[Om at skrive dansk] [Klogere på dansk] [Forsiden]

Staveproblemer

Seneste redigering 4/4! (Et par småting m. henvisninger 6/4.)

Staveordliste, nu i nyrettet udgave, marts 2008.

[Vers. 3.1]

Stavning for Dummies

Bonmot for alle som gerne vil lære noget:

Det som man ikke kan huske, har man ikke lært!

 [Om ordet dummies, se evt. forordet til Grammatik for dummies.]

NYT på listen per 1/4: bagdel/ende; koldbøtte; kulle/kulde; NB/OBS/PS; stumme d’er; vær/vejr 

[Kan også findes ved at søge på "ny<"]

Gå til følgende bogstav:

A, B, C, D, E, F, G, H, I, J, K, L, M, N, O, P, Q, R, S, T, U, V, W, X, Y, Z, Æ, Ø, Å.

Brugsanvisning til denne ordliste

Opslagsord er fremhævet med fed skrift. OBS! Det kan meget vel være at opslagsordet ikke findes i nogen dansk ordbog, men staver man “som en brækket arm”, er man tit utrolig kreativ mht. alternative staveformer, så dem har jeg også taget nogle med af (de er alle autentiske, fundet i bl.a. gamle elevers skrifter, og – ikke mindst – hvad jeg undertiden selv kan finde på at stave til; og så er det ikke engang med vilje). Men HUSK altså: At et ord er med på denne liste, betyder ikke at det er stavet efter de almindelige regler. Læs artiklen ved hvert ord eller henvisningen.

Kantede parenteser om et ord forklarer dets udtale ['u∂-ta-lö]. Hvis jeg fx ville vise hvordan ordet udtale udtales i visse dele af landet, kunne jeg anføre det sådan: ['uij-ta-lö]. (Den 'lodrette streg viser på hvilken stavelse trykket ligger: Der er forskel på 'intolerant og inve'stere. Den lodrette streg kan også opfattes som en taktstreg: trykket (accenten) falder altid lige efter taktstregen: 'EN, to, tre, fire; 'EN, to, tre, fire … )

Jeg ser, pudsigt nok at vendebomål bliver anvendt mere og mere i tekstning på tv. Det skal være med det vons bliver til udtalen: [De’ ska’ vær’ mæ de’ vuns] (“Med det vons” er vendelbomål for “ikke nu, men NU!”)

Bliv nu ikke forskrækket over at jeg udelukkende holder mig til latinske betegnelser i grammatikken. Skal du klare dig i alle internationale ordbøger og i Retskrivningsordbogen (RO), skal du kende dem alligevel. Og det er ikke sværere at lære end at en gråspurv hedder Passer domesticus, og at en hest hedder Equus på latin. Og det er ganske enkelt noget vrøvl at ordet udsagnsord for de fleste skulle være mere meningsfuldt end ordet verbum. Det er vel også ganske almindeligt at kalde vores bogstaver for konsonanter og vokaler.

Til dem af mine gamle elever som ikke kan forstå min tegnsætning, kan jeg oplyse at jeg (stadig) holder mig til Sprognævnets anbefalinger, og at den derfor er korrekt!

Endelig er der også de ord ingen véd hvordan staves eller som altid siges forkert, fx indicere/indikere*. Dem har jeg markeret med en asterix (*).

Til allersidst i disse indledende bemærkninger, læg mærke til at ordkontrollen kan finde på at sætte røde og grønne streger under teksten fra dette dokument hvis du har hentet noget af den ned (downloaded det) og åbnet den i Word. Det skal du ikke tage dig synderligt af. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg har lavet fejl. Nu gror træerne ikke ind i himlen, så måske har jeg. {Se “ordkontrol”}

 :) .b

[til top]

a< [til oversigt]

ad eller af – Glider man hen ad noget, “kan man høre bevægelsen” at det er langs med: hen ad vejen, ned ad stigen, ud ad vinduet. Ad tager tid! – Af [a’] derimod er noget afbrudt, væk fra, færdig med det: Af vejen! Her kommer jeg. – Han faldt ned af stigen, er værre end hvis han faldt ned ad den (længere om det, blødere landing!). – Han sleb malingen af vinduet. – Adgangseksamen er begyndelsen på et længere forløb; afgangseksamen, så er det ud af klappen!

afdrag – Det kan godt være det gør ondt med store afdrag på sine lån, men det har ikke noget med av at gøre. – NB! Hver eneste gang en stavelse lyder [av-] på dansk, staves den af. I motsatts till våra svenska bröder som jämt skriver av- t. ex. i avbrott!

af vide {se at vide}

alene – l’et i alene står alene

akkord – Man skal ikke gå på akkord med brugen af k’er i akkord, derfor 2 k’er

akrobat – Smyger sig i modsætning hertil uden om alt for mange k’er, så her nøjes vi med ét

akvarie-* – bruges kun i sammensatte ord, fx akvariefisk, ellers hedder det et akvarium. – HUSKEregel, se museum.

akvarium – dette substantiv bøjes sådan:

et akvarium, akvariet, flere akvarier, alle akvarierne

alligator – To kæber, to l’er!

anbefale – At være alt for rap behøver ikke være en anbefaling, altså ikke noget med and.

andelsbolig – (især for jyder) Andel har ikke noget med handel og vandel at gøre (og rimer derfor heller ikke på det). Hvis man har part i noget, har man en andél, så [annelsbolig] staves altså andels-bolig (uden bindestreg, naturligvis!)

anledning – Der er ikke noget rapt over anledning, altså heller ikke noget med and!

anflyve – Heller ikke noget med (flyvende) ænder at gøre. Det kan i øvrigt anbefales at man undersøger om man har med ænder at gøre hver gang man har præfixet an-! – Man kunne måske også sige: Fordi der er ét n i et ord, behøver der jo ikke være flere ænder!

apotek – Medicin er noget man skal spare på, så spar på p’erne i apotek.

appelsin – Denne frugt (dette “kinaæble”, af tysk Apfel og fransk la Chine) må man til gengæld gerne spise en del af, især om vinteren. “Vil du gerne have en appelsin?” “Hellere to[1] (p’er)!”

april – HUSKat månedsnavne (i modsætning til engelsk skrives med lille). Så når din pc ændrer 1. april à 1. April[2] uden du har bedt den om det, er det altså forkert! (Slå den funktion fra som automatisk retter til stort bogstav efter punktum)

atmosfære – Selv aviserne er ved at finde ud af at ordet atmosfære er et ord sammensat af atmo- og -sfære. Så kan du jo også lige så godt begynde at dele det rigtigt ved linjeskift.

at vide – Af underlige årsager er flere og flere unge begyndt at bruge formen af vide, måske forbi man siger [a’ vide], og da [a] normalt staves af, tror man altså at det hedder “det er ikke godt af vide”. Vend sætningen om: At vide noget er godt! Her er der vel ingen der drømmer om at bruge [a] forkert, vel? Den grammatiske forklaring finder du i “Grammatik for dummies” {led efter infinitiv}

avdrag – ingen ord på dansk begynder med av-, {se afdrag}

b< [til oversigt]

bagdel – er ikke det modsatte af fordel; det modsatte af “en fordel” er altså “en ulempe”, om jeg må be’!  ny<

bede – Det hedder altså ikke “bedte” om jeg må be(de)! “Jeg bedte om et glas vand ved kroen.” Verbet at bede er stærkt bøjet:

jeg beder, jeg bad, jeg har bedt.

Formen bedte er derfor bad! Puh-bad!

begmand – ['bajman’] har ikke noget med bajer at gøre, men en gammel tjæreform, beg. Så får man en ordentlig begmand, er man smurt med tjære om næsen!

bilde/bilder/billed {se billede}

billede – Selvom flere og flere med Amin Jensen kløjes i ordet billeder, hedder det altså stadig ikke ['bil’dår]. Tænk på et billede, altså med e. Udtalen ['billed’] er en tilbageslutning fra fx billedbog, for billede mister e’et ved sammenføjning med andre ord, billedkunst, billedrør, billedsprog (metaforer).

bløde g’er – er tilsyneladende forsvundet helt fra dansk. Nu taler man om stumme g’er, men det må man som gammel Jeronimus så tillægge en devaluering i udtalen. Og det lægger så et yderligere handicap på os dyslektikere: Vi kan ikke længere lytte os frem til de bløde g’er. For det vil vel blive betragtet som den rene og skære reaktion og “nostalgisme” at håbe på en genindførelse af øvelser i danskundervisningen i den gode (og dermed forståelige) udtale.

Når man trawler sproget igennem for at finde nogle eksempler på det bløde g, får man ikke den store fangst, netop pga. udtaleproblemer. Men i et gammelt ordsprog kommer vi tæt på:

Krage søger mage.

Somme vil nok hævde at fuglen her udtales [krave], men det mener jeg nu er en form for halsklud monteret på en skjorte. Andet ord, søger, vil nogle nok udtale [sø’år], så det er heller ikke så godt. Tredje ord, mage, er der måske mere held med. For udtales det med ‘v’, lander vi lidt over bæltestedet, så her er vi nærmest tvunget til at bruge det bløde g, om vi så vil være ved det eller ej.

Jeg kan desværre ikke på mit tastatur finde symbolet for “blødt g” (og da slet ikke et der vil kunne gengives på en hjemmeside), så hva’ ska’ vi griv’ å gjøre i? <link vendelbomål> Vi prøver med det græske bogstav γ [gamma] og ser hvordan det fungerer.

Krage søger mage

gengives derfor sådan i min udtalevejleding:

[kra- γö sø- γer ma- γö]

fordi der rent faktisk er bløde g’er [γ] i alle tre ord.

OG det sjove er, har man vænnet sig til at udtale ordene ordentligt, er det også lettere at stave til dem.

Prøv selv med

uge [u- γö]

læge [læ- γö]

tæge [tæ- γö]

mage [ma- γö]

tage [ta- γö] (pluralis af “tag”) eller navnet Tage, verbet at tage

bage [ba- γö]

lage [la- γö] (noget til fx stegte sild, umnn!)

bolche – har nu fået en grim smag af fejlstavning, kun bolsje er korrekt.

bolsje – staves ikke længere med “ch”, kun bolsje er nu normret.

busk (specielt for jyder) Hvordan staver man til [båsk]? Jow, en bussemand gemmer sig i en buuuuuusk!

båsk {se ovenover busk}

c< [til oversigt]

cand.scient – og andre akademiske titler skrives med lille på dansk. Og bemærk også det pudsige forhold, som ellers er enestående i dansk retskrivning, at der er ingen mellemrum mellem orddelene! RO vil hævde det gælder alle forkortelser lige efter hinanden, men holder den - ?!

Det hedder fx cand.scient.pol., cand.ling.merc. og cand.med.vet. – Og bliver man doktor i tandsnedkeri, kan man på visitkortet tilføje dr.odont. – For øvrige forkortelser, se fremmedordbogen.

check – betegner nu kun det stykke papir man skriver under på sådan at den man betaler for ét eller andet kan få sine penge af min bank. Ex: Husker du at på en check skal man skrive beløbet både med tal og med bogstaver? – Hvis man derimod vil tjekke om der er skrevet rigtigt inden man sender sin check, må det ikke længere staves “checke”

d< [til oversigt]

d’er – har altid voldt mig besvær, især de stumme af slagsen, og selv i dag kan jeg undertiden blive i tvivl om dem. Nordmænd og svenskere er herligt fri for den slags spekulationer, for her er de stumme d’er afskaffet (næsten). Men trods det er der stadig forskel på man og mand på norsk, selv uden stumt d: Man kan aldri vite; han modnes fra gutt til ung mann. – Det er der selvfølgelig også på svensk; her er forskellen blot ens: Tag det som en man; man måste beundra hans energi. Men på dansk må vi bare se at lære de ord udenad der har stumme d’er. Se fx koldbøtte.  ny<

de/dem der … - gerne vil vide hvornår man bruger de eller dem i en sætning der indeholder den slags ledsætninger, må læse med her. Prøv i sætningen Dem der gerne vil vide …, må læse … at fjerne ledsætningerne (fra der gerne …): Dem … må læse !!! Her er det jo tydeligt at dem ikke dur, det skal være de. De … må læse.

Hvad så med Af de der kommer uforberedt, kan man ikke vente sig det store! – ? Igen fjern ledsætningen: Af de … kan man ikke vente sig … Den går jo ikke, derfor er det mest korrekte (og jeg véd godt at jeg her er i modstrid med visse grammatikker) er naturligvis formen dem! Af dem kan man åbenbart vente sig lidt af hvert (disse grammatikker). Jeg formoder ikke nogen ville drømme om at sige “af de kan man vente sig”. Eller endnu tydeligere hvis vi vender sætningen om: “Det kan man vente sig af de”! (Læs evt om akkusativformer i Grammatik for dummies.)

dægge/dække – Hvad nu hvis man vil dække bord? Hvordan staver man så til [dægge]? Ordkontrollen kan ikke hjælpe en, den anerkender begge former som rigtige. – G er blødere end k, og et lam er blødere end et bord, så dægge har med lam at gøre (et dæggelam) og dække med det hårde bord! Man kan også krybe i læ under et dække, og det skulle jo gerne være tilstrækkeligt hårdt (med ‘k’, altså) til at yde beskyttelse.

e< [til oversigt]

edder/æder – Koen bliver edderspændt hvis du æder dens kalv. NB! De fleste ord på dansk der lyder som om de begynder med æ-, har faktisk e som første bogstav. Så fandt du det ikke under æ i ordbogen, prøv e! Og HUSKat man må slå op en million gange og firs hvis det er nødvendigt – indtil man har det lært, det som er så svært! Hvad man ikke kan huske …

Egypten <se Ægypten>

ende/enne – Man får enden på komedie om man glemmer d’et i ende.  ny<

-ende/-ene – Hvornår er denne endelse med d og hvornår ‘meduden’? Her kommer vi ikke uden om et stykke grammatik, man kan ganske enkelt ikke høre forskel.

-ende bruges alene i forbindelse med verber[3]:

at løbe, jeg løber, jeg løb, jeg er løbet, jeg er løbende

at køre, jeg kører, jeg kørte, jeg er kørt, jeg er kørende

-ene bruges i forbindelse med substantiver[4]:

et løb, løbet, flere løb, alle løbene

en kø, køen, flere køer, alle køerne

ex1 I alle løbene var alle de løbende løbet forkert.

ex2 Flere og flere køer dannedes ved billetsalget, og til sidst var de så lange at de gik ud på gaden og generede de kørende.

enne – Her er der ikke megen hjælp at hente fra ordkontrollen hvis man ikke kan huske at der skal d i den del (med D!) af kroppen der er højest når man sanker strå eller (mere nutidigt) plukker jordbær. – Den (ordkontrollen, ikke enden) kan åbenbart ikke tænke sig at en dyslektiker kan have svært ved de stumme d’er.  ny<

f< [til oversigt]

fabrikken – HUSKat der er fire skorstene på fabrikken: f én, b to og kk tre og fire!

fordi at – hører egentligt under grammatik, men ganske kort: Der er noget der hedder fordi at. Alle bruger det. Næsten!

forkortelser – Alle forkortelser afsluttes med punktum: kr., inkl., maks., osv. OG HUSKat fortsætter sætningen efter forkortelsen (Giv mig de 15 kr. du skylder mig!), skal du ikke finde dig i at computeren retter til stort bogstav! Slå funktionen fra. – Men obs! lige her: Flere og flere tror der også skal forkortelsespunktum efter metersystemets betegnelser m, l, g, km, hl og kg [kilogram]. Fx: “Han tog 4 g gær til sit brød.” – Kik i en avis, og du vil finde eksempler på at journalister er begyndt at sætte punktum efter g! – Forkortelsen for for eksempel, fx, er heller ikke efterfulgt af punktum. Hvorfor?! Fordi fx opfattes på linje med en ampersand (et &-tegn [og-tegn]) som er et logogram[5] og skal derfor ikke efterfølges af punktum. I øvrigt, spar på energien, brug “fx” (to anslag) i stedet for “f.eks.” (6 anslag, HUSK uden mellemrum!). Se også {hjemmelavede forkortelser}, og forkortelser 2 herunder.

forkortelser 2 – En del har ikke opdaget at hverdagsforkortelser nu om dage skrives “med lille”: tv, dvd, edb, it osv. På Origo har vi dog valgt civil ulydighed over for forkortelserne DNA og RNA fordi en skrivning “med lille” ofte er direkte meningsforstyrrende.

fortov – Hvordan huske det intet har med torv at gøre, “et for-torv”, hvis man ikke lige sidder ved computeren? Måske skulle man spænde et tov op for trafikken så fodgængere ikke kommer til skade …

frakment – har ikke så meget med frakker at gøre; det Går [med G!] bedre med fragment.

fyrre eller fyrretyve, altså 40. Den gamle form ses vel kun i dag i forbindelse med Ali Baba og de fyrretyve røvere. Den gamle betegnelse er klart til for at narre en. Vi har jo ellers et tyvetalssystem, men netop fyrretyve har intet med tyve at gøre. Det er en forvanskning af det norrøne fjórir tigir = 4 * 10! – Så vi burde faktisk sige firti når vi taler om 40!

g< [til oversigt]

geschæft, en eller geschæftig er nu afløst af gesjæft og gesjæftig (eller geskæftig)

gesjæft – Denne lille forretning har nu mistet sit tyske præg, så den kun staves med “sj”. Og selv det gamle synonym for bibeskæftigelse nebengesjæft staves med “sj”.

glemer/glemmer – i betydningen det glitterstads man hænger på juletræet, staves glimmer. – Glimmer bliiiinker i julelysene, altså med i ! – Derfor må morsomheden glimragende også staves med “i” da det er en sammenskrivning af glimrende og fremragende. {Se -ende/-ene}

glemmer – kommer nemlig af at glemme = ikke huske: Ex: »De fleste glemmer vist at “at huske” før i tiden hed “at komme i hu”. Nu for tiden er det kun svenskerne som bruger ordet i “komma i håg”, og det kan man jo godt blive lidt gram i hu over.«

glimmer – (juletræspynt) Hvis du tror ordet staves med e, se ovenfor.

gulerødder – Da disse “gule rødder” ikke nødvendigvis kommer fra Gullestrup, kan man måske huske at de kun indeholder ét l!

gullerødder – se gule rødder!

gymnasie-* – “Hvilket gymnasie går du på?” kan man høre selv gymnasieelever sige af og til. Men formen “gymnasie” hører sig kun til i sammensatte ord (som det med -elever). – HUSKEregel, se museum.

h< [til oversigt]

halvtreds/tres – Hvorfor i alverden staves det ene med d og det andet ‘meduden’? Det kan kun forklares med vores vanvittige talsystem som er et tyvetalsystem (og det overgår selv franskmændenes med deres ‘tiogfirs’, ‘elleveogfirs’ osv.). Halvtreds er en forkortelse af talordet “halvtredsindstyve” hvilket udlagt i det danske tungemål tydes halvtredje[6] gange tyve = 2,5 * 20 = 50. Så fordi der er ‘d’ i “tredje” er der ‘d’ i halvtreds. – “Tresindstyve” udlægges således: tre gange tyve = 3 * 20 = 60! Og da der ikke er ‘d’ i tre, er der heller ikke i tres.

halvtredsindstyve – Sjovt nok er ordenstallet {se Grammatik for dummies} for 50 faktisk lettere at udtale “på gammeldags” end den nymodens tilpasning: “Halvtredsindstyvende” er lettere at sige end “halvtredsende” (man kløjes lissom i den endelse: [hal-'tre-sö-nö]).

hel – [hel] i modsætning til halv. “Giv mig en hel portion, ikke kun en halv.” Se nedenunder.

hel – ['hæl] Hvis nogen ønsker en anden hel og lykke, bliver det et lidt modstridende ønske. Hel er (nok som bekendt) asatroens dødsrige og i øvrigt sproglig forløber til helvede. Held og lykke skal lige have et d i enden – hvis der skal være held ved det. Mnemoteknik: Heldig staves med d[7], altså d i held! Man er heldig når man kan stave til held.

held – Der er ikke så heldigt hvis man glemmer d’et i held, for med hel er vi et noget andet sted!

hend – er der ikke noget der hedder; måske mangler der et ‘e’, så bliver det til “hende”; eller der er et ‘d’ for meget i hen, fx “kom her hen!” – “Er det hende der sidder dér henne?” Når det hedder “dér henne”, må det også hedde “kom her hen”, uden ‘d’.

hendvende – Hvis ordet henvende skulle være med d, bliver det noget hændervridende. Hen(!) til kommoden og tilbaws igen, derfor vender man derhenne!

henvende – Hvordan husker man at der ikke er d i forstavelsen? Se ovenfor!

hospitalshave – Nu skal det jo ikke være det rene pjat med denne staveordliste, så vi ta’r lige en lille definition midt i alvoren: En hospitalshave er noksom bekendt et sted hvor de syge når de raske, er nede når de er oppe!

hænge/hænge*/hang/hængte – De to ord se ens ud, men i bøjningen skiller de sig ud fra hinanden.

at hænge, den hænger, den hang/hængte, den er hængt (op, fx)

at hænge, jeg hænger, jeg hængte, jeg har hængt (den op)

Det er altså hængte/hang som er problemet.

Det letteste er ganske enkelt at undgå formen hang, for ordet hængte er korrekt i begge betydninger, jf. RO.

Vil du absolut bruge hang, så brug æ-reglen: Når man bevæger [be-'vææææ-ger!] noget, er det hængte. Hænger det uden at forandre [for-'aaaan-dre] stilling, er det hang.

Ex: Hængte du min jakke på plads i går? Jeg syntes {se synes} ikke den hang i skabet i morges.

Hestetyven hang i galgen fordi pøblen hængte ham i den.

Hænger jeg på den, bare fordi jeg ikke så om skabet hang lige?

Se også sidde/sætte-prøven.

Grammatik? Slå op under transitive/intransitive verber.

høre – Hvad skal man gøre når man nu ikke kan høre om der er -r på køre? Man kan lære grammatikken bag {se “præsens-r” i Grammatik for dummies}, men det er måske lige straks en for stor mundfuld.

Så må man bruge spise-reglen eller spise-prøven.

Den siger: Sæt ordet spise ind de steder hvor du ikke kan høre om ordet ender på -r eller ej. Fx »Jeg køre(r?) lige en tur med bilen, så gider du lige høre(r?) efter telefonen!« Sæt verbet ‘spise’ ind de to steder hvor der er tvivl, sådan: »Jeg spiser lige en tur med bilen, så gider du lige spise efter telefonen!«

“Spiser en tur … spise efter telefonen” – hvad er det for noget vrøvl? Skidt med om det i sammenhængen er noget vrøvl, for det fremgår tydeligt (det kan høres!) at der skal -r på første verbum (kører) og intet -r på sidste (høre)!

i< [til oversigt]

I – I modsætning til ordet ‘i’ (fx nede i noget), staves ‘I’ med stort når der er tale om personer. Vil I komme til min fødselsdag? Har I set min kat? Hvad laver I her? Kommer I i aften? Grammatik: Det personlige pronomen I staves med stort, præpositionen i med lille!

i dag/i går – Forsøger du at efterabe engelsk og skrive i dag og i går i ét ord, opdager du at ordkontrollen (måske) skiller det ad. For today gælder ganske rigtigt reglen “i ét ord”, men i dag gælder den ikke!

ind/in- Hvorfor staves indavl med d og indeks ‘meduden’ (altså ikke ‘inddeks’), inddrive med og inflation uden d??!! Hvornår hedder det ‘ind-’ og hvornår ‘in-’? – Forskellen ligger i om det er et fremmedord eller ikke.

Inddrive = ind + drive => ikke fremmedord. Inflation => fremmedord (prøv at sige ordet på engelsk, ‘inflation’; man kan høre det er det samme ord).

– En anden måde: Kan ordet siges uden ind-, så er det ikke et fremmedord og derfor staves det med d, fx (ind)avle er ok, (ind)blande er ok, (ind)køre er ok, men (in)deksere er ikke ok[8], heller ikke (in)jicere er smart som nålestiksoperation, eller (in)spektion. Spektion, hvad er det for noget??!!

MEN Men men, pas lige på her. Bruges in- som en nægtelse (ligesom u- i usoigneret), dur reglen ikke. Inaktivitet og aktivitet går begge dele, inappellabel og appellabel kan en sag også være; endelig kan noget både være acceptabelt, inacceptabelt og uacceptabelt. (Så igen, Ydemark, har vi ikke en regel uden undtagelse. J)

Står ‘in-’ for ‘u-’, er der endvidere tryk på stavelsen. Inaktiv ['in-ak-tiv] har tryk på første stavelse.

Og en tredje regel er nemlig at man kan prøve at lytte efter trykket:

-          Er der tryk på første stavelse, er det (som regel) ikke et fremmedord: indkøb, indhente, indføre;

-          er der ikke tryk på første stavelse, er det (som regel) et fremmedord: incitere, infinitiv, information.

Siger disse eksempler dig ikke noget, er der kun ordbogen tilbage; den skal så til gengæld bruges hver gang du er i tvivl!

indenfor/inden for* – Hvornår i ét ord, hvornår i to? Skulle man til FSA i retstavning med det gamle karaktersystem have 13, måtte man have tjek på denne bagatel; ingen andre[9] (end jeg) bekymrer sig om den. Så om du skriver det ene eller det andet i alle andre sammenhænge end lige netop retstavningsprøven, vil ingen lægge mærke til det.

Men igen. Der skal også være lidt service for dem der som jeg lider af udbredt petittessehængeri, derfor her den grammatiske forklaring:

-          Står indenfor rent adverbielt, skrives det i ét ord: “Kom indenfor! I det vejr er det sjovere at være hund indenfor end udenfor.”

-          Bruges inden for derimod i et præpositionsled, skal det i to ord: “Inden for murerne. Inden for disse begrænsninger kan ingen ånde.” Pas lige på! Det gælder også hvis konstruktionen er efterhængt (så man kan altså ikke lave en regel der siger at står den alene sidst i sætningen, er den i ét ord):

Ex:

De rammer som instruktøren havde stillet op, fandt ingen skuespillere det muligt at agere inden for.

Huset Glücksborg har det en vis betydning at være født inden for.

Hvis målingerne er normalfordelte, forventes det at 2/3 rammer inden for usikkerheden og 1/3 uden for.

indicere/indikere* – Disse to verber kan “ingen” bruge rigtigt, hverken i tale eller skrift. Men for dem af jer som gerne vil vide mere end de fleste, kan jeg oplyse at indicere [in-di-'se-re] betyder tyder på, er tegn på, antyde; og man kan huske den korrekte udtale på at indicium er en afledning af indicere. – Indikere [in-di-'ke-re] derimod er noget fx et manometer gør. “Manometret indikerer (angiver) et bestemt tryk i beholderen.” – Den næsten til fuldkommenhed gennemført fejlagtige brug af ordet har sikkert sin afsmitning fra engelsk indicate, som netop udtales med k-lyd. Og eftersom alle bruger indicere forkert (der går år og dag imellem jeg ser det korrekt anvendt i tale eller skrift), vil jeg tro at indikere i næste RO vil være opført i betydningen tyder på.

indicie, et – er forkert, det hedder altså et indicium.

indicium – Det er korrekt at det hedder (pluralis) flere indicier, men derfor hedder det stadig et indicium. Indicium kan så samtidig indicere at indicere både staves med ‘c’ og udtales med [-s-]. Jf. akvarium, gymnasium, museum, seminarium, studium. OBS dobbeltformerne stadium og stadie er nu begge normrette.

j< [til oversigt]

k< [til oversigt]

karambolage – har absolut ikke noget at gøre med at man vil kramme en anden, tværtimod! Så ikke noget med kram (som i “krambolage”), men snarere kara-te!

kastanje –har før i tiden kunnet staves på anden vis. Den går ikke længere. Så vil man ud at lede efter kastanjer, skal man ikke grave i jorden, men lede efter dem oven på jorden (med j!).

kateder/kateter – Katedret[10] (med ‘d’) er dér hvor lærerens sidder, altså lærerens skrivebord. Et kateter (med ‘t’) derimod er et rør man stikker op i en patient på hospitalet. – Det vil unægteligt se lidt akavet ud med en patient der render rundt med et kateder både på gangene og i hospitalshaven!!!

kige – se kikke, Brorsons gamle stavemåde {se Op al den ting, strofe 6} er ikke længere normret.

kigge – se kikke

kilo – bruges ofte i en anden betydning end den oprindelige, nemlig “tusind gram”. Men kilo betyder kun 1.000. Når du derfor beder om 10 kilo kartofler (i stedet for 10 kg [kilogram]!), er det i virkeligheden 10.000 kartofler du er ude efter. NB! I moderne sprogbrug er “ti kilo” som du véd også blevet et udtryk for penge, altså 10.000 kr.

kilomet/kilometer – se km

kikke – Hvorfor dog stave ordet for at se på noget eller se gennem noget, kigge? Brorsons kige (fra Op al den ting) er faktisk afskaffet som korrekt form i dansk. Og det hedder under ingen omstændigheder “kiggert”, kun ordet kikkert er ok.

kikkert – Og så minder jeg lige mine gamle elever om den klassiske vittighed: Hvad hedder en kikkert i datid?!! (Den u(den)forstående: Man kan da ikke bøje substantiver i præteritum! – Nej, men det er netop det morsomme når man kender svaret!) Og for at man nu ikke skal være helt lost, kommer vi lige med et hint til løsningen: Hvad hedder “at se” i præteritum (datid)? “Jeg så!”

km – Igen en sjov udvikling i sproget. Alle er klar over at det hedder to km [kilometer], men flere og flere er begyndt at bruge formen 1 km [kilomet]. Vel ud fra en tilbageslutning fra at når det hedder to universiteter – ét universitet, må det også hedde to kilometer – én “kilomet”!

Man kan så spørge sig selv om det også hedder 1 met i stedet for 1 meter?!!

Den grammatiske forklaring: Ordet kilometer består af præfixet kilo- + substantivet meter. Alle ord bøjes efter deres sidsteled, dvs. når meter talbøjes en meter – flere meter, bøjes kilometer ligesådan, en kilometer – flere kilometer. – Så kan vi lige få den “kilomet” aflivet, tak! Se også forkortelser.

koldbøtte eller kolbøtte – Ja, eftersom ordkontrollen ikke kan hjælpe (min reagerer ikke på fejlen), må man selv opfinde en huskeregel: En kolbøtte har ikke noget med lav temperatur at gøre, men det franske cul = rumpe, bagdel; og med kolbøtter får man enden i vejret. – Man kan måske også huske kolbøtte på at man får varmen af at slå kolbøtter, altså man bliver det modsatte af kold!  ny<

komme i hu – Ja, visse ord og udtryk som ellers kunne hjælpe til at forstå vore skandinaviske broderfolk, er desværre gledet ud af sproget. Se glemmer

konditor – Der er “kon” ét t i konditor. – Det minder mig om min fars gamle vittighed (vi er nu i gennemgangen kommet til vittighed nr. 117 i Backs vandede: En mand ringer på telefonen og spørger: “Er det konditoren?” – “Nej, det er kun datteren!” – “Nå, så er det måske konditorkondatteren?!”

krambolage – er der heller ikke noget der hedder på dansk selvom vi siger det hele tiden. Hvordan finder man det så i ordbogen? Kun ved at få at vide at det hedder karambolage. Der er altså et uhørligt ‘a’ efter første k!

kulle – er der kun noget der hedder hvis man hedder Jarl til fornavn (og så skrives det naturligvis med stort: Jarl Kulle). “Man bliver kol af kulle”, kan man jo prøve at skrive. Ordkontrollen angiver så kold som en mulighed for første fejl: Altså, vi skal ha’ tilføjet et stumt d. – Men så kan vi selv regne ud at anden fejl også rettes vha. et stumt d: Er der d i kold, må der også være det i kulde! (Man skulle nødig beskyldes for at være kullet, dvs. skør. Jf. for resten Den kullede Greve hvor ordet har en helt anden betydning.)  ny<

l< [til oversigt]

ligge/lægge* – Her står vi med et stigende problem i dansk. Flere og flere journalister kan itte hitte rede i hvornår det hedder det ene, og hvornår det andet; så det er måske ikke så underligt hvis du heller ikke kan.

To forklaringer

En her med grammatik:

Jeg ligger/lægger mig på divaneseren over middag.

Verber har objekt (mig) og er derfor transitivt, derfor er lægger det korrekte.

Hun ligger i sengen hele dagen.

Verbet her har intet objekt og er derfor intransitivt (hvad ligger? intet; hvem ligger? hun! = subjekt!).

Og en uden grammatik:

Ligge bruges i forbindelse med noget som ligger stiiiiille = ‘i’ i ligge og ‘i’ i stille! Bogen ligger i vinduet (den flytter sig ikke).

Lægge bruges i forbindelse med at noget bevæææææger sig = ‘æ’ i lægge som ‘æ’ i bevæge! Jeg lægger bogen i vinduet (jeg flytter bogen fra ét sted til et andet).

EX:

Kan du så ligge stille, dreng, ellers lægger jeg dig ned i hundekurven!

Hun havde lagt ungen i hundekurven, så kunne den ligge dér nok så fint!

Gider du lægge nøglerne dér hvor du plejer; hvis de ikke ligger hvor vi har aftalt, kan jeg ikke finde dem.

Se også hænge/hænge og springe/sprænge samt Grammatik for dummies.

linie* – ordet eksisterer ikke mere på dansk. RO angiver nu alene formen linje som den korrekte, at I véd det! Aviserne véd det ikke.

lære eller lærer – Er det en lære der skriver en lærerbog, eller er det en lærer som skriver en lærebog? – Ja, ordkontrollen reagerer godt nok på lærerbog, men det gør den til gengæld ikke på “en lære” selvom man mener den der underviser, en lærer. – Nu hænger det selvfølgelig sammen med at der ér noget der hedder en lære; det er blot ikke et menneske:

Darwins evolutionsteori er en lære der har været altdominerende inden for biologien i over 100 år.

Jensen er lærer med speciale inden for biologi.

Er der så slet ikke noget der hedder en lærerbog? Ja, hvis der er noget der hedder en kokkebog, en murerbog eller en chaufførbog, må der vel også være noget der hedder en lærerbog. Men så betyder det blot en bog for lærere. – Det var så afdelingen for subjekter (en lære, en lærer), men så er der jo verbet at lære.

Han har svært ved at lære hvornår der skal -r på “lære” eller ej.

Ex:

Man lærer[?] kun at spille klaver ved at øve sig meget. Så vil man lære[?] det, må man klø på med skalaer, fingersætninger, con amore-spil osv. En god regel siger 1/5 teknik, 1/5 nyt repertoire og 3/5 con amore-spil. Det sidste er vigtigt, for spiller man ikke “af kærlighed”, kan det hele være lige meget. Hvorfor så lære[?] det!

Har jeg stavet rigtigt ved [?]’ene? Prøv spise-reglen. Find den under høre.

m< [til oversigt]

meter – Vi minder lige om at forkortelsen for meter er m, og ikke andet; altså ikke noget med forkortelsespunktum efter. Det bruges nemlig ikke efter metersystemets betegnelser, meter (m), liter (l) og gram (g). {Se også under forkortelser}

mit eller midt – Der er d i midten af midt, men er det bare mit (og ikke dit), så er det meduden d!

muligvis – Der kan mu-ligvis gro mug på en ost (muh!), men aldrig på ordet muligvis. Der er altså ikke noget mug ved første stavelse.

museum – Det høres undertiden: – Han arbejder på et [mu-'sæ’], men jeg tror nu ikke nogen kunne drømme om at stave det i den “henretning”. Men det hedder jo heller ikke museedirektør som fx akvarieglas, gymnasieklasse, seminarierektor og studieretning.

et museum, museet, flere museer, alle museerne.

Men når man nu kan huske at det hedder museum, så kan man vel også huske at det hedder et akvarium, gymnasium, seminarium og et studium – hvis man altså vil være klogere.

OBS dobbeltformerne stadium og stadie er nu begge normrette.

n< [til oversigt]

NB – Bruges sjovt nok ofte fejlagtigt for et efterskrift (se PS). “NB” står for nota bene hvilket udi det danske tungemål udlægges således: “Læg vel mærke til” eller mere frit: “Bemærk venligst!”. – Det svarer derfor helt til en anden i dag af tv misbrugt forkortelse, OBS, og signalerer blot at her er noget man skal lægge mærke til. – NB! Man bruger ofte udråbstegn i forbindelse med “NB”.  ny<

nebengesjæft – se gesjæft

nem/nemlig – HUSKat det er ææærgerligt hvis man staver nem/nemlig med ‘æ’! Det er meget nemmere med ‘e’. (Nå, den huskeregel blev vist lidt søgt; kan du ikke selv finde på en bedre?)

noget – [nåed]. Af og til udtales ordet også som om det var det samme som nåde, som i på nåde og barmhjertighed, nemlig [gir du nåde?]. – Men det kan ikke nytte noget at du glemmer g’et i noget, for den der roder rundt i noget og nåde, finder ingen nåde! Se stumme g’er

nyne eller nynne – Kun hvis alle n’er [ænder] er med, nynner Bedstemor And.

nød – i forbindelsen nødt til. Her er der ikke en levende sjæl der kan høre at der skal t på denne nød, det er til nød kun noget man kan huske hvis man har lært det udenad. Så til nød lægges et t i nødt til!

nåed/nået – Hvad er nu det for [nåed]? Ordet staves noget, og det er åbenbart for nogle af os noget værre noget at finde ud af!

nåde – Hvis det ikke er nåde og barmhjertighed du er ude efter, kan det måske være noget andet.

o< [til oversigt]

OBS – er en ganske almindelig, gammel dansk forkortelse for “OBServér venligst” (= vær rar at lægge mærke til følgende). Og dermed er det selvfølgelig smart at bruge forkortelsen til et tv-program man fra det offentlige gerne vil have folk til at lægge mærke til, til at observere i særlig grad. – At det så samtidigt har en sprogfordrejende virkning (i hvert fald på nogle af mine gamle elever), er så en anden sag. – Se også NB!  ny<

ord i ét ord – Der er en stigende tildens med at dele sammensatte ord, især foreninger og firmaer er slemme til det. Men at selv en af statens egne institutioner gør det, er faktisk lovstridigt eftersom de netop er forpligtet på at overholde de danske retskrivningsregler: Udlændinge Styrelsen, jeg græmmes! Den korrekte form er naturligvis Udlændingestyrelsen, også hvis ordkontrollen protesterer. Og det er måske her hunden ligger begravet. Man sammenskriver – rigtigt – et ord, men får så rød linje under[11] og tror følgelig at det er forkert; stregen forsvinder jo lige så snart man skiller ordet ad. Og det er rigtigt ærgerligt, for det er ikke rigtigt, men tværtimod rigtigt forkert!

ordkontrol eller stavekontrol –Hvad kan en såkaldt stavekontrol? Se efter om man har stavet rigtigt? Nej, faktisk ikke. Det eneste den kan, er at kontrollere om det ord man har skrevet, findes i den liste som staveordsprogrammet har indbygget. Og derfor er det ikke andet og mere end en ordkontrol. Hvilken den derfor også burde kaldes – synes jeg! J

ovenpå eller oven på – samme regel gælder som for indenfor eller inden for.

p< [til oversigt]

parallel – HUSKat der ligger to l’er parallelt i parallel, til gengæld er r’et ikke parret!

parre – Der skal to (r’er) til en parring og derfor også i “parre”!

penalhus – pennalhus er faktisk også blevet korrekt ifølge RO, trods at måske ældre sprogbrugere ikke kan lide det; jeg skriver heller aldrig “fordi at” selvom det er tilladt nu; hvad man i barndommen nemmer … Så det kan man så være belastet af resten af livet.

pissoir – Ja, Pardon, my Frensh, men nu nærmer vi os den mere latrinære del af sproget. Ordet “pis” [pes] er fransk, og derfor staves den franske opfindelse for trængende herrer som angivet. Og man må sige at det er noget der rimer på “port” når en sådan benyttes i stedet for.

PS – Denne forkortelse er den korrekte for efterskrift, dvs. hvis man ønsker at tilføje noget til et brev man ellers har afsluttet (med afslutningshilsen og underskrift). PS står for post scriptum og er ganske enkelt latin for efterskrift. – Se evt. NB og OBS.  ny<

q< [til oversigt]

r< [til oversigt]

r – Hvornår skal der -r på et ord og hvornår skal der ikke? Det er ikke altid til at høre!

røget* ål – Der er en stakkels mand på Skovvejen (rute 23) der af og til har ål til salg, men han har åbenbart kun én, for på hans skilte ud til vejen stå der “Røget ål sælges!” Hvis han havde mere end én, skulle han nemlig have skrevet “Røgede ål sælges!” J Ak ja, det danske sprog er en go’ en!

s< [til oversigt]

seminarie- - indgår i sammensatte ord, seminarielektor, seminarieklogskab og (det forældede) seminarieelev. Ellers er det formodentligt et seminarium man mener, hvis det altså er noget man frekventerer for at blive lærer. – HUSKeregel, se museum.

seminarium – Især når man frekventerer en sådan lære(r!)anstalt, bør man vide at dette substantiv bøjes således:

et seminarium, seminariet, flere seminarier, alle seminarierne.

sidde/sætte-prøven – (svarer lidt til spise-prøven) er en komplet ugrammatisk hjælperegel til at kende forskel på transitive/intransitive verber som fx springe/sprænge.

Ex 1: Bomben springer/sprænger i luften ved mindste berøring. Hvad er rigtigt? Prøv at indsætte “sidde” eller “sætte” i stedet for: “Bomben sidder i luften” eller “bomben sætter i luften”?!? – “Sidde i luften” er selvfølgelig noget vrøvl, men skidt med det, man kan godt høre hvad der ville være rigtigt hvis der havde stået “i træet” i stedet. Altså “springer” er rigtigt i dette tilfælde.

Ex 2: De lader bomben springe/sprænge: De er blevet forlovet!

Her er det meget let at høre at “de lader bomben sidde”, er det eneste rigtige: Ergo, de lader bomben springe. (=> ‘i’ i begge ord.)

Ex 3: I “Broen over floden Kwai” sendes et hold ud for at springe/sprænge japanernes bro i luften.

… for at sætte japanernes bro, eller sidde do. – Igen er det klart at “sprænge” er den rigtige form. (=>‘æ’ i begge ord.)

Se den grammatiske forklaring i Grammatik for dummies her{link}.

snopperi – her hjælper min ordkontrol ikke med alternative forslag, så fragmentet “det almindelige snopperi” må man selv finde ud af staves med “næsen i sky”, altså med b’er (de peger opad!) – snobberi!

spise-prøven – bruges hvor man kan have svært ved at høre om hvornår der skal ‘r’ på “høre” eller ej. Se høre.

springe/sprænge* – Hvornår hedder det “springe” og hvornår “sprænge”? Det kan man måske afgøre ved sidde/sætte-prøven. Her er en anden metode:

– En ting (en bombe fx) kan springe i luften af sig selv, eller jeg kan få den til at springe i luften (evt. med forsinket udløsning). Men læg mærke til at det noget den selv gør: Den springer i luften! – Hvis jeg derimod direkte sætter gang i eksplotionsprocessen, sprænger jeg den.

Huskeregel: Ligger jeg i dækning, kan bomben godt springe alligevel ( ‘i’ i begge ord); skal jeg sprænge en bombe, må jeg foretage en bevægelse med den eller henimod den (‘æ’ i begge ord) ved fx sætte en lunte til.

Måske kan man også huske den rette brug af ordet ved at det hedder en sprængningskommando, ikke en “springningsditto”, og den foretager sig noget aktivt for at få sprængt noget væk.

Se evt. ligge/lægge og hænge/hænge.

standard/standart – Hvad er hvad? Det første har noget med en vedtaget norm at gøre, det andet er en rytterfane. Standard ender på d som d i sædvane; og standart ender på t som t i flagstang. Vi der har læst Manfred Gregors ‘Broen’, véd også at Forsts far var Standartenführer, og ham var det ikke noget blødt d over!

stadie eller stadium – begge dele er i dag korrekt (RO 2001)

studie/studium* – “På mit studie læser vi dansk.” Se, det er jo udmærket, men mon det er et tv-, radio- eller fotostudie der er tale om?!? For har man tilmeldt sig et studium (på Uni), var det måske smart nok at man vidste at der er forskel på et studium (altså en sammenhæng hvor man studerer) og så et studie (hvor der foretages optagelser af den ene eller anden slags)! – HUSKEregel, se museum.

stumme g’er – Endnu en sjov tendens i sprogudviklingen. I “gamle dage” (dvs. dengang min kone og jeg gik i skole) var det ikke noget der hed stumme g’er. Vi havde tværtimod (1. klasses) udtaleøvelser i ord med bløde g’er, og det er en helt anden snak. Nu om dage kan det ofte være svært at høre forskel på ordet “lærerne” og “lægerne” udtalt i tv. Og det skyldes at de bløde g’er er afskaffet.

Ligeledes er der ingen hørbar forskel på uger [u-er] og urer [u-er]: “Der går flere uger imellem at han har så mange urer i sin butik.”

Men at de bløde g’er skulle være afskaffet, kan nu diskuteres; så det gør vi under bløde g’er.

synes/syntes – Synes er noget jeg gør nu; syntes er et overstået kapitel (med t i enden!). “Fhv. statsminister Anker Jørgensen syntes ikke at kunne kende forskel på de to former!” Han brugte nemlig formen syntes, også om de ting han stadig mente. Grammatik: synes er præsens, syntes præteritum. Sådan:

at synes, jeg synes, jeg syntes, jeg har syntes

Rod i at skelne mellem synes og syntes kan man kalde en “anker”. Se også Grammatik for dummies under verber. [Fås foreløbig kun i den gamle udgave.]

så – præteritum af “at se”. I stedet for “jeg kikkede” kan man også sige “jeg så”. [Så en kikkert i præteritum hedder naturligvis en såmaskine, det’ da logisk! J] – Hvis man ikke har forstået en dyt af dette opslag, så kik op på en kikkert.

t< [til oversigt]

tal – det danske talsystem er nok et af Europas mest vanvittige (set med moderne øjne), og mig har det altid generet ved at cifrene bliver sagt i den forkerte rækkefølge. Når jeg skal trykke “28” på telefonen, er jeg tilbøjelig til at begynde med ottetallet. – Men det er så hvad det er. Det der er værre, er faktisk at vi danskere endnu ikke (så mange år efter metersystemets indførelse) endnu ikke er gået over til 10-talsystemet i vores måde at sige tallene på. Vi har nemlig et 20-talssystem, og det begynder (for at gøre forvirringen komplet) ved 50. {Se fyrre}.

Men først skal vi lige omkring en anden gammel tal(e)-måde i vores sprog: Halvanden. Hvad er nu det? Jo, det betyder faktisk “en halv på vej mod den anden”. Så “halvtredje”, “halvfjerde” og “halvfemte” må betyder hhv. en halv på vej til den tredje, fjerde og femte.

“Sins tyve” betyder så gange tyve. Og nu er vi dermed nået frem til resultatet:

50 = halvtredje gange tyve = 2,5 * 20 = halvtredsindstyve

70 = halvfjerde gange tyve = 3,5 * 20 = halvfjerdsindstyve

90 = halvfemte gange tyve = 4,5 * 20 = halvfemsindstyve

{Se også halvtreds}

Så lidt moderne dansk sprogforbedring ville være at gå over det de skandinaviske tal. Det vil også lette tilværelsen betydeligt for børn i indskolingen.

Ti, tyve (toti lyder måske for skørt; svenskerne udtaler 20 [tjuygi][12]), treti, firti, femti, seksti, syvti, otti, niti, hundrede. – Og da der er alle gode grunde til at gøre det, sker det naturligvis ikke (jf. kommachauvinismen).

the – bør retteligt udtales [∂ö] (fordi det er et engelsk ord, ikke et dansk). Det har altså ikke noget med drikken “te” at gøre. Så når supermarkedet har et skilt i butikken med “[∂ö] og kaffe”, er det da meget sjovt, men ikke særligt korrekt dansk. Te som man drikker, staves netop t + e, slut finale! – Og så er det da rigtigt at før i tiden (på H. C. Andersens og Kierkegaards tid) stavede man “te” med ‘h’, men da stavede man også “ur” med ‘h’ inspireret af tysk. Sådan: “uhr”. – Så velkommen til vor tid, alle I [∂ö]- og kaffedrikkere!

tilstede/til stede* – 'tilstede (= med tryk på 1. stavelse) betyder tillade, »det tilstedes ham at træde frem for kongen«; til 'stede (i to ord og m tryk på sidste ords 1. stavelse) har den almindelige betydning, nemlig at være til stede, at være der, at findes …

*Fejlen er uhyre almindelig i dag eftersom mange nuancer er gået tabt i vores ellers udmærket kraftfulde sprog.

tjek, et, eller at tjekke staves fra nu af (RO 2001) sådan. Så der er ikke længere noget der hedder et check, det hedder en check! Og dermed er der nu forskel både på udtalen og stavemåden: tjek [tjæk] og check [sjæk].

tv – forkortelsen for “fjernsyn” skrives med lille, sådan: tv. Tv kan kun efter punktum forekomme “med stort”.

u< [til oversigt]

v< [til oversigt]

vide – se under at vide, for “af vide” er der nemlig ikke noget der hedder.

vædske eller væske – hvis ordkontrollen ikke allerede har fjernet æ’et (eller sat rød streg under), kan man tænke på at selvom væske og væde begge har noget med noget våDt at gøre, så er d’et løbet væk fra væsken. Hvis ikke, går stavningen i vasken.

Vær – et vær?! Hvis det er noget man går ud i, er man nødt til at bruge en vej: “Mens han går
på (lande)vejen, kan han rigtigt mærke vejret!” Og da der er j i vej, er der også i vejret. (Kan han rigtigt mærke været. Reagerer grammatikkontrollen? Nej, faktisk udelukkende på noget forkert. Så der er kun egen huskeregel tilbage.)  ny<

w< [til oversigt]

x< [til oversigt]

y<

z<

æ< [til oversigt]

Ægypten – Det er udmærket at kunne engelsk, men man behøver ikke lade det oversvømme sit modersmål, så på godt dansk staver man naturligvis dette gamle kulturland med Æ: – Farao var Ægyptens konge! At nogle tillader sig at bruge den engelske afsmit med E, viser blot at de er nogle ignoranter, svumpukler og ostemadder!

ø< [til oversigt]

å<

å – i betydnigen “og” eller “at”. Hvornår skal man bruge det ene eller det andet? “Vil man ud [å] lede, må man ud [å] gå.” – Står [å] for “for at”, er det at man skal have fat i. Betyder [å] “og”, ja, så er det og. - “Vil man ud for at lede …” Altså vi vil ud at lede. Og vil man ud, og vil man gå, så er det vi vil ud og gå.

NB! Undertiden kan begge løsninger accepteres. Men tit og ofte er det ret tydeligt: “Nu må du se at [å] ta’ dig sammen. Tag nu at [å] komme ud af sengen! Her har du vist ikke meget at [å] gøre.” – I modsætning til: “Han er både en klovn og [å] en tråk. Han kan finde ud af fis og [å] ballade. Og [å] så er han grusomt langsom i optrækket.”

[Ret til ændringer – og til at blive klogere – forbeholdes J .b]

NYT på listen per 1/4 2008: bagdel/ende; koldbøtte; kulle/kulde; NB/OBS/PS; stumme d’er; vær/vejr  ny<.

.