten, maser den lille nydelige kugle sammen hun møjsommeligt har opbygget, har man udryddet en hel hvepsefamilie i et snuptag.

Men måske skulle man lade være!

For har man ikke lige sit hvepsebo placeret hvor det direkte generer en, og der ikke er nogen i den nærmeste familie der er overallergisk over for hvepsestik, kunne man jo overveje at lade det sidde. Hvepselarver lever nemlig ikke af nektar fra blomsterne, men i høj grad af andre insekter.

I denne sommer hvor vores store hvepsebo i laden er dødt, er vi igen ved at gå til over myg. Det er nemlig sådan at når vi har mange hvepse, er der meget få stikfluer og andet kryb som gør sommeraftener og skyggefulde steder til noget af en plage at opholde sig i, her i Sverige.

Og førstegenerationshvepsene gør faktisk ikke en kat fortræd. De har alt for travlt med at nedlægge bremser, klæg og myg til fordring af larverne til at de har tid til at genre os. Ok, hvis man sætter sig på dem, træder på dem i græsset eller stikker hånden ned i et hvepsebo, får man selvfølgelig ballade. Og hvepsen har jo ikke modhager på sin brod, så den kan sagtens stikke både to og tre gange hvis den er rigtig provokeret.

Kemisk sporing

Jeg havde engang gemt noget gammelt tovværk fra en gymnastiksal som skulle renoveres i en plastpose i carporten. Og glemt alt om det. Så en dag midt på sommeren hvor jeg ville rydde op i carporten, støder jeg på denne sorte plastsæk. Hvad mon der er i den? Men ikke så snart jeg har rørt ved den, har jeg en sværm hvepse efter mig. Mig ud af carporten og langt ned ad vejen!

Hvepse har nemlig en formidabel evne til kemisk at spore aggressoren på lang afstand. Så er man kommet til at forstyrre en hvepsefamilie, er der kun én ting at gøre, og det er benene på nakken. Og det kan ikke gå for hurtigt.

Men normalt er det kun andre insekter som behøver at frygte denne luftens kampflyver. Jeg skal aldrig glemme første gang jeg så et sådant kommandoraid på en stikflue: Hvepsen griber fluen i luften, tvinger den ned på jorden, klipper vingerne af den og vips – hjem til boet med byttet! Det er et ret imponerende syn.

Næste kuld
Efter at hvepsedronningen møjsommeligt har fået det først kuld på vingerne, alene, kommer der mere fart over feltet. Nu er der flere om budet.

Nogle tager sig af udbygning af boet, og det foregår ved at hvepsen finder sig et stykke passende træ hvor den kan sidde og raspe tynde flager af tømmeret. Træmassen gumles godt igennem inden papiret sættes på plads på boet.

Andre går på jagt efter byttedyr til fodring af næste kuld larver. Og dronningen kan nu koncentrere sig om ægproduktionen.

Dronningen kan man kende på at hun er ret stor. Førstegenerationshvepsene kan kendes på at de også er ret store i det, dog mindre end dronningen. Det er først sensommerens små irriterende hvepse der har hvad de fleste nok anser for at være “normal” hvepsestørrelse. Og de kan være nok så irriterende, spedacielt for ømskindede bagerjomfruer og andet godtfolk.

Men alt i alt er hvepsen faktisk et nyttedyr.

Monarksommerfuglen

I en diskussion om programmering i naturen hedder det:

»Programmering er altså et meningsløst begreb i forbindelse med biologiske systemer. De opfører sig ganske enkelt ikke som programmerede maskiner gør […]«

Det naturlige spørgsmål til dette udsagn må være: Hvad er det så der styrer Monarkens rejsen frem og tilbage hen over det nordamerikanske kontinent?

Lad os høre den fantastiske historie:

En turistrejse over flere generationer

Lad os slå følge med en sværm Monarksommerfugle. Vi møder den i det sydlige Mexico hvor den har tilbragt vinteren. Vi er tidligt ude, for vi befinder os i en af årets første måneder, og Monarken samler sig i store flokke for at drage nordpå. Det er noget af en flyvetur at begive sig ud på, for Mexico er et stort land. Nord for Mexico befinder USA sig, nok som bekendt. Og USA er også et stort land, derfor stopper turen i første omgang i Sydstaterne. Og det er ikke blot for at hvile ørerne – eller vel snarere vingerne – at sommerfuglen gør holdt, nej, den slår sig faktisk ned for godt, får børn og dør! Den har nu også udført et ret fornemt stykke arbejde for de kommende generationer ved at have tilbagelagt ca. 5.000 km (over 3.000 miles) på sin første rejse.

Helt nøjagtigt sker der dét at den generation af sommerfugle som har forladt Mexico, dør i the deep South efter at den har lagt æg. Æggene klækker til larver – som forpupper sig og derefter bliver til en ny generation af voksne sommerfugle som kan fortsætte rejsen nordpå.

Nå, men det ta’r vel sin tid, så det bliver nok ikke lige i år vi når frem til målet – Canada? Se, det er nu ikke noget problem, for de fire udviklingsstadier (fra æg til larve til puppe til voksen) er overstået på nogle uger. Og da vi er startet tidligt på året, må det stadig kunne nås.

Også selvom vi faktisk lige skal have Monarken til at gennemløbe flere generationer samtidig med at arten er på vej nordover.

Endelig fremme i Canada yngler Monarken igen i et forbavsende tempo. To generationer lever og dør her i sommerlandet.

De yngste medlemmer af sidste generation forbliver dog ikke canadiske statsborgere, men tager hele det lange stræk tilbage til Mexico for at overvintre. De canadiske snestorme er åbenbart lidt for meget for dette lille, sarte insekt. Sart ja ja, men alligevel temmelig robust – med dette generationsskifte og denne arbejdsfordeling.

Programmering eller ej

»Programmering er altså et meningsløst begreb i forbindelse med biologiske systemer …«

Hvis det er tilfældet, hvad er det så der styrer denne sommerfugls forbavsende adfærd? For man forestiller sig vel ikke at Monarken sidder som en anden udvandrerfamilie omkring vogntogets lejrbål og fortæller næste generation om slægtens udlængsel og tradition for dette sommertogt? Den eneste logiske forklaring på Monarkens rejse må være “at det ligger i generne”. Monarken er altså programmeret til at drage af fra Mexico på en passende årstid (det ville være lidt surt at komme for sent af sted, med de mange tusind miles foran sig), den må være programmeret til at gøre holdt og sætte næste generation i vej i de amerikanske sydstater. Og generation efter generation må have målet implanteret. Og endelig de sidste “canadiere” må være programmeret til både at bryde op (igen i rette tid!) og til at finde vej. Husk lige at det er nogle generationer siden at deres forfædre har tilbagelagt strækningen – i omvendt rækkefølge! (Og jeg véd hvor svært dét kan være; jeg som kan have temmelig svært ved at køre tilbage fra en ny adresse jeg møjsommeligt har kæmpet mig frem til vha. Krak, kort og andet godt.)

JEG tror nu ikke der er noget hokuspokus ved Monarkens rejse. Det er et simpelt spørgsmål om fysik, i dette tilfælde dén programmering som ligger i Monarkens DNA. Så i dette biologiske system (eller rettere i de mange, mange biologiske systemer som skal fungere temmelig nøjagtigt hvis Monarken skal nå målet – både ud og hjem) giver det kun alt for god mening at tale om programmering.

[maj-juni 2008]

FRA den 01/06/1996.

Mussecirkus i Tjurkhult

NU TØR VI GODT offentliggøre det. Og mange af os er glade for at blive bekræftet i vores fordomme om at de gamle ikke var så tossede endda. Så behøver man heller ikke ty til nymodens pjat og miljøvold, og vi kan klare problemerne på gammeldags facon.

Men som sagt: Nu kan resultatet af et helt års undersøgelse releases (man er vel med på sprogmoderne): HVORDAN holde musene fra døren? Og især da hvordan holde dem fra at krybe under den!

Vi var efterhånden lidt trætte af de søde små kræ fordi de efterhånden havde udnævnt vort torp til Norra Blekinges forlystelsespark nr. 1 når vi ikke var hjemme. Eller rettere når vi netop var det! En gang var der så megen gang i den at det rørte os til tårer ved ankomsten til fritids- og afslapningstedet i det svenske. Hvilken syn var det ikke at se små mussehoveder titte op af samtlige husets hynder, hvor hjertegribende og –skærende var det ikke at opdage Farmors uldtæpper festligt omforandret (med en textilistisk tautologi) til diverse musereder i vore senge. Hvilken applaus måtte det ikke afstedkomme at møde de smås efterladenskaber ud over det hele!

Helt ærligt: Måske var det ikke lige os der klappede. Men så fælderne da. I dagevis! Og Mikkel var begejstret. Det var ren hakkebakkeskov, uden grønssagsspisersang! Han åd dem i hvert fald lige så hurtigt som vi kunne nå at lægge dem ud. Musene, altså, dem der var røget i de smækfælder vi nu havde fået sat op.

Men hvad gør man som følsom bybo der ikke kan tåle at se alle disse udstående museperleøjne og som siden sin grønneste ungdom har været modstander af ABC-våben. Man slækker – med skam og megen pønitense at melde – på moralen og går i krig. Kemisk krig! Og anskaffer sig et bestialsk lager af nydeligt farvede korn. Dem anbringer man så i strategisk rigtige småbunker på indbydende steder. Fjendens første modtræk – ok, andet så da, det første var det med de smukke øjne – er at stable alle giftkornene op på min kones mave (oven på dynen, så klart!) i natten klam og kold.

Hun vågner da en af dem, tredje modtræk, er begyndt at bygge rede i hendes hår. – Af med dynen, med det sirligt opstablede kornbjerg, OG ud af sengen!! Til akkompagnement af en giftiggrøn tappenstreg mellem trasmattor, og konens livlige stepdans, vågner manden: »Det var da masendes til larm!!« – Det blev nok det nærmeste min elskede har stået til 16 år, med forplejning.

Musenes sidste træk opdagede vi først da vi var kommet hjem. Hvad finder jeg i min appletaske, nydeligt anbragt i min ikke-brugte bunke uldsokker? – med hilsen fra alle os til alle jer? – resten af giftdepotet! Tag jeres skidt med hjem, og behold det!

Men ak og ve. Den kemiske industri har altid de stærkeste argumenter, noget måtte der gøres, så de næste par gange blev vi budt velkommen – ikke af søde, små øjne, tittende op fra hynder og senge – men af umuskendelig ligstank. Nu har man, som antydet, i sine unge dage vadet på sine lisså unge flade fra Holbæk til København, og var altså på sine gamle kommet så langt. Nogle kunne tænkes at tænke på en vis mand på sine ældre dage’s forhold til klostre. (Det var da en genitiv der ville noget!)

Noget måtte der gøres! Men som mine nordenfjordske forfædre så poetisk har udtrykt det: Hva’ ska’ man griv’ å gjør i? Potti er der flø’r i!!

Her kom min ikke længere så svenske svigermors ældste datter som den frelsende engel. Hun, som er familiens første torparemedlem, havde hørt et urgammalt svensk(t!) husgeråd: Använd enris!

Eller udlagt udi et lidt vestligere skandinavisk tungemål: Brug enebærkviste.

Og det er her vi kommer til forsøget (endelig!). Jeg stablede alt op på borde med benene i vandspande (ikke mine, nej! OG der var ikke vand i!) som vi plejede. Samtidig med denne utroligt spændende afskedsbeskæftigelse, havde konen bevæbnet sig med grensaks og arbejdshandsker, absolut arbejdshandsker! Og med disse remedier således udstyret så gik hun rundt om et par af naboens enebærbuske som således mistede et par kviste der flux og uden tøven blev anbragt i diverse musehuller. Giften lod vi denne gang ligge i emballagen.

Og miraklet indtraf! Ved vores næste springforbi var der kun ganske få musepoteaftryk på køkkenbordet. Og med jagt på de sidste oversete huller var sejren vor. Og siden har vi ikke gidet det pjat med alt stillet op på borde i spande.

Morale og resultat af et års forsøg: Der har ikke været skygge af mus inden døre siden deres følsomme små musepoter og ditto-snuder er blevet mødt af enebærprik. Uden gift og uden infernalske lydapparater er det lykkedes os at råbe dem op, og de har fundet andre steder at hjemsøge, fx ladens halmbunke.

Så som hyldest til familiens ældste torparemedlem, moster Kickan – og til alle gode gamle husgeråd – bringes denne ugebladslykkelige historie til torvs, netop her. Men måske ved alle gamle torpare om dette råd. – Hvorfor har I så ikke fortalt os om det? – »Ja, hvorfor har I ikke spurgt!«

Knud Aa. Back

Kalundbogfærgen set fra Aarhus havn engang i 50'erne.

Af børn og fulde folk …

Ordsprogene har fulgt os ned gennem historien. Disse kraftfulde sentenser udgør en vigtig del af vores sproglige univers. Det er faktisk temmelig svært at holde en tale eller skrive noget uden at komme i nærheden af et ordsprog.

Hvorfor mon disse faste vendinger er blevet hængende fra generation til generation? Fordi de udtrykker noget almenmenneskeligt, noget af vores fælles arvegods, noget vi alle har erfaret?

Brændt barn skyr ilden; nød lærer nøgen kvinde at spinde; leder en blind en blind, falder de begge i grøften. Disse tre ordsprog kan alle vist tilslutte sig sandhedsværdien af.

Men er alle ordsprog da udtryk for noget sandt, noget som vi alle må regne med, udsagn man kan bruge som livskompas? – Næppe.

Skomager, bliv ved din læst, er fx et ordsprog som taler imod “social mobilitet”, for det siger jo at man ikke skal stræbe efter at forbedre sin livssituation, få sig et bedre job, søge at blive dygtigere eller tage sig en uddannelse. – Det kan vi vist godt høre ikke lige passer til et moderne samfunds borgere.

En tåbe kan spørge om mere end 10 vise kan svare på. – Sammen med sangen Spørge-Jørgen er dette ordsprog et gok i nødden på alle videbegærlige mennesker. Som om det skulle være forkert at stille spørgsmål hvis man er i tvivl. Det er vel snarere dumt ikke at stille de nødvendige spørgsmål så man kan blive klogere.

Et tredje, der går ikke røg af en brand …, er faktisk sladderens carte blanche for sin skadelige virksomhed. Dette meget brugte ordsprog påstår jo uden skam i livet at sladderen ikke ville være opstået hvis der ikke var noget om snakken. – At ordsproget bruges tit, bliver det ikke nødvendigvis mere rigtigt af: I dag hvor man fx kan komme ud for rene smædekampagner mod mennesker der har haft næsen lidt for langt fremme, eller som blot påtaget sig en nødvendig offentlig opgave, kan man ganske enkelt konstatere at det gamle ordsprog er fuldt af løgn. Nej, den påståede røg fra branden kan i stedet vise sig at være et tågeslør over noget andet og mere alvorligt: et ondsindet, falsk udsagn. – Desværre har man set en stigende tendens til at den ene part i en skilsmissesag har sværtet den anden til med fuldstændigt grundløse anklager, alene med det formål at vinde “kampen om børnene”.

Ét ordsprog véd jeg med sikkerhed ikke har noget på sig, og det skyldes at jeg selv har gjort mig til en del af ordsproget. Det var engang for mange år siden.

Vi befinder os på Aarhus-Kalundborg-færgen, dengang der kun var én daglig forbindelse mellem den smilende jyske hovedstad og den femtårnede *radioby – i hver sin retning. Det var de to DSB-færger “Jylland” og “Kalundborg” der betjente ruten, og de afgik hver dag kl. 11.30 fra de to byer. Ved 14-tiden mødtes de så i Kolby-Kås på Samsø og var derefter fremme ved bestemmelsesstedet kl. 16.

*[Når en udsendelse i 50’ernes radio skulle begynde, lød det ofte til en start: “Danmarks Radio – København/Kalundborg”.]

Så disse fire og en halv time skulle gerne slås ihjel med noget. Først afsejlingen. Der var altid stuvende fuldt på dækket af mennesker som ville følge med i hvordan der blev lagt fra land; fortøjningerne sluppet; tovværket kvejlet op hhv. for og agter af matrosen hvorefter det lå i en flot keglestub på dækket, klar til brug ved fortøjningen næste gang. Turen ud ad Aarhus havn var lidt længere end den tilsvarende i Kalundborg, så der var mere at se på: Kulkranerne, skibene, tankanlæggene, molerne. I Kalundborg skulle man blot forbi Gisseløre med radiostationen, og så var der ellers bare udsigt til Asnæs’ skove til bagbord og Røsnæs’ molérklinter resten af vejen ud ad fjorden. Efter knap en halv times sejlads brød Kysthospitalets hvide pavilloner dog ensformigheden til styrbord. Men det overså de fleste, for allerede da havde kedsomhedens trofaste rejsekammerat, sulten, indfundet sig. Og på ganske tilsvarende vis fra Jyllandssiden hvor først Risskov mod nord og Marselisborgskovene mod syd havde fortonet sig i det fjerne. Blæsten fra det åbne hav og dens drilske leg med hatte – i en tid hvor enhver herre og dame med respekt for sig selv ikke gik barhovedet udendørs – havde nu jaget de mest genstridige ind i læ.

En af måderne hvorpå man kunne forkorte oplevelsen af den lange rejse, var ved at indtage en kop kaffe og et stykke smørkage i færgens restauration (som det hed dengang).

Det var før der var noget der hed cafeteria, så alt hvad man ville købe af spise og drikke om bord, måtte man bestille hos tjeneren. Selv en gul sodavand; og selv når man sad på dækket uden for restaurationen. Og når man havde ventet længe nok, kunne man så få sin kaffe. Tjeneren havde ikke nødvendigvis så travlt: Kunderne løb jo ingen vegne – de første par timer!

Var man en større familie, kunne det også tænkes at man havde medbragt sin egen madpakke med de obligate leverpostegs- og rullepølseklemmer i en skoæske. Hertil kunne børnene så drikke deres saftevand fra en genbrugt sodavandsflaske med patentlåg og forældrene tage kaffen fra den medbragte termokande.

Skulle man derimod rigtigt flotte sig, prøvede man gerne at finde sig et bord i restaurationen hvor man kunne indtage en gang smørrebrød eller en varm ret, alt efter hvor meget man nu ville spendere på dette tidsfordriv.

Så her på færgens spisested sidder nu en typisk 50’erfamilie, min mor, min far og jeg. Jeg kan ikke huske om mine søstre har været med. Men de har nok skullet passe deres skole. – Vi havde ganske givet kort forinden været ude på dækket for at følge de passagerer som via lejderen skulle entre den lille hoppende nøddeskal af en postbåd til Tunø. Tænk at de turde kravle ned af den stejle skibsside ved hjælp af hvad der i uhyggelig grad kun lignede en rebstige, og så i den søgang! – Nå, men her sidder vi nu og venter på kaffen – og den sodavand som nok i dagens anledning vanker til “så’n en bette knejt” med karseklippet hår.

Pludselig peger barnet på et glasskab i restaurationen hvori man har placeret nogle fristende guldøl, og udtaler med høj og klar røst: “Mor, er det sådan nogle øller Far plejer at drikke sig fuld i?”

Jeg véd ikke hvad der fik mig til at sige dette. Det har uden tvivl vagt en vis moro iblandt de andre restaurationsgæster. Og jeg véd heller ikke hvordan mine forældre tog det. Om de bare lo ad det, eller om de fandt det dybt pinligt. Man gik meget op i hvad folk tænkte, dengang.

Men ét véd jeg, og det er at jeg aldrig nogen sinde har set min far beruset, hverken før eller efter denne mindeværdige færgesejlads mellem Aarhus og Kalundborg.

Så jeg har senere i livet tit tænkt på at i hvert fald dette ordsprog ikke er sandt: Af børn og fulde folk skal man høre sandheden!

K. Aa. Back

Forslag til opfølgende opgaver:

· Brug de anvendte fremmedord i andre sammenhænge så man tydeligt kan se at de er forstået.

· Find flere ordsprog, anbring dem i tre kasser, Sande udsagn, Falske udsagn, Tvivlsomme.

· Hvad kendetegner et ordsprog?

OM genfortælling

Da der højst sandsynligt i dag ikke er nogen lærere tilbage som har prøvet genfortællingen på egen krop, skulle vi måske lige ridse op hvad øvelsen går ud på:

Bemærk for det første at en genfortælling netop ikke er en referatstil! Da sidstnævnte i sin tid erstattede førstnævnte i dansktimerne, var det uden tvivl fordi man syntes at et referat med egne ord er fornemmere end en gengivelse af andres ord. Men filosofien bag genfortællingen er netop at når man nu endnu ikke er i besiddelse af “sine egne ord” i fremmedsproget skriftlig dansk, er det en udmærket sprogudviklende ting at lære syntaksen ved at abe efter. Fuldstændig på tilsvarende vis som det lille barn tilegner sig modersmålets første ord ved at efterabe det talte ord.

Det vil altså sige: Det er helt ok hvis eleven kan huske hele genfortællingen ordret! Og nedfælder den sådan. – Det er selvfølgelig de færreste som er i stand til det, og mindre kan da også gøre det. Men jo flere tilfælde hvor eleven har gengivet oplæggets syntaks, desto bedre.

Hvad gør læreren så?

Han begynder med at skrive overskriften op på tavlen. Derefter giver han klassen følgende mundtlige besked:

»Jeg læser nu et essay op to gange.

Første gang skal I blot lytte. Så læg blyanterne (eller: hænderne væk fra tastaturet) og koncentrér jer om at lytte!

Når jeg så har læst historien første gang, vil jeg skrive et par ord op på tavlen som jeg ikke kan være sikker på at I kender i forvejen. Dem ta’r vi så en kort snak om. Er der andre ord som I kan huske og som I ikke véd hvad dækker, må I selvfølgelig meget gerne spørge til dem også.

Så læser jeg essayet anden gang. Og denne gang må I gerne tage notater. Skriv et enkelt *stikord ned af og til, blot til støtte for hukommelsen. Det gælder om at kunne gengive teksten så nøjagtigt som muligt når I får lov til at skrive.

Og det gør I når jeg er helt færdig med anden gennemgang.

Er I klar? Noget at spørge om?

Væk med “skrivanterne”! Jeg starter nu: …«

*Note: Forudsætter at notatteknik er indøvet i forvejen.

Askeonsdag
indleder Fasten

Efterhånden som kristendom er blevet et større uvidenhedsprojekt i den danske folkeskole/befolkning, er der blevet et stigende rod i vores tidsopfattelse. Det er vist meget længe siden at begreberne Flæskesøndag og Flæskemandag sammen med Hvide Tirsdag og Askeonsdag hørte til almenviden. For slet ikke at tale om deres placering i kalenderen.

Men Askeonsdag ligger altså som et startpunkt for Fasten, den faste som skal berede os til påskemorgens eksplosion af lys og glæde. Altså onsdagen i fastelavnsugen, der *burde begynde med Fastelavnssøndag, og ikke dagene lige før Skærtorsdag og Langfredag.

Askeonsdag iagttages blandt de romersk-katolske som streng fastedag. Den eneste som i øvrigt er tilbage sammen med Langfredag i den katolske kalender. I messen på Askeonsdag indgår et lille ritual som er knyttet sammen med Palmesøndag året før.

Palmesøndag er jo kirkens højtideligholdelse af Jesu indtog i Jerusalem (til moderne journalister: bemærk genitivformen af navnet Jesus, og jf. samtidigt genitivformen Kristi). For at genopføre hyldesten til Jesus da han drog ind i Jerusalem, går man i procession med palmegrene. Da palmegrene ikke har været de nemmeste at få fat på i de nordiske lande, har man her benyttet sig at en mild substitut i form af buksbomgrene. Efter dagens fejring tages grenene så med hjem – eller blot en enkelt heraf – og hænges på krucifikset, hvor den så indtil Fastelavn i det følgende år tørrer ud, men dog bevarer lidt af håbets farve på bladene.

Disse grene brændes så på Askeonsdag. Asken skal nemlig bruges til messen. Og her bliver på et tidspunkt menigheden bedt om at defilere forbi alteret hvor hver enkelt får tegnet et lille askekors i panden (evt. blot drysset en smule aske i håret) med følgende formaning: Husk menneske, af støv er du kommet, til støv skal du vende tilbage. Eller i den korte version jeg har hørt: Husk menneske at du er støv!

*Men hvordan kan Askeonsdag ligge i samme uge som Fastelavnssøndag (Flæskesøndag) hvor det gjaldt om at få ædt så meget som mulig inden Fasten? Søndag hører jo til ugen før! Ja, det skyldes noget andet ugudeligt rod man fik lavet samtidigt med at alle uger fik officielle numre som det offentlige regner med når det gælder alt fra børnehaver over skoler til tømning af skraldespande.

Hvilken dag i ugen er den første?

Spørger man Lukas, får man at vide at meget tidligt om morgenen den første dag i ugen gik nogle kvinder ud til graven …”. Hvilken grav? Hvornår? Hvorfor? Jesu grav. På tredjedagen efter korsfæstelsen Langfredag: fredag én, lørdag to, søndag tre. Fordi de ville ære den døde med nogle velduftende salver.
Til deres store overraskelse fandt de så graven tom. Og dette glædelige budskab har siden sig bredt ud over Jorden som en steppebrand. OG af samme årsag har de kristne i det meste af tiden efter denne verdenshistoriske begivenhed fejret helligdag på ugens første dag, søndag.
At søndag er første dag i ugen, har også, ifølge den jødiske kalender, været gældende siden “verdens skabelse”. For her har ugedagene ikke ugudelige navne som i den germanske hedenske kalender: Soldag (Sunday), månedag, Tyrs dag, Odins dag, Thors dag, Freys dag og løverdag (i.e. vaskedag). Men på hebræisk hedder dagene blot Dag 1, Dag 2 osv. indtil Shabbat! Og Sabatten falder nok som bekendt om lørdagen, ergo er dag 1 = vores soldag = søndag!
Dengang denne ugudelige omvending af ugedagene fandt sted (som sagt i forb.m. den officielle nummergivning af årets uger), var der nogle journalister der i deres frapperende visdom erklærede at “nu var der endelig bragt orden i sagerne, for ifølge skabelsesberetningen var hviledagen den sidste dag i ugen, altså søndag.” – Ja, godmorgen!

Mittwoch
Det kan i øvrigt undre at tyskerne har villet gå med til denne omvending af ugekalenderen, for dermed er deres Midt i ugen-dag netop rykket væk fra midterpladsen, så det er ikke længere Mittwoch der er mittwoch, nu er det blevet til lyn & torden fra Thor, Donnerstag! Og det er jo ganske enkelt noget ugudeligt rod.

Så derfor, på ganske tilsvarende vis som der findes en forening mod sommertid, burde der oprettes en Foreningen for Genoprettelse af Den rigtige Ugeorden! – Eller er det en sag for EU? EF-domstolen burde se nærmere på denne profanering af den kristen-jødiske ugekalender (som i øvrigt har bredt sig til resten af verden; spørg blot flyselskaberne).

Fortsættes en anden dag.

4

5

6

7

8

9

0

Kalundbogfærgen set fra Aarhus havn engang i 50'erne. Af børn og fulde folk …

Af børn og fulde folk …

Kalundbogfærgen set fra Aarhus havn engang i 50'erne.

Af børn og fulde folk …